Vedtages forslaget om en ændret afgiftsstruktur for plantebeskyttelsesmidler, vurderer planeværns-branchen, at det vil få alvorlige konsekvenser for den danske planteproduktion. Netop forslaget om nye afgifter var i fokus, da brancheforeningen Dansk Planteværn afholdt sin årlige generalforsamling den 27. marts.

 - Beregninger viser, at der for visse afgrøder vil være tale om store omkostningsstigninger med de nye afgifter - så store, at en dansk produktion af disse afgrøder måske ikke længere er rentabel, udtalte Peter Højer, Bayer, formand for Dansk Planteværn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Men nok så alvorligt er det, at afgiftsændringerne vil forstærke den nuværende udvikling, hvor der registreres færre produkter på det danske marked, som er relativt lille. Dette er alvorligt, fordi det forringer mulighederne for at bekæmpe skadegørere og forebygge resistens, siger Peter Højer og fortsætter:

. Inden et produkt registreres i Danmark vil firmaerne fremover foretage en vurdering af den sandsynlige afgift på et nyt produkt sammenholdt med det gældende prisniveau for konkurrerende produkter. Er der tale om en forventet høj afgift i forhold til prisniveauet på markedet, blive produktet sandsynligvis ikke registreret i Danmark. Desuden kan høje afgifter på eksisterende produkter medføre en så stor reduktion i salget af disse produkter, at firmaerne vælger på sigt at udfase produkterne.

Risiko for falske midler

På Dansk Planteværns generalforsamling var der endvidere fokus på det stigende problem i Europa med forfalskede plantebeskyttelsesmidler og risikoen for, at en lignende situation opstår i Danmark. 

- Dansk Planteværn tager skarpt afstand fra import af ulovlige og forfalskede plantebeskyttelsesmidler, understregede Peter Højer

- Der er nemlig stor risiko for, at de forfalskede produkter kan forårsage skader på miljø eller mennesker, fordi indholdet måske ikke er i overensstemmelse med indholdet i de originale produkter. Der er derfor alt mulig grund til en øget fokus på problemerne også herhjemme, og branchen og myndighederne vil derfor nu drøfte den mest optimale indsats, så en stigende import af ulovlige og forfalskede produkter afværges, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Salget af plantebeskyttelsesmidler steg fra 2010 til 2011 og var i 2011 på 3.782 tons aktivstof. Det fremgik af den seneste salgsstatistik fra Dansk Planteværn, som blev offentliggjort i forbindelse med generalforsamlingen. En del af forklaringen kan være, at der er tale om et mersalg som følge af de varslede stigninger i afgifterne på plantebeskyttelsesmidler.