DLG-koncernen indbyder til VækstForum for fjerde gang og håber på at gentage succesen fra de sidste år. Arrangementet løber af stablen hos Kongskilde i Sorø den 18. og 19. januar. Begge dage tilbydes et fagligt spækket program for den moderne planteavler.

Der vil desuden være mulighed for at møde repræsentanter fra knap 20 virksomheder i udstillingen, heraf otte med tilknytning til DLG.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arrangementet afvikles som de øvrige år med en kombination af seminar og messe. Den første dag er der indlæg fra DuPont og Monsanto om plantebeskyttelse i raps og majs. Cheminova sætter fokus på vandkvaliteten i sprøjten, og Bayer CropScience går tæt på svampebekæmpelsen. Makhteshim Agan fortæller om oversete svampesydomme, mens BASF kigger nærmere på formulering og aktivstoffernes betydning for at bekæmpe svampene.

Maskinkonsulent Christian Rabølle fra Gefion kommer med råd om at få høsten i hus i tide, mens danske  Martin Rosenmejer fra godset SkaberNäs i Sverige fortæller om rammevilkårene i svensk landbrug.

Dagens sidste indlæg er ved forfatter og foredragsholder Søren Holmgren, der er dobbelt guldvinder ved OL. Søren er blind og fokuserer i indlægget på livsglæde og vil ud fra egne erfaringer fortælle, hvad det betyder for at opnå succes selv i en tid med økonomisk krise.

Fortsætter det ekstreme vejr ?

Den anden dag lægger DLG ud med råd til at sparke afgrøderne i gang, og K+S Kali fremlægger betydningen af K og Mg for afgrøderne. Yara vil påpege betydningen af gødningens kvalitet og spredbarhed, mens Kongskilde fortæller om produktudvikling af landbrugsmaskiner.

DLF-Trifolium byder ind med muligheder for brug af græs og roer til bioenergi, mens Syngenta og Dow AgroSciences fokuserer på græsukrudt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sejet Planteforædling giver bud på, om planteforædling kan løse problemerne med at skaffe mad til 10 milliarder mennesker.

Vejret er ofte emnet i landmandskredse - det bliver det også på VækstForums sidste dag, hvor Peter Tanev, TV2-Vejret giver svaret på, om vi skal forvente mere ekstreme vejrlig over Danmark?