Lyt til artiklen:

Husk mikronæring til kartoflernes knoldsætning

00:00
Hastighed: ???x
06:14

For at opnå den optimale knoldsætning, bør kartoflerne have adgang til en række mikronæringsstoffer. Specielt under tørre forhold ved fremspiring, er det vigtigt, at planterne får optaget nok bor, zink og kobber. Kartoffelekspert Benny Jensen fra BJ-Agro gør opmærksom på, at det for nogle kan være nødvendigt at komme ud med disse næringsstoffer i maj.

- Hvis du ikke har givet en startgødning med mikronæringsstoffer, bør du tildele dem, når planterne er 10-15 centimeter høje. Dels for at sikre bedre knoldsætning og dels for at gøre bladene mindre følsomme for stress, efterhånden som de dannes, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Især hvis det har været tørt under fremspiringsfasen, skal du regne med, at mikronæringsstofferne ikke er særligt tilgængelige. Selvom du forventer, at der er rimeligt med mikronæringsstoffer, kan der ifølge Benny Jensen godt være en underforsyning i de spæde planter.

Planten skal helst have adgang til mikronæringsstofferne over en længere periode fra fremspiring og frem til, at toppen er nogenlunde færdigudviklet.

Selve behandlingen med bor, kobber og zink bør være todelt med en til to uger mellem behandlingerne. Her fremhæver Benny Jensen BJ-Agros egen "Flex mikro kartoffel opstart", som er specielt designet til netop denne fase i kartoflernes vækst. Der anvendes en dosering på to til tre liter pr. hektar ved hver behandling.

Glem ikke makronæring

Makronæringsstoffer som magnesium og fosfor spiller også en stor rolle i denne periode.

- Mange glemmer magnesium i deres gødskning. Specielt stivelsesavlere, der gøder med protamylasse, kommer ofte til at give for lidt magnesium i forhold til kalium, og afhængigt af, hvad man ellers giver, er det til mange sandjorde svært at tilføre nok magnesium på denne måde, siger Benny Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kartoflerne har behov for 40-50 kg magnesium pr. hektar for at sikre, at planten er i stand til fuldt ud at udnytte sollys og de øvrige næringsstoffer hen over sæsonen og producere nok til at fylde i knoldene.

- Selvom det først er senere, at manglen på magnesium viser sig, er det ikke ualmindeligt, at der allerede tidligt er mangel i planterne, siger han.

Over de seneste tre år, hvor BJ-Agro har arbejdet meget med planteanalyse, er erfaringen, at der næsten konsekvent er lave magnesiumtal relativt tidligt i sæsonen. Med til det hører, at der samtlige tre år har været tørre fremspiringsperioder, men magnesium udvaskes også let, så det kan også være et problem i år med våde fremspiringsforhold.

Hvis du mistænker at der er givet for lidt magnesium, eller det bare er så tørt, at planterne ikke kan optage det, kan du ifølge Benny Jensen afhjælpe en midlertidig mangel på magnesium med en eller to bladgødskninger i juni-juli.

Han gør dog samtidig opmærksom på, at hvis der i gødskningen fra begyndelsen er bragt alt for lidt magnesium ud, vil du ikke via bladene kunne erstatte det tabte, så bladgødskningen har kun til opgave at komme over en midlertidig mangel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den bedste måde at give ekstra magnesium i større mængde på, er ifølge eksperten at sprede en omgang kieserit, der indeholder rent magnesiumsulfat.

Hvis du mangler både kalium og magnesium, er det ifølge Benny Jensen nærliggende at anvende patentkali, hvor begge næringsstoffer indgår. Problemet er blot, at kalium og magnesium bruger samme optagelsesmekanisme i planten, som derfor kun optager det ene type næringsstof ad gangen. Kalium er lidt hurtigere i optagelse, og vil derfor tage sin plads i planten før magnesium.

Styr på fordampning

I foråret er der fra år til år stor forskel på, hvor tørt det er, når fremspiringen kommer i gang. Sker fremspiringen gennem tør jord, vil planten helt automatisk sætte færre knolde, end hvis den kommer op gennem fugtig jord.

- Hvis du dyrker kartofler, hvor det er altafgørende at der bliver dannet mange knolde, kan det være relevant at vande lige inden og ved fremspiring. Det vil typisk være i læggekartofler, eller hvis der er tale om salatkartofler eller andre typer, hvor målet er at lave flest mulige knolde, siger Benny Jensen.

Når de små planter er kommet op og har en størrelse, der svarer til en stor underkop, må der kun være ganske få dages tørvejr, før man skal begynde at vande, specielt hvis man skal holde gang i knoldsætningen, og hvis sorten samtidig er følsom over for skurv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Her kan det være relevant at vande selv på meget små planter selvom de ikke rigtig er tørt, det må bare ikke tørre ud nede i jorden hvor de nye knolde dannes, siger han.

Som en tommelfingerregel bør du i de sorter vande, når der er et nedbørsunderskud på 18-20 millimeter, mens man i stivelseskartofler ifølge Benny Jensen godt kan acceptere et nedbørsunderskud på op til 30 millimeter.

rich-media-5
.

- Du begynder at føre vandregnskab og tælle fordampning, når kartoffeltoppene set ovenfra har en størrelse som en kaffeunderkop. I tørt sommervejr er fordampningen typisk tre-fire millimeter om dagen, så der går ikke mange dage, før der er et underskud på 18 millimeter, siger kartoffeleksperten.

Han gør opmærksom på, at du skal huske at nå over hele arealet med vandingsmaskinerne, inden nedbørsunderskuddet er nået.

rich-media-6
.

Skadedyrs indtog i marken

I sidste halvdel af maj kan både tæger og cikader begynde at give problemer. Tægerne kommer typisk ude fra især røn- og tjørnehegn og bevæger sig fem til 30 meter indad i marken og er langt mere aktive på østsiden af et hegn end vestsiden på grund af varmen fra solen først på dagen. Hvis tægerne får fat, kan man ved blomstring se, at kartoflerne i en bræmme på 20-50 meter fra hegnet ikke blomstrer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Behandlingen mod dem kan ske ved randsprøjtning med et pyrethroid, hvis man finder mange tæger på de yderste rækker, så man forhindrer dem i at brede sig for langt ind i marken.

Cikaderne flyver ind fra sidst i maj. Det kan ske over flere uger, hvis det er skiftende og køligt vejr, men det kan også ske som en hurtig indflyvning over nogle dage, hvis vejret er varmt. I de sildige kartofler, der skal gro længe, er det specielt vigtigt at få bekæmpet dem.

- Det handler om at cikaderne ikke får bygget en for stor bestand op inde i marken. Når de lægger æg, bliver den næste generation af cikader klækket i den sidste halvdel af juli. Her skader de planterne ved at suge på undersiden af bladene, hvor det er meget svært at ramme dem, siger Benny Jensen.

De kan bekæmpes med Mospilan i en dosering på cirka 0,2 kg pr. hektar, og effekten af midlet vil være et sted mellem to-tre uger.

rich-media-8
.