Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Tulip-pepperoni på kinesiske pizzaer

Af MAN - 9. aug. 2019 KL. 13:15

Der skrives nye kapitler i Tulip Food Companys kinesiske eventyr. Nu er der dansk pepperoni på pizzaerne i mere end 2.000 Pizza Hut-butikker i Kina.

Kineserne er vilde med dansk pepperoni. Det understreges af en ny aftale mellem Tulip Food Company og Pizza Hut-kæden i Kina om levering af cirka 500 tons pepperoni årligt, hvilket svarer til omkring 160 millioner skiver pepperoni og dermed topping til mere end seks millioner pizzaer.

Det kinesiske pepperoni-eventyr begyndte med et samarbejde med Pizza Hut i Hong Kong for tre år siden, hvorefter Tulips fabrik i Svenstrup blev registreret og godkendt til eksport til Riget i Midten. Derefter tog pepperonileverancerne fart, og Tulip Food Company sad på halvdelen af pepperoni-forretningen ? indtil nu, hvor den kinesiske Pizza Hut-kæde, som hører under det globale Yum! Brands, altså har ønsket sig fuld belægning af den danske pepperoni.

- Det er med armene over hovedet, at vi nu kan fortælle, at vi fra august har 100 procent af pepperoni-forretningen til Yum! Brands'mange Pizza Hut-butikker i Kina. Vi sidder på hele pepperoni-forretningen til Hong Kong, og det er blot et år siden, at vi fik en aftale på plads omkring 50 procent af leverancerne til Pizza Hut i Kina. Så vi havde slet ikke turdet drømme om, at vi efter otte måneders forsendelser ville ende med hele forretningen, siger en glad Senior Export Manager, Niels W. Thomsen fra Tulip Food Company.

Konkurrencedygtig pris

Ud over den gode smag fremhæves fødevaresikkerhed og leveringsevne som nogle af de vigtigste parametre i valget af Tulips pepperoni. Udover Pizza Hut er Yum! Brands ejer af restaurantkæderne KFC, Taco Bell og Little Sheep, og der bliver arbejdet på højtryk for at sælge de gode Tulip-produkter til koncernens andre kæder. Samtidig er der nu åbnet op for pepperoni-leverancer til endnu en kæmpe pizzakæde i det kinesiske, fortæller Tulips internationale salgsdirektør, Mike Sauerberg.

- Selv om træerne jo ikke vokser ind i himlen med Pizza Hut-aftalen, så er den yderst vigtig for vores øvrige forretning i Kina. Det har stor betydning at kunne fortælle andre potentielle samarbejdspartnere, at vi er valgt som eneleverandør til en af de største pizzakæder i verden efter en otte måneders testperiode ? det er et kvalitetsstempel, som vidner om god kvalitet, service og konkurrencedygtig pris. Rent faktisk har denne aftale været afgørende for, at Domino's-kæden i Kina efter mange og lange anstrengelser nu også har valgt at teste vores pepperoni, lyder det fra Mike Sauerberg.

Det er ikke kun dansk pepperoni, der rykker på det kinesiske marked. Mortadella og andre pølser fra Tulip-fabrikken i Svenstrup er på vej til supermarkedshylderne, hvor man allerede kan sikre sig konserves-skinken Pork Luncheon Meat. Den bliver produceret på Tulips fabrik i Vejle og er i forvejen et kæmpe hit i store dele af Asien.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame