Automatisk oplæsning:

Danske slagtesvin kan være for glubske

00:00
Hastighed: ???x
00:00

Når slagtesvin foræder sig - går det ud over foderudnyttelsen.

Det er ikke kun i klimastalden grisene får diarré, det ses også hos slagtesvin. Det er måske ikke helt den flydende diarré vi kender fra klimastalden, men en lind afføring der afspejler at balancen i mave og tarm er kompromitteret. Det skal tages alvorligt, og antibiotika er ikke altid vejen frem.

Dansk genetik har de sidste ti år taget et kvantespring. Vi ser at grisene trods høj foderstyrke vokser med en formidabel kødprocent. Men bare fordi genetikken kan klare en højere foderstyrke, er det ikke ensbetydende med at maverne kan følge med.

Vi ser meget diarré baseret på foder i Danmark, på grund af godt foder og glubske grise

Michael Agerley, svinedyrlæge

Lind afføring kan koste fem kg foder pr gris

Michael Agerley er svinedyrlæge hos Porcus, og ser ofte at slagtesvin foræder sig. Det sker når de kommer i slagtesvinestalden og efter tre uger går for meget til det gode foder, danske landmænd serverer for dem.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er meget simpelt og utroligt interessant. Efter tre til fem uger efter indsættelse er grisene faldet til og begynder at tage fra, og her kan grisene ofte få en lind afføring. Det vælter måske ikke stalden, men det går ud over foderudnyttelsen. Og hvis grisene behandles med antibiotika, går det ud over medicinforbruget, forklarer dyrlægen. Han er sikker på at det koster, at foderudnyttelsen kompromitteres.

- Hvis man mister fem kg foder pr gris, så løber det op, og det er meget simpelt at undgå. Skru lidt ned for foderstyrken til grisene har balancen i maven i orden, anbefaler Michael Agerley.

Danske grise er gode til at vokse og æde

Den erfarne dyrlæge følger svineproduktionen i flere forskellige lande, og han er imponeret over hvor godt danske grise æder i forhold til anden avl.

- Jeg vil påstå, at vi ser meget diarré baseret på foder i Danmark. Det er ikke på grund af dårligt foder, tvært i mod, det er på grund af godt foder og glubske grise. I Danmark har avlen basis i Duroc, og de har en fantastisk appetit, og de har et højt foderindtag helt fra start, siger Michael Agerley. Han forklarer, at duroc-avl snildt kan indtage et halvt kg foder mere end Pietrain, de første 10 uger i slagtesvinestalden. Derfor bør man være opmærksom på at den gode appetit ikke tager overhånd hos slagtesvinene i de danske stald.

Kig på råprotein pr dag i stedet for pr kg

Dyrlægen tager mange sokkeprøver ude hos slagtesvin, der har lidt diarré. Ofte viser de bakteriologiske undersøgelser, at det ikke er patogener der er på spil.

- Det gode ved sokkeprøver, er at vi finder vi ud af, hvor løsningen kan findes. Lind afføring kan ligne diarré, uden at være det. Ofte er det er ren over-ædning, jeg kalder det 25. december mave. De fleste kender det og vi ved alle hvordan det kureres - ved at spise lidt mindre, siger Michael Agerley. Den foderbaserede ubalance kan undgås ved at skrue ned for foderstyrken eller ændre foderblandingen så det hjælper grisen.

- Kig på proteinet. Det er mængden af fordøjeligt råprotein pr dag vi skal kigge lidt mere på, i stedet for fordøjeligt råprotein pr foderenhed. Hjælp grisen med fordøjelsen, tag protein ud eller sænk foderstyrken en smule således de når toppunket en lidt langsomere. Tilsætning af syre i vand eller foder sænker PH i mave-tarmkanalen og hjælper grisen med at fordøje, hvorfor det har en positiv effekt på foderudnyttelse og "klattet gødning" siger dyrlægen. Hermed kan medicinsk behandling undgås og der er positiv effekt på foderforbruget.