Warren og Joy Darling, fra Timaru på Sydøen i New Zealand kan nu slå op i Guinness Rekordbog og finde deres egne navne.

Det skyldes, at de på deres farm har haft en overordentlig god høst af vinterbyg. Høsten kom i hus i januar, og for nylig blev det offentliggjort, at Guinness Rekordbog har udnævnt den New Zealandske høst som verdens bedste høst af vinterbyg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Helt konkret præsterede Warren og Joy Darling at høste 13,8 ton vinterbyg pr. hektar, og det var mere end nok til at slå den hidtidige rekord, der lød på 12,2 ton. Den tidligere rekord blev sat i Skotland i 1989, og det understreger bare, at det altså ikke er hver dag, at det lykkes at få så flot et udbytte på vinterbyg.

Slår Danmark stort

Der er ingen tvivl om, at forholdene i New Zealand gunstige, men rekord-høsten ligger stadig langt over gennemsnittet i landet, der er omkring 9,5 ton pr. hektar. Det vil altså sige, at høsten der sikrede verdenskorden var 45 procent højere end gennemsnittet i landet.

Med rekord-høsten i New Zealand har landet lagt stor afstand til konkurrenterne, og i Danmark kan vi kun drømme om at ramme de 13,8 ton pr. hektar.

Ifølge Danmarks Statistik lå gennemsnittet for vinterbyg på 6,6 ton pr. hektar i 2014, og selvom der er utroligt langt op til 13,8 ton, var 2014 faktisk det bedste år for vinterbyggen i Danmark siden 1990.

Hos Bayer, der har leveret planteværnet til høsten, glæder man sig over den imponerende bedrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Verdensførende landmænd som Warren og Joy Darling sikrer, at vi vil nå vores ultimative mål om at sikre en sund og tilstrækkelig fødevareforsyning for alle mennesker i verden. Vi glæder os over, at vores virksomhed var i stand til at spille en rolle i rekord-høsten, siger Dr. Holger Detje, der er chef for Bayer CropScience i New Zealand.

- Vi er særligt glade for, at vores innovative planteværnsløsninger beskyttede denne pragtfulde byg-afgrøde, der endte med en rekord-høst, siger han.