Termisk præcisionslugning, hvor den mekaniske lugning med lugeredskaber erstattes af en række gasflammer, byder på flere fordele, og det er ideen med den termiske lugerobot, som opfinderen Frank Poulsen står bag.

Han fortalte om sin robot på Plantekongres 2012, hvor der også blev vist videoklip af maskinen, der har været undervejs i flere år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I mellemtiden har Frank Poulsen opnået kommerciel succes med den mekaniske lugerobot, Robovator, der kom på markedet i 2011.

Faktisk betyder succes'en, at han ikke kan nå at fremstille robotterne i samme tempo, som ordrerne kommer ind. Desuden betyder ordretilgangen, at arbejdet med den termiske lugerobot er sat på vågeblus.

- Den bliver ikke færdig i år, for der er stadig en del udviklingsarbejde på den, fortæller Frank Poulsen, der driver virksomheden F. Poulsen Engineering i Hvalsø.

Den termiske lugerobot er bygget over samme platform som dens mekaniske fætter, men lugekløerne på den termiske robot er erstattet af en række små gasbrændere.

Gasbrænderne på de enkelte lugeenheder sidder som en række små rør med ganske få centimeters afstand fra hinanden, og flammerne, der når en temperatur på 2.000 grader Celsius, er på størrelse med spidsen på en kuglepen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Metoden i ukrudtsbekæmpelsen kan sammenlignes med, at man fører sin finger hen over et levende lys. Et enkelt lys eller to gør ingen skade på fingeren, men hvis fingeren skal passere 16 til 20 flammer, bliver den brændt, forklarer Frank Poulsen og tilføjer:

- Det vil sige, at ukrudtet bliver ramt af mange forbrændinger og dermed visner.  Samtidigt undgår man dels, at planterne bliver berørt af værktøj, dels, at der ikke bliver rodet i jorden.

Kræver stor computerkraft

Udfordringen for Frank Poulsen er at få tændt og slukket for de enkelte brændere på brøkdelen af et sekund, for nytteplanterne må ikke rammes af flammerne.

- Det kræver stor computerkraft at beregne præcist, hvornår der skal tændes og slukkes for brænderne, mens robotten kører med fire kilometer i timen, siger Frank Poulsen.

Også den mekaniske del af udstyret er indviklet med mange, bittesmå kontakter, der skal tænde og slukke for gassen på hver enkelt brænder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der findes ingen færdige løsninger på markedet, så alt skal fremstilles specielt. Og det gælder også for den mekaniske lugerobot, forklarer Frank Poulsen og tilføjer, at dette forhold indebærer lang produktionstid på robotterne.

Den termiske robot blev afprøvet sidste sommer på en løgmark hos grøntsagsproducenten Axel Månsson A/S ved Brande. Efter de første prøvekørsler viste det sig, at ukrudtsbrændingen også havde en uventet gavnlig effekt på løgfluens larver.

- Løgmarkerne var hårdt ramt af løgfluer sidste sommer, men der, hvor ukrudtsbrænderen havde kørt, var der markant færre angreb af larver fra løgfluer, der lægger deres æg tæt ved planterne, siger Frank Poulsen.

I en direkte sammenligning med den mekaniske robot vil den termiske robot være dyrest i indkøb og drift. Til gengæld er der ingen slitage på lugeredskaberne.

Speciel software

Den mekaniske og den termiske robot deler platform, hvilket vil sige, at rammen, kameraerne og computeren er ens på begge maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På rammen sidder der et kamera med et par halogenlamper for hver række. Det specielle, bi-spektrale kamera scanner planterækken og sender løbende data til computeren, der med specielt udviklet software analyserer scanningen.

I analysen kan computerprogrammet adskille sten og jordknolde fra planter, så lugekløerne ikke åbner sig utilsigtet.

Et hjul bag på robotten måler fremkørselshastigheden, som computeren også bruger i sine beregninger til, hvornår lugeværktøjet eller gasflammerne skal aktiveres.

Computeren beregner også den sideværts indstilling af den forskydelige bom, så traktorføreren kun skal koncentrere sig om at køre lige ud. Og lugeværktøjernes højde over jorden reguleres tillige af computeren.

De kraftige halogenlamper ved kameraet sikrer, at sollyset ikke påvirker scanningen. Desuden medfører projektørlyset, at robotten også kan køre om natten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tjener sig ind på et år

Alt skal fungere perfekt, når robotterne forlader Frank Poulsens værksted, og denne tankegang er medvirkende til, at gasbrænderen må vente lidt med at komme ud på markedet.

- Vi har ikke fået fejlmeldinger på en eneste af de seks robotter, der kom ud at køre sidste år, fortæller Frank Poulsen.

- Og tilbagemeldingerne fra kunderne har været, at robotterne har tjent sig selv ind allerede efter det første år, tilføjer han.

Lugerobottens arbejdsbredde og kapacitet kan i princippet varieres i det uendelige, idet det kun er et spørgsmål om at sætte flere kameraer og lugeredskaber på.

- Axel Månsson A/S har bestilt en 15 rækkers robot, og en tysk kunde vil have en til 31 rækker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og rygtet om den danske lugerobot når langt omkring. Selv kineserne har vist interesse.

- Man har nok svært ved at forestille sig, at det skulle være et problem at skaffe arbejdskraft i Kina, men alle, der har prøvet at luge endeløse rækker af grøntsager, har det til fælles, at de synes, det er et frygteligt kedeligt arbejde, siger Frank Poulsen, der selv har luget roer i sine unge dage.

Alt kan trække

Et fremtidsperspektiv med en mængde små, selvkørende robotter, der selv kører ud i markerne og luger ukrudt, tror den læreruddannede og selvlærte opfinder Frank Poulsen ikke på.

Og han har følgelig ikke overvejet at motorisere sin robot:

- Ud over at det vil fordyre maskinen væsentligt, skal der stadig være nogen, der holder øje med robotten. Det ser vi jo også i industrien, hvor robotter har været brugt i mange år. Og med udviklingen af stadig større maskiner betyder arbejdslønnen mindre, siger Frank Poulsen og pointerer, at stort set hvad som helst på bedriften kan trække en Robovator.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En fem-rækket robot vejer omkring 400 kg og kan nøjes med en trækkraft på omkring 10 hestekræfter. Selv en gammel, grå Ferguson kan gøre arbejdet, siger han med et glimt i øjet.