Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen bebudede tidligt onsdag, at der straks skal være fuld åbenhed om overimplementering af EU-regler i det nye Miljø- og Fødevareministerium. Alle skal kunne se, hvad der er EU-krav, og hvornår reglerne går videre end krævet af EU.

Derfor har hun sendt et brev til de fem styrelser under det nye ministerium, hvoraf de nye retningslinjer fremgår.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ministeren peger blandt andet på, at ni ud af 10 EU-direktiver bliver gennemført administrativt gennem bekendtgørelser, men hun kræver en åben diskussion om alle nye regler:

- Det kan være svært at få en åben debat, når tingene gennemføres via bekendtgørelser. Vi skal have en politisk debat om, hvordan tingene gennemføres, siger Eva Kjer Hansen til Maskinbladet.

Tjekker tidligere regler

Hun understreger, at reglerne ikke kun gælder de fremtidige EU-direktiver:

- Der er så mange regler, der allerede er sat i værk, og jeg er allerede stødt på nogle ting, hvor vi kan konstatere, at der er implementeret anderledes, end direktivet kræver. Så ét er, at det ved alle nye EU-regler klart skal fremgå, hvad der er krav fra EU's side, og hvad lægger vi eventuelt oveni og hvorfor. Men dertil kommer, at ministeriet går i gang med et arbejde, hvor vi tjekker de tidligere indførte regler i forhold til implementeringen, og hvordan det giver mening, siger den nye minister videre.

Svært at forklare

Hun vil blandt andet tage fat på reglerne om, at konventionelle landmænd ikke må gøde §3 arealer, mens økologiske landmænd gerne må gøde. Disse regler blev indført administrativt af hendes forgænger Kirsten Brosbøl (S), der erkendte, at der var tale om diskrimination. Men sådan var det bare. Det var en helt bevidst forskelsbehandling til fordel for de økologiske landmænd:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, at det er rigtig svært at forklare, og der har jeg bebudet, at det bliver rullet tilbage. Et andet eksempel er harmonikravene, hvor vi opererer med en dyreenhed på 1,4, mens EU-reglerne er 1,7. Det er sådanne ting, vi skal tage fat på. På den mere folkelige side kan jeg nævne, at vi næsten ikke har noget økologisk honning i Danmark, fordi vi er så restriktive i vores krav. Derfor importerer vi i høj grad økologisk honning fra lande, der ikke har så restriktive krav. Så skyder vi bare os selv i foden og ødelægger vores egen konkurrenceevne, siger Eva Kjer Hansen, der indrømmer, at hun har fået meget travlt i sit nye ministerium.