DLG belønner igen landmændene for at gødske med henblik på at øge proteinindholdet i foderkorn.

Som det første grovvareselskab herhjemme gav DLG i høsten 2016 højere priser for foderhvede og foderbyg med højt proteinindhold. På baggrund af de gode erfaringer har DLG besluttet at fortsætte ordningen for høsten 2017.

- Vi giver igen vores kunder et incitament til at levere korn af bedst mulig kvalitet, da det øger muligheden for at afsætte afgrøderne til gode priser. Ordningen var en succes i 2016, hvor mange landmænd udnyttede muligheden for at tjene ekstra på kornet. Derfor fortsætter vi med at præmiere højere proteinindhold i den kommende høst, fortæller Mogens Frederiksen, der er vicekoncerndirektør med ansvar for kornområdet i DLG.

Optimere gødskningen

DLGs incitamentsordning og proteinregulering blev indført efter vedtagelsen af regeringens landbrugspakke, der gjorde det muligt for landmændene at gødske mere. På baggrund af de gode erfaringer skærpes ambitionsniveauet til den kommende høst i forhold til 2016.

For høst 2017 giver DLG derfor et ekstra incitament til at producere korn med særligt højt proteinindhold på 11,1 procent og derover ved at give et tillæg på 2,00 kroner pr. 100 kg.

Et proteinindhold på 10,6-11,0 procent udløser et tillæg på 1,00 kroner pr. 100 kg., mens 10,0-10,5 procent ikke medfører nogen regulering. Proteinindhold på 9,9 procent eller derunder vil udløse et fradrag på - 1,00 krone pr. 100 kg.

DLG opfordrer derfor landmændene til at optimere gødskningen for at øge proteinindholdet.

- Det er vigtigt for producenterne at vide allerede nu, hvordan de bliver belønnet i vores model. Det betyder, at de kan optimere gødskningen med henblik på at øge proteinindholdet. Vi opfordrer derfor landmændene til allerede nu at optimere gødskningen, så de kan opnå en højere kornkvalitet, fortæller Mogens Frederiksen.