Kartoflerne er blevet lagt under tørre forhold i april, og afhængig af jordtypen, skal du være opmærksom på, hvilken behandlingsstrategi du vælger for ukrudtsbekæmpelsen på dine kartoffelmarker. Benny Jensen, der er direktør i BJ-Agro, kommer her med sine bud på behandlinger alt afhængig af, hvilken situation du står i.

- Alt afhængigt af, hvor tørt det bliver lokalt, er der forskellige måder at takle den første del af vækstsæsonen og ukrudtsbekæmpelsen. Hvis kartoflerne er blevet lagt i tørre kamme, er der risiko for, at fremspiringen bliver uens og dårligere, end den ellers ville have været, siger Benny Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kan især være et problem, hvis man på sandjord har det formål at producere mange knolde. Alt afhængig af, hvor meget regn der kommer, kan det på de jorde allerede blive aktuelt at vande inden fremspiring for at få noget fugt i kammene. Selv hvis man har haft en god fugtighed i kammene ved lægningen, og man er afhængig af mange knolde ved knoldsætning, kan det blive nødvendigt at komme tidligt i gang med vanding kort efter fremspiring, hvis ikke der kommer den rette mængde nedbør.

Kamp mod ukrudt

Bekæmpelse af ukrudtet skal ske inden kartoflernes fremspiring. Nogle er allerede i gang, og andre steder haster det med behandlinger. Der er i skrivende stund ikke udsigt til, at det bliver tilladt at bruge Titus, og derfor skal der nogle andre midler på banen. Men hvad gør vi? Hovedparten af kartoflerne er lagt i de sandede jorde, hvor vi må regne med, at kammene vil have svært ved at holde fast på jorden, i modsætning til de lidt tungere jorde.

På sandjorderne kan kammene være løse i overfladen, uden skorpe til at holde sammen på dem. I de tilfælde er det ikke så oplagt at bruge jordmidler. Og så er der kun roundup tilbage.

En tommelfingerfingerregel er, at man sprøjter med glyphosat seneste tre-fem dage før fremspiring. Man bør huske på, at de gode kartoffelspirer under lune forhold kan vokse op til en centimeter om dagen. Så man skal passe på med ikke at fejlvurdere, når man er ude og se, hvor langt under kammen spiren er.

Doseringen til det helt nyfremspiret tokimbladet ukrudt er 350-400 gram glyphosat pr. hektar måske nok, men da der ofte er snerlepileurt på sandjordene, skal du helst op over 500-700 gram pr. hektar. Hvis snerlepileurten når at få løvblade, inden du sprøjter, skal du op på minimum 1000 gram glyphosat pr. hektar. Der skal selvfølgelig godt med klæbemiddel med ved sprøjtningen, uanset hvilken produktudgave af glyphosat du bruger. Ved mange af de almindelige glyphosat-produkter skal der også ammoniumsulfat med. Ved sprøjtning med glyphosat skal du være meget opmærksom på, at kartoflerne ikke er begyndt at bryde gennem kammen. Der skal du se efter, at der ikke er nogle revner eller knolde i jorden, der gør, at glyphosat kan ramme planten, selvom spiren er en centimeter nede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jordmidler med ud

Hvornår skal man tage jordmiddel med ud? Jordmidlernes betydning bliver større, når der ikke er gode muligheder for at sprøjte efter fremspiring. De billigste midler og dem, der virker bedst under tørre forhold, er produkter baseret på clomazone. Her er det et produkt som Centium, hvor du kan bruge 0,2 til 0,25 liter pr. hektar. Centium ligger i en slags mikro-kapsler, der gør, at aktivstoffet bevares intakt, indtil der kommer noget fugt. Når fugten kommer, spirer ukrudtet, og samtidig bliver clomazonen tilgængelig, og så optager ukrudtet det og dør. Derfor virker clomazone også over en længere periode, når der indimellem er fugt til at ukrudtet spirer. Det er ikke det mest effektive jordmiddel, men det er billigt, og den giver en rimelig beskyttelse mod er række ukrudtsarter. Fuglegræs, burresnerre, sort natskygge og enårig rapgræs er dem, den er mest effektiv mod. Den er god at tage med sammen med glyphosat tre til fem dage inden fremspiring, fordi den trods alt kan virke over lang tid, også selvom det kan være lidt tørt.

Dyrere alternativer

Der er også en række andre jordmidler, der er betydeligt dyrere, og som virker bredere end Centium. Der har vi Fenix, Proman og Novitron DAM. Fenix og Novitron DAM er begge bygget op om aktivstoffet aclonifen, der virker ved at danne en film på overfladen af kammen. Men for at danne denne overflade skal kammene have en skorpe. Derfor duer det ikke at bruge disse produkter på de løse kamme. Hvis der kommer regn, inden du skal sprøjte, og der er skorpe på kammen, kan det være udmærket at have cirka 1-1,5 liter Fenix med ud sammen med Centium, da det giver virkningen af aclonifen og clomazone på samme tid.  Novitron DAM indeholder både aclonifen og clomazon, og derfor har produktet allerede begge virkninger indbygget. Fenix og Novitron DAM er ikke så effektive mod sort natskygge og græsser, men til gengæld klart de bedste mod melder.

Det dyreste middel på markedet er Proman, som bliver optaget gennem ukrudtets rødder ligesom Centium. Proman er ikke aktiv over lang tid som Centium, og derfor skal man være lidt forsigtig med at bruge Proman, hvis vejrudsigten lover fortsat tørt vejr. Men hvis der er dannet en god skorpe, er Proman et rigtigt godt middel, hvis den blandes med Centium, der sikrer en bred og effektiv virkning mod ukrudtet. Proman er god mod sort natskygge og kamille, og generelt bekæmper den en bred vifte af ukrudt inklusive flere forskellige græsser.

Selvom man ikke kan se noget ukrudt derude, er der ikke mange steder jeg ville turde ikke at sprøjte. En generel huskeregel er, at man skal altid regne med, at der skal ryddes op i det første ukrudt, ellers bliver det svært at styre senere.

Efter fremspiring

Hvis både kartoflerne og en del ukrudt er spiret frem, er der stadig nogle enkelte ting, du kan gøre udover mekanisk hypning. Fenix er her blevet godkendt til, at man må køre med en dosering på 0,25 liter pr. hektar efter fremspiring. Det vil jeg dog kun tilråde, hvor det er absolut nødvendigt, fordi det ikke er alle kartoffelsorter, der vil klare den sprøjtning lige godt. Så man skal virkelig kun sprøjte, hvis der er et behov for det. Det er også tilladt at køre med op til 0,1 liter MCPA pr. hektar efter fremspiring, og det er specielt effektivt mod melder (hvidmelet gåsefod). Det er klart den billigste reparationssprøjtning mod melder, der er, hvis der er behov for det. Det er ligeledes langt fra alle sorter, der er begejstret for at blive sprøjtet med MCPA. Så det er noget, der skal vurderes fra mark til mark. Endelig er der Boxer, der kan bruges som bladmiddel efter at kartoflerne er blevet 10-15 centimeter høje. Det kan man bruge i en sensprøjtning mod burresnerre, sort natskygge og enårig rapgræs i en dosering på to-tre liter pr. hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De steder, hvor man for aftageren ikke må køre med glyphosat, eller kartoflerne er kommet for tæt på fremspiring, bliver mekanisk sen-hypning ofte et vigtigt redskab. Men ellers er man helt afhængig af, at der er stabile kamme at sprøjte på, og at der anvendes den rigtige dosering af jordmidlerne. Her vil Proman sammen med Centium lige inden fremspiring være et godt valg. Novitron DAM må bruges frem til cirka tre dage inden begyndende fremspiring, og Fenix er som nævnt godkendt til også at blive brugt i en lavere dosis også efter fremspiring.

Husk mikronæring

Endeligt er det værd at nævne mikronæringsstoffer. Min erfaring er, at en del bruger gødningstyper uden ret mange mikronæringsstoffer. Den megen nedbør i efteråret og vinteren har givet en del udvaskning, og det har flere steder ført til mangel på bor, kobber og til dels zink, også selvom man har givet en del husdyrgødning. Hvis man ikke har givet mikronæringsstoffer i den placerede gødning, bør man, når kartoflerne kan ses i rækkerne, sprøjte noget bor, kobber og zink ud til planterne. Hos BJ-Agro har vi en blanding, der hedder "Flex mikro kartoffel opstart", der indeholde de næringsstoffer. Stofferne er med til at planterne bedre kan danne knolde, og kobber har også den sidevirkning, at den beskytter de blade, som dannes, så de ikke er så sarte over for svidning og solskoldninger.

rich-media-4