Landbruget har store problemer med skadevoldende dyr på markerne, hvilket i sidste ende koster landmændene dyrt i tabte afgrøder. Med det intelligente fugleskræmsel AniMan kan konflikterne mellem mennesker og dyr nu minimeres på effektiv vis.

Overalt i verden oplever man i stigende grad konflikter mellem menneskelige aktiviteter og vilde dyr. Behovet for at kunne skræmme skadevoldende vildt væk fra bestemte områder har derfor aldrig været større. Selv med moderne fugleskræmmemetoder er det ofte en vanskelig opgave at skræmme skadevoldere som for eksempel råger og gæs væk. De eksisterende metoder har ofte en begrænset effekt, hvilket typisk skyldes, at vilde fugle gradvist vænner sig til en fugleskræmmer med et forudsigeligt mønster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udvikling af intelligent løsning

Med afsæt i den problemstilling er det innovative, akustiske skræmmesystem AniMan blevet udviklet af tre forskere fra Aarhus Universitet, som har etableret virksomheden Wildlife Communication Technologies på baggrund af deres flerårige forskning.

Ved at kombinere deres viden fra biologi og ingeniørvidenskab har de sammen skabt en metode, der ikke blot minimerer et kæmpe problem i landbruget, men samtidig også på en sådan måde, at dyrene ikke tager skade.

Skræmmer med lyd

Det intelligente AniMan-system adskiller sig fra andre skræmmemetoder ved at kunne lytte, genkende og artsbestemme dyrene og bortskræmme dem ved at afspille lyde, der får dem til at undgå områderne. Herefter analyserer AniMan, om den ønskede effekt er opnået og bruger andre skræmmelyde, hvis ikke fuglene er skræmt væk. Dermed opnås en varig effekt, idet skadevolderne ikke vænner sig til lydene og dermed heller ikke vender tilbage, og markskaderne minimeres hermed.

AniMan sender sine arbejdsdata via GSM til internettet. Det gør det muligt for brugeren at følge, hvordan, hvornår og med hvilken intensitet systemet arbejder. Det gør det også muligt for Wildlife Communication Technologies' tekniker at overvåge, om AniMan arbejder optimalt, samt at sikre opdateringer af software og muligheden for online at tilføje flere fuglearter i systemet.

I 2013 blev teknologien bag AniMan videreudviklet og forfinet, så produktet nu er så robust, at det kan modstå det danske klima, og lige nu arbejdes der på at kunne tilføjes yderligere skadevoldende dyrearter til systemet udover fugle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Strøm fra solceller

Fugleskræmmeren er udviklet med fleksibilitet for øje, idet den forsynes med strøm fra et solcellepanel, der er integreret i systemet. Det betyder, at AniMan er vedligeholdelsesfrit og kan stå uden opsyn og ekstern strømforsyning. Derved minimeres også udgifterne til drift.

Samtidig vil omverdenen ikke opleve støjgener fra systemet, idet det primært benytter naturlige stimuli som skadevolderens eget alarmkald eller panikskrig, og desuden afgiver teknologien kun lyde, når der er identificerede skadevoldere til stede. Systemet har dermed heller ingen påvirkning på øvrigt vildt.

Fokus på udvikling

Wildlife Communication Technologies vandt i 2011 Agro Business Parks innovationskonkurrence, og det blev dét, der bekræftede deres tro på, at konceptet havde potentiale og efterfølgende satte skub i realiseringen af virksomheden.

Derfor har de også valgt at etablere virksomheden i Agro Business Park, hvor den faglige sparring og netværket er til stede, så de har kunnet fokusere på udviklingen af forretning og produkt.