Kør mejetærskeren ud fra maskinhuset. Styr hen til marken og tryk på en knap: Skærebordet folder sig ud i løbet af et halvt minut. Hvis skærebordet skal være lidt smallere for at passe til en anden afgrøde, så tryk på en anden knap, og du kan variere arbejdsbredden med en halv meter - også under kørsel.

Du slipper for bøvlet med at af- og påmontere skærebordet og behøver dermed heller ingen vogn til at transportere det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så enkelt foregår det med Harvest Star Vario fra tyske Geringhoff.

Skærebordet kan ses i arbejde på Borgeby Fältdagar, hvor det skal monteres på en mejetærsker fra New Holland.

Det er det svenske firma Farm Mac AB, der siden 2012 er generalagent for Geringhoff. Bag Farm Mac AB står to agronomer, Per Christerson og Krister Wiengren.

- Udviklingen peger på, at kunderne i stigende omfang køber mejetærsker og skærebord hver for sig og af forskellige fabrikater, hvor man tidligere købte dem som en enhed, siger Per Christerson og tilføjer, at det også er billigere at importere mejetærskere uden skærebord for så at vælge et skærebord, der passer til bedriftens behov.

Smalle veje

Han har store forventninger til de foldbare skæreborde fra Geringhoff, der fås i arbejdsbredder fra 4,2 til 7,1 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Geringhoff Harvest Star modellerne foldes ud eller ind på et halvt minut, uden at man skal forlade kabinen. Det er en perfekt løsning, hvor der er smalle veje og trange tilkørselsforhold til markerne. Desuden kan man med Vario-modellerne ændre bredden på skærebordet i løbet af få minutter, så det kan tilpasses forskellige afgrøder.

Per Christerson fremhæver, at sektionerne på de foldbare skæreborde foldes sammen oven på hinanden over den midterste sektion, hvorved tyngdepunktet ikke forskydes fremad.

Geringhoff fremstillede i 2012 cirka 3.500 skæreborde, hvoraf hovedparten er majsskæreborde.

De foldbare skæreborde udgør stadig en mindre del af produktionen, og Per Christerson anslår, at der i år vil blive produceret cirka 220 styk.

Nye crimpere

Ud over skæreborde viser Farm Mac AB også et par nyheder fra Eurobaggings. Dels en mindre stationær crimper med en kapacitet på 3,6 ton pr. time, dels en større mobilenhed med en kapacitet på 40 til 45 ton pr. time.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De nye crimpere, kaldet Eurocracker, med dobbelte V-formede valser er udviklet i samarbejde med Farm Mac.

- Vi tror, at denne teknik vil blive fremtiden for crimpning, idet det er svært at øge kapaciteten på maskiner, der er opbygget med runde valser, fordi valserne ikke bare kan forlænges i det uendelige, siger Per Christerson.