Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Hygiejnekursus for svinehåndtering

Af Dan Bjerring, Christiansborg - 21. dec. 2016 KL. 15:15

Hygiejnekurset skal blandt andet gennemgå de risici, der er forbundet med husdyr-MRSA.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen kommer nu med forslaget om ændring af Lov om hold af dyr.

Han foreslår blandt andet, at ministeren administrativt skal kunnet fastsætte regler om, at kursus i hygiejne er obligatorisk for visse personer, der håndterer svin. Derudover foreslås det, at der kan fastsættes regler om indholdet af det obligatoriske kursus.

Det er ifølge ministeren hensigten at anvende bemyndigelsen til at fastsætte krav om hygiejnekursus for personer, der er erhvervsmæssigt beskæftigede i svinebesætninger. Det gælder også personer, der transporterer og håndterer levende svin i forbindelse med erhvervsmæssig transport af disse, og personer der håndterer svin på samlesteder, markeder og lignende. Også slagterimedarbejdere, der håndterer levende svin, skal have kurset.

Risici for MRSA-husdyr

Hygiejnekurset skal gennemgå de risici, der er forbundet med husdyr-MRSA, hvordan udbredelsen af husdyr-MRSA i staldene kan forsøges mindsket, og hvordan risikoen for at sprede smitten uden for staldene kan mindskes.

En ekspertgruppe har udarbejdet en række anbefalinger til indsatser, der kan indføres med henblik på at reducere spredningen af husdyr-MRSA. Blandt forslagene var en barrierefunktion, som skulle reducere risikoen for at husdyr-MRSA kommer ud fra staldmiljøet:

- Indførelse af krav om brusebad ved udgang fra staldområdet ved afslutning af dagen eller forud for indgang i stuehuset ud over skift af tøj og fodtøj samt håndvask og hånddesinfektion.

- Vask af arbejdstøj bør ske i stald og ikke i stuehus.

- Korrekt opbevaring af døde dyr så kæledyr eller vilde dyr ikke får adgang til døde grise eller affald fra stalde.

Seks hovedområder

På baggrund af blandt andet anbefalingerne fra MRSA-ekspertgruppens blev der indgået en politisk aftale om 4-årig handlingsplan på seks hovedområder til bekæmpelse af husdyr-MRSA:

1 Fokus på bad som hygiejneforanstaltning

2 Krav om, at vask af arbejdstøj skal foregå på matriklen

3 Indførelse af obligatorisk hygiejnekursus

4 Styrkelse af MRSA-rådgivningstjenesten

5 Styrket myndighedssamarbejde, information om MRSA og arbejdsmiljø

6 Korrekt opbevaring af døde dyr

Også udlændinge

- Disse initiativer vurderes samlet at kunne reducere den mængde af husdyr-MRSA, som mennesker passivt kan bære videre til det omgivende samfund, og dermed minimere risikoen for, at der føres smitte med resistente bakterier fra stalden og videre ud i samfundet. Krav om hygiejnekursus forventes at øge indsigten i effekten af hygiejne ved håndtering af svin og dermed motivationen til at opretholde et højt hygiejne-niveau, oplyser miljø- og fødevareministeren.

Kravet om hygiejnekursus skal omfatte både udenlandske og danske medarbejdere, og kurset bør som udgangspunkt stilles til rådighed på dansk og engelsk.

Miljø- og Fødevareministeriet vurderer ikke, at dyrlæger, håndværkere og andre, der kun lejlighedsvis opholder sig i eksempelvis svinebesætninger, skal omfattes af kravet.

Der henvises til, at de gældende regler om smittebeskyttende foranstaltninger indebærer, at den besætningsansvarlige skal påse, at faggrupper med lejlighedsvis kontakt til svinebesætninger efterlever de smittebeskyttende foranstaltninger, herunder krav om forrum og zoonotisk smittebeskyttelsesplan.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame