Med godt vejr i august og september vil majsen i Sønderjylland generelt komme til at klare sig godt og give hæderlige udbytter sammenlignet med rekordåret 2014 Det siger planteavlsrådgiver Nis Callesen, LandboSyd. Han har ved selvsyn konstateret, at majsen har det skidt nord for Kongeåen, men er altså fortrøstningsfuld med hensyn til den sønderjyske avl:

Til gengæld må vi forvente, at majshøsten bliver forsinket nogle uger, ligesom der også vil være problemer i nogle af de sønderjyske marker. Det gælder, hvor ukrudtsbekæmpelsen ikke har været god nok på grund af en lang periode med lave majs, eller hvor såbedet ikke har været optimalt som følge af våde marker. Også i store marker uden lævirkning kan majsen være i problemer, lyder det fra Nis Callesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Blomstringen på vores forsøgsmark i Sivkro startede i år den 4. august, mod den 17. juli sidste år og den 24.-26. juli i årene før. Dermed kan vi se frem til et senere høsttidspunkt først eller midt i oktober - efter at vi i nogle år har været forvænt med, at der kunne høstes i september, siger Nis Callesen.

Han fortæller, at sol og lunt vejr i august og september vil forbedre forholdene markant, fordi majs reagerer hurtigt på ændringer i temperaturen.