Allerede inden skilsmissen mellem Väderstad og Kverneland på det danske marked blev offentligt kendt midt i juni, havde Kverneland lanceret såkombinationen Accord MSC+ i forbindelse med koncernens Store-Agrodag på Nordfyn.

Det lille plus i forbindelse med modelbetegnelsen betyder, at den har gødningsdelen med. Gødningen placeres i bageste disc-række - nøjagtigt imellem to såskær.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi tager den til Danmark for at kunne tilbyde en maskine, som sår efter pakning - og for at have gødningsdelen med, siger produktansvarlig Henrik Thomsen, Kverneland.

Kun ny i Danmark

MSC-modellen er velkendt gennem de seneste otte år i lande som Tyskland, Frankrig, Holland, England og store dele af Østeuropa.

Men modellen har hidtil ikke været markedsført i Danmark, da de behov, den opfylder, på mange måder var opfyldt af Väderstads program.

Forud for præsentationen på Store Agrodag havde Kverneland haft tre Accord MSC+-maskiner ude at køre hos danske kunder, og der har ifølge Henrik Thomsen været pæn interesse for modellen.

Nøjagtig dybdekontrol

Accord MSC+ er ifølge Henrik Thomsen velegnet både i pløjet jord og til direkte såning, og han fremhæver en præcis fremføring af såsæden via det pneumatiske system, og desuden nævner han, at den har en nøjagtig dybdekontrol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Kombinationen af hjulpakker både foran og bagest sikrer en god dybdekontrol og er også med til at reducere behovet for trækkraft og dermed brændstofforbruget, siger Henrik Thomsen.

Han fortæller også, at maskinens har en god vægtfordeling i kraft af to aksler. Det forhindrer overdreven vægtoverførsel til traktorens bagaksel og sikrer dermed, at jorden ikke komprimeres for meget og dermed forebygges, at der opstår dybe traktorspor i såbeddet.

Efter den bageste hjulpakker følger en dy disc-sektion, hvor gødningen placeres, og efter såning af gødningen følger en trykrulle, som lukker af efter skærene - og endelig er der en efterharve til finish.

Differentieret udsædsmængde

Kverneland Accord MSC+ fås i arbejdsbredder fra fire til seks meter. Til Store-Agrodag var det en seks-meter-model, der blev vist frem. I transportbredde er den knap tre meter.

Den rummer 3.900 liter i tanken, som kan fordeles i forholdet 60-40 mellem korn og gødning - eller omvendt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Henrik Thomsen nævner også, at den opfylder isobus-standarden 100 procent, så det er ganske enkelt blot at sætte et stik direkte i traktoren.

Han nævner også, at der kan udsås en differentieret mængde af både korn og gødning via maskinens elektriske udsåning, og at udsædsmængden er uafhængig af henholdsvis gødnings- og korn-mængden.

18 tommer disc er standard, men Henrik Thomsen mener, at 20 tommer er en fordel, hvis maskinen skal bruges i et system med reduceret jordbearbejdning.

Henrik Thomsen fortæller, at mange har bemærket, at der ikke er en lamelplanke.

- Men der er stor afstand imellem disc-rækkerne, og det giver en meget god jævningseffekt, forklarer han.