For at beskytte vildtet har fødevareminister Dan Jørgensen (S) besluttet at ændre reglerne for slåning af brakarealer.

- Jeg har fundet en god løsning, hvor vi mindsker risikoen for, at fugle, rådyr, harer og andet markvildt går til under landmandens tidlige slåning af brakmarker. Jeg har lyttet til kritikken fra jægerne og ornitologerne, siger fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

NaturErhvervstyrelsen forlænger slåningsforbuddet med mere end en måned, så der nu er forbud mod at slå brakarealer fra 1. maj til 31. juli fra 2015.

- Danske landmænd kan gøre en stor forskel for, at mere vildt overlever ved at slå deres brakarealer så sent som muligt, og jeg håber, at landmændene gør deres yderste for at passe på vildtet, siger Dan Jørgensen.

Fristen for slåning af brakarealer udskydes til den 15. september, så landmanden har mulighed for at udskyde slåningen mest muligt, og dyrelivet kan få fred også i sensommeren.

De nye regler vil den 1. august blive offentliggjort på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.