"En lærke lettede og tusind fulgte" kan man passende gå og nynne her i foråret, hvor synet af de åbne landskaber bliver akkompagneret af lærkens sang oppe fra luften.

Lærken synger, men der er ikke lige så mange sangere som før, oplyser Videncentret for Landbrug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Brug for to-tre kuld

Antallet af sanglærker er faldet med 60 procent siden 1980erne. Det skyldes et intensivt landbrug, som gør det sværere for lærken at finde steder at bygge reder og skaffe insekter til ungerne. For at bestanden af lærker kan blive bevaret, skal lærken udruge to-tre kuld hver sommer, men det kniber især med at få kuld nummer to og tre på vingerne, men med et simpelt og billigt redskab kan landmænd være med til at sikre flere lærker.

- Ved at have enkelte bare pletter i marken kan landmænd på en simpel og billig måde være med til at få flere ynglende lærker tilbage på markerne, siger Cammi Aalund Karlslund, natur-og miljøkonsulent, Videncentret for Landbrug.

Hun var leder på projektet, der kørte sidste år i samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening.

Lande og lette

To vestjyske landmænd etablerede pletterne på markerne. Pletterne brugte lærkerne til at lande og lette fra deres reder, som var etableret i bunden af de afgrøder, der omgav pletterne.

- Projektet viste at lærkepletter har rigtig god effekt på forekomsten af lærker. 87,5 procent af sanglærkerne var i de dele af markerne, hvor der var udlagt lærkepletter og alle de sanglærker, der sang, mens de lettede fra marken, lettede fra forsøgsfelter med lærkepletter. Og når sanglærkerne synger under opflyvningen, er det et rimeligt sikkert tegn på, at de har yngel, forklarer Cammi Aalund Karlslund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

25 landmænd søges

Derfor søger Videncentret for Landbrug og Dansk Ornitologisk Forening nu 25 nye landmænd, der vil etablere lærkepletter på deres marker. Fristen for at melde sig er den 1. maj, og som tak for hjælpen modtager man en kasse "lærkepletvin". Og en masse lærkesang, naturligvis.