Firmaet AL-2 Agro A/S udvider nu sit program af anlæg til separation af gylle med tyske skruepressere af mærket Börger Bioselect. Ifølge AL-2 Agros direktør, Preben Nissen, udmærker Börgers skruepressere sig ved, at de har en stor kapacitet og en enkel opbygning.

- Desuden er omkostninger til vedligehold og energiforbrug meget lave med Börgers anlæg, der har en kapacitet på op til 65 kubikmeter i timen, fortæller Preben Nissen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han fortæller, at skruepresseren fungerer uden brug af hjælpestoffer og flytter 10 til 25 procent af DE og fosfor over i den faste del.

- Börger Bioselect vil være velegnet til eksempelvis kvægbrugene, hvor separationen flytter 20 til 25 procent af dyreenhederne over i fiberdelen. Efter separation kan fiberdelen bruges til strøelse.

- For svinebrugenes vedkommende kan skruepresseren flytte 10 til 15 procent af dyreenhederne, og rejektvandet er nok til at fuldgøde markerne. Fiberdelen kan her afsættes til biogasproduktion, siger Preben Nissen.

Anlægget virker på den måde, at rågyllen pumpes ind i skruepressen, hvor en specialudviklet snegl vrider væsken ud af fibrene. Et spaltefilter holder fibrene tilbage og tillader kun meget små partikler at passere.

- Det betyder, at gødningsvandet er tyndt og nemt kan spredes på markerne, forklarer Preben Nissen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tilføjer, at netop i år, hvor regnen har silet ned, er fiberfraktionen efterspurgt.

- Det våde vejr har gjort det meget svært at samle halm, og derfor er fiberfraktionen fra kvæggylle efterspurgt som strøelse, siger han.

Komplet enhed

Der er to typer af anlægget, og de bygges begge over samme skruepresse. Börger RC 50 er en simpel skruepresse til en fast eller kundetilpasset mobil enhed, mens BC 50 er en komplet enhed med styreskab, fødepumpe og fibertransport. Sidsnævnte er mest anvendt i forbindelse med afsætning til biogasanlæg.

Preben Nissen oplyser, at AL-2 Agro også leverer AL-2 separationsanlæg med båndfilter, hvor der tilsættes polymer.

- Denne løsning ligger i den dyre ende, men flytter til gengæld op til 50 procent af DE og op til 95 procent af fosforindholdet over i fiberdelen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammen med Jan Hansen ejer Preben Nissen AL-2 Agro i Hovborg i Sydjylland, hvor også Jan Hansens virksomhed AL-2 Teknik holder til.

Båndfiltre til separation

AL-2 Teknik har gennem en længere årrække fremstillet båndfiltre til rensning af spildevand, herunder båndfiltre til gylleseparation for Kemira.

- Jeg var udviklingschef i Kemira indtil 2008, hvor selskabet måtte lukke. Derefter startede jeg sammen med Jan Hansen AL-2 Agro, der har landbrug og biogassektoren som speciale, siger Preben Nissen, der også sælger de båndfilteranlæg, som partneren i AL-2 Teknik fremstiller.

Han tilføjer, at virksomheden har omkring 30 gylleseparatorer kørende i Danmark og 15 i udlandet, flest i USA.