Roernes vækstperiode i Danmark har været præget af skiftende vejrforhold med megen regn og køligere temperaturer end normalt.

Der kom dog lidt højere temperaturer i august, hvilket satte gang i sukkerroetilvæksten. Det resulterede i en høj roehøst pr. hektar, hvilket, i kombination med et højt sukkerindhold, gav et sukkerudbytte pr. hektar svarende til 13,1 tons sukker pr. hektar (femårigt gennemsnit på 13,0 tons/ha).

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Samlet set har vi haft en meget god kampagne på de danske fabrikker med en stabil og jævn produktion takket være vores engagerede medarbejdere. Vi oplevede desværre nogle vanskeligheder i Nakskov i starten af kampagnen, men da disse var løst, kom vi hurtigt op på fuld kapacitet, fortæller Jesper Thomassen, Administrerende Direktør for Nordic Sugar A/S, og fortsætter:

- Som planlagt var produktionssæsonen kortere end normalt, hvilket mindskede sukkerproduktionen, men levede fuldt ud op til vores forventninger og planer. I Nykøbing nåede vi endda rekordresultater for sukkerproduktion pr. dag.

Sukkerproduktionskampagnen er nu slut på fabrikkerne i Danmark, Polen, Litauen, Sverige og Finland. Nordzucker forventer at have afsluttet 2015/16 produktionsperioden på alle de 13 sukkerfabrikker i starten af januar 2016.