Dette forår er det tilladt at så bivenlige planter på randzonerne. Derfor har Danmarks Biavlerforening i samarbejde med DLF-Trifolium fået udviklet en særlig bivenlig frøblanding specielt til randzonerne.

Også til vildtet

Blandingen består af arter, som alle er godkendt af NaturErhvervstyrelsen. Frøblandingen består af stenkløver, hvidkløver, blodkløver, hjulkrone, honningurt, oliehør og cikorie. Foruden bier og andre bestøvere, så vil også vildtet få gavn af den bivenlige frøblanding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er utroligt glade for, at det i forbindelse med randzonerne er blevet tilladt at så bivenlige planter. Det giver bierne en tiltrængt mulighed for at finde føde i de perioder, hvor agerlandet ellers er fattigt på blomstrende planter, siger Knud Graaskov, formand for Danmarks Biavlerforening.

1 milliard til landbruget

Mangel på blomstrende planter hen over sommeren fører til at bierne sulter, og derved bliver mere modtagelige overfor sygdomme og landbrugets pesticider.

Biavlernes bifamilier yder et stort bidrag til naturens mangfoldighed og samfundsøkonomien ved at sikre bestøvningen af naturens vilde planter og landmændenes afgrøder. Værdien af biernes bestøvning af afgrøder bidrager med mindst 1 milliard kr. årligt til landbrugets indtjening.

Tre meter randzone

Det er tilladt at udså frøblandinger af bivenlige blomstrende planter på op til tre meter af randzonerne ind mod marken. Det er dog et krav, at randzonen ligger i tilknytning til omdriftsarealer, og at der kun laves en skånsom jordbehandling i forbindelse med udsåningen af de bivenlige planter. Arbejdet skal foretages i foråret.