Skadedyrene der gnaver sig igennem danske rapsmarker skal bekæmpes fra luften.

Økologiske droner skal bekæmpe dem, og projektet med dronerne har netop fået over syv millioner kroner i støtte fra Miljø- og Fødevareministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver DR Midt & Vest.

Populært sagt skal rapsmarkerne 'bombes' fra luften med nyttige insekter, forklarer direktør Anders Petersen fra firmaet Ecobotix, som leder projektet:

- Vi vil fylde forskellige former for nytteinsekter om bord på dronen og flyve dem ud over marken, og så lade insekterne falde ned på marken, siger han til DR Midt & Vest.

Forskellige arter biller og snyltehvepse bliver spredt over markerne og bekæmper de skadelige insekter i rapsen. De er nemlig skadedyrenes naturlige fjender.

Alternativ til planteværn

Tilskuddet på over 7,8 millioner kroner til udvikling af metoden kommer fra GUDP, et grønt udviklings- og demonstrationsprogram under Miljø- og Fødevareministeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Raps er en af de største afgrøder i Europa, og man oplever, at skadedyrene får nemmere ved at leve der, samtidig med at forskellige kemikalier, som bliver brugt i sprøjtemidler, bliver udfaset eller forbudt i EU, fortæller direktøren fra Ecobotix.

- Det betyder, at vi er nødt til at kigge efter nogle nye løsninger, og der kan man jo passende kigge på de naturlige fjender, som allerede er ude i markerne, og som vi ved virker, siger Anders Petersen

Dronen forventes at være færdig i 2021.