Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Strukturændringer presser svineproducenterne

Af ame - 5. dec. 2017 KL. 09:24

De danske svineproduktioner bliver større og større, og besætningerne spredes på mange forskellige enheder. Det udfordrer både ledelse og struktur i virksomheden - lyder det fra LMO.

- Udfordringen med at lede og fordele opgaver på flere sites er en stor ledelsesmæssig udfordring. Uanset om det drejer sig om svin, kyllinger eller kontorer. Det nytter ikke at benytte samme ledelsesstrategi ved flere sites, som da der kun var et site, konstaterer Anders Peter Andersen, der er svinekonsulent i LMO.

Seks forskellige sites

Én af de slagtesvineproduktioner der har oplevet en omfattende strukturændring i virksomheden gennem de seneste år er H&S Westergaard, der har cirka 9000 sti-pladser til slagtesvin fordelt på seks forskellige sites, skriver LMO. H&S Westergaard A/S blev grundlagt af Henrik Westergaard i 1965 og fungerede i de første 40 år som et enkeltmandsfirma. I 2005 blev firmaet omdannet til et aktieselskab, der i dag ejes af Henrik og Søren Westergaard.

Indehaver Søren Westergaard fortæller, at virksomheden pludselig var nødt til at omlægge forskellige arbejdsrutiner for at få hverdagen til at hænge sammen:

- I dag er vores produktion fordelt på seks forskellige sites. Det giver en del udfordringer i forhold til logistik, og vi bruger rigtig meget tid på vejen for at nå rundt til de forskellige enheder. Det betyder også, at vi har nogle staldsystemer der er uens, og som vores medarbejdere derfor må forholde sig til dagligt, siger Søren Westergård.

I udvikling siden 1972

I 1972 startede H og S Westergaard eksport af søer til Tyskland. Nogle år senere kom eksporten af smågrise til. Efter en lang periode med eksport af både smågrise, svin og slagtesøer er det i dag kun smågrise, der eksporteres, og S&H Westergaard eksporterer cirka 30.000 om ugen. Slagtesøer slagtes på eget slagteri i Sevel. Udviklingen har betydet, at H&S Westergaard i dag har 28 ansatte, og det kræver et stort koordineringsarbejde af det daglige arbejde:

- Så stor en produktion betyder i høj grad, at vi har brug for dygtige ansatte, der kan arbejde selvstændigt. Samtidig kræver det, at de er gode til at koordinere med hinanden. For eksempel mødes staldmedarbejderne hver dag med ledelsen, hvor vi gennemgår eventuelle problemer, levering, vask og ny opstaldninger. Det er nødvendigt for, at vi hele tiden kan bevare overblikket, siger Søren Westergaard.

Fokus på medarbejderne

LMO arbejder hele tiden på at optimere mulighederne for, at svineproducenterne kan håndtere de ledelsesmæssige udfordringer, der kan opstå når virksomhederne vokser sig større og bliver fordelt på forskellige sites.

Ifølge Anders Peter Andersen er en af de afgørende faktorer, at producenterne hele tiden har fokus på medarbejdernes trivsel:

- Når der starter en ny medarbejder, skal man huske at lave en opstartsplan. Det kan være grænseoverskridende på mere end en måde, for den nye medarbejder at komme til Danmark for at arbejde. Samtidig skal de nuværende medarbejdere huskes, så de ikke drukner i overarbejde eller oplæring af den nye kollega. Opstartshjælp er med til at hjælpe dig som chef, dine medarbejdere samt ikke mindst den nyeste ansatte, siger Anders Peter Andersen.

Udover tilfredse medarbejdere peger svinekonsulenten på, at de tilfredse medarbejdere yder lidt mere og ikke mindst er med til at fastholde produktiviteten. Ved flere sites skal der især være fokus på:

- At der ikke er medarbejdere der føler sig forladt af chefen, fordi han nu lige flytter sin fulde fokus over på den nye adresse. At der arbejdes med intern kommunikation mellem alle enheder - mangel på info koster penge. Intern konkurrence kan være godt, men husk på at der kan være store forskelle på hvad forskellige produktionsanlæg kan levere. Også selvom de er næsten ens, siger LMOs svinekonsulent.

Grise i vækst

Udfordringerne med strukturændringer er et af de fokusområder, der diskuteres, når LMO den 13. december inviterer til arrangementet "Grise i vækst". Her vil rådgivere, fagfolk og landmænd diskutere blandt andet intern smittebeskyttelse, kvalitetskrav til smågrise, obduktion, praktiske erfaringer med fodring af hestebønner, skriver LMO.

En god intern smittebeskyttelse er også med til at mindske smittetrykket imellem de forskellige afsnit og de forskellige sites, hvor man har sine grise.

- Produktion på flere sites ser vi mere og mere, og den udvikling vil helt sikkert fortsætte. Kravet om det lave medicinforbrug er kommet for at blive, og derfor er ekstern/intern smittebeskyttelse mere nødvendig end tidligere, siger Anders Peter Andersen.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame