Roetransporten kommer ikke til at køre i døgndrift til sukkerfabrikken Nordic Sugar i Nykøbing Falster.

Det sidste der manglede var miljøgodkendelsen, men sukkerfabrikkens økonomi skranter så meget, at den må udskyde planerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Folketidende.

Tilladelsen fra miljømyndighederne er betinget af, at Nordic Sugar etablerede nogle dyre støjdæmpende løsninger af hensyn til borgerne.

- Men som økonomien ser ud i år, må vi konstatere, at der ikke er midler til at gennemføre arbejdet nu, lyder det fra Jesper Jeppesen, der er fabriksdirektør på Nordic Sugar Nykøbing F., til avisen.

Lokale protester

Sukkerfabrikken søgte om tilladelse til roetransport døgnet rundt sidste år, og det skabte hurtigt protester fra lokalsamfundet. I Nakskov, hvor der også ligger en sukkerfabrik, var der flere bekymrede borgere. Blandt andre Leif Møller Jensen, som frygtede, at lastbilerne, der ville komme til at køre om natten ude foran hans vindue, ville forstyrre hans nattesøvn.

- Bliver der larm 24 timer i døgner i fire måneder, så bliver det uudholdeligt. Det gør det, lød det fra Leif Møller Jensen til TV ØST sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han startede derfor en underskriftsindsamling, som hurtigt fik 401 underskrifter.

Nordic Sugar oplyser til Folketidende, at de forventer at udskyde planerne et år.