Hvad er grunden til, at vi har valgt at udskifte vores gamle gødningsspreder i år 2020? Lad os springe ud i det her med køb af maskiner, der ofte ender med en kamp om at vælge den rigtige farve. Det har vi valgt at se stort på. Så nu er vores maskinpark et malerisk mekka af forskelligfarvede maskiner - og fred være med det. De seneste tre år har vi arbejdet med RTK-styring og manuelle tildelingskort på Kallestrupgaard. Det har givet værdi, og derfor har vi valgt at arbejde med en intelligent tildelingsløsning i markdriften næste år.

Valg af det "rigtige" mærke

De mærker, vi specifikt har kigget på, er Bredal, Amazone, Kuhn og Bogballe. Jeg har en del viden fra min tid hos FieldSense om de enkelte mærker og deres samspil med tildelingskort. Den viden har været værdifuld i jagten på vores nye gødningsspreder, fordi de forskellige mærker arbejder ret forskelligt med tildelingsfilerne. Efter at have researchet og set både danske, tyske og amerikanske Youtube-videoer er konklusionen, at alle fire gødningsspredere er udmærkede. De to danske mærker har dog nogle helt unikke forcer. Hvis vi ser på Kuhn og Amazone, så er det vigtigt at huske, at de er generalister. De arbejder med flere produktserier og er derfor ikke super-specialister i at bygge gødningsspredere. De har maskiner, der kan sælges med en langt højere avance, og derfor bliver de fleste udviklingsressourcer formentlig brugt der.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forhold til at vælge et dansk mærke, så giver det også mulighed for dansk support. Hvis du som landmand har problemer med et tildelingskort, har feedback eller ønsker til udviklingen, så bliver du faktisk lyttet til

rich-media-2
Agros markskribent var på Bogballe-besøg i december 2019. Foto: Christina Yding Hahn Elgaard.

Spredebilledet er forskelligt

Derudover arbejder de udenlandske mærker med et spredebillede, hvor gødningen bliver spredt fra midten og ud. Ser vi på de to danske mærker, så bliver gødningskornene her kastet ind over hinanden. Dermed udgås et "gab" i midten ved fejlindstilling, hvor der enten fordeles for meget eller for lidt gødning. Mange af de fejl, der laves ved tildeling i marken, er menneskelige, og derfor er det vigtigt, at der bliver indstillet så lidt som muligt på maskinen før kørsel. Af disse grunde endte vi ud med at se på en Bredal og en Bogballe.

Terrænkørsel, efterafgrøder og snegle

I vores beslutningsproces så vi også på, hvilke yderligere behov vi havde. På nuværende tidspunkt har vi en Bredal gødningsspreder til gødning og en mindre maskine til at sprede sneglegift og efterafgrøder. Disse to maskiner kunne med fordel erstattes med én maskine. Derudover har vi en rigtig smuk, men meget udfordrende natur på Kallestrupgaard. Dette betyder, at vi har et meget kuperet terræn med mange kiler. Derfor er det vigtigt, at gødningssprederen har en intelligent vægtkontrol, der søger for at regulere den korrekte mængde og samtidig er eminent til at arbejde med kiler i marken.

rich-media-3
Kallestrupgaards marker ligger i et meget kuperet terræn med mange kiler. Derfor er det vigtigt, at gødningssprederen har en intelligent vægtkontrol, der søger for at regulere den korrekte mængde og samtidig er eminent til at arbejde med kiler i marken. Foto: Anders Melchiorsen.

Et dansk mærke kan gøre forskellen

Umiddelbart er begge danske virksomheder meget kvalificerede, og derfor tager jeg nu fat i min viden fra IT-verdenen igen. Erfaringsmæssigt er det meget svært at finde dygtige softwareudviklere til at lave programmerne til terminalerne. Derudover tager det også en del tid for den ansatte at oparbejde en solid viden inden for netop dette felt. Derfor er det uhyre vigtigt at se på, hvor længe en virksomhed har været i branchen, og hvor længe den har arbejdet med og investeret i teknologisk udvikling. Bogballe har udviklet gødningsspredere, der kunne graduere siden 1991 og har dermed været specialiseret i at bygge højteknologiske gødningsspredere i rigtig mange år. Det er Bredal først virkelig begyndt med i de seneste år, og derfor har virksomheden ikke nær så megen viden og kompetencer internt endnu.

I forhold til at vælge et dansk mærke, så giver det også mulighed for dansk support. Hvis du som landmand har problemer med et tildelingskort, har feedback eller ønsker til udviklingen, så bliver du faktisk lyttet til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Valget af gødningssprederen

Som du nok har regnet ud, er vi endt med at købe en Bogballe. En Bogballe M35W Dual m/zurf fra 2019. Den er udstyret med dynamisk sektionskontrol med fuldautomatiske vejeceller. Tanken har en størrelse på 3000 liter, og vi har så valgt at få sat en 450 liter overbygning på. Det er meget smart, at Bogballe gødningsspredere er bygget op af moduler, så der altid kan bygges på. Det gør også, at gødningssprederen kan tilpasses alt efter, hvor mange hektar maskinen skal køre over.

For vores vedkommende skal den kun køre med en spredebredde på 24 meter. Det er egentlig nok at køre med en standard-udgave, men vi har valgt at få sat en Dynamic-løsning på, så sprederen er fremtidssikret. Da vi har valgt at køre med en tablet-løsning, skal der også investeres i en Android-tablet. Bogballe bruger selv en Samsung Galaxy. Den koster cirka 1500 kroner, så det er ikke den største udgift.

rich-media-5
Michael Lond fra Bogballe viste på Agritechnica, at styringen af virksomhedenes nye L-serie kan foregå via en tablet. Arkivfoto: Morten Damsgaard.

Tablet-løsning eller Isobus

Vi valgte en tablet-løsning. Dette på trods af, at vi også lige har købt en Fendt med Isobus. Så hvorfor ikke blot sørge for at få det hele koblet sammen fra begyndelsen? Det overvejede vi bestemt også. Gødningssprederen er vores første maskine, der kan graduere via tildelingskort helt automatisk. Derfor ønsker vi at begynde med at blive verdensmestre til den del først. Altså at lave tildelingskort og få dem til at virke ude i marken. Derfor vil vi hellere begynde så let og intuitivt som muligt uden at skulle bakse med Isobus-opkoblinger mellem flere maskiner og opdatering af skærme. Det kan hurtigt gøre det hele for komplekst. Derfor har vi valgt at arbejde med tablet-løsningen, der er "idiot-sikret", som man siger. Når alle på bedriften har kørt med denne løsning i en tre års tid og forhåbentlig har fået en super brugeroplevelse, så går vi videre til Isobus-løsningen. På det tidspunkt ønsker vi at investere i en ny sprøjte, og så er det tid til at få kørt det hele igennem én skærm.

Et teknologisk kvantespring på få år

En af de andre grunde til dette valg er, at vi i øjeblikket står over for det helt store gennembrud, når det kommer til datadeling og præcisionsjordbrug. Som jeg skrev om i Agro i december vedrørende Agritechnica, så er det meget tydeligt, at maskinproducenterne har et stort fokus på præcisionsjordbrug og datadeling, men at vi blot er i den spæde begyndelse. Hele den teknologiske udvikling sker som en eksponentiel proces og ikke længere som en lineær. Det betyder, at udviklingen i løbet af næste tre år vil svare til 10-15 års udvikling i "gamle dage". Derfor gør det ikke så meget at vente for eksempel tre år med at hoppe på Isobus-bølgen.

rich-media-6
Maskinbladet testede i 2014 en af Bogballes gødningsspreder. Arkivfoto: Morten Damsgaard.

Data sendes til skyen og spredeapp

Ligesom Bogballe var en af de første på markedet med tildelingsfiler tilbage i 1990'erne, så har Seges og Bogballe lavet et samarbejde, hvor dataene sendes op i skyen og gemmes der. Endnu er der få brugere på løsningen, men det vigtige her er, at Bogballe igen er frontløber, når det kommer til nytænkning og skiftet til præcisionsjordbrug. Ud over koblingen til Cropmanageren og Android-løsningen til tildelingskort, så har Bogballe også udviklet en gratis spredeapp, der er baseret på kunstig intelligens.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når jeg sådan sidder og reflekterer over dette lange skriv om gødningsspredere, tænker jeg, at det er fantastisk, at vi i sådan et lille land som Danmark har nogle iværksættere, der har taget den hele vejen fra at bygge alt i hånden til at drive en moderne virksomhed, der leverer højteknologiske løsninger i hele verden. Nu vil vi glæde os til at hente vores nye gødningsspreder hjem her i januar 2020.