Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Forskning: Smart fodring af soen giver flere levende pattegrise

Af SSV - 7. aug. 2018 KL. 14:10

Forskere fra Aarhus Universitet samarbejder med erhvervet om at udvikle nye fodringsstrategier og foderprodukter, der kan forbedre overlevelsen af pattegrise markant.

Undersøgelser fra Aarhus Universitet har vist, at flere pattegrise kan overleve fødslen og den efterfølgende tid, hvis søerne fodres tættere på faring. Den rigtige fodringsstrategi resulterer i en hurtigere faring og derved stærkere nyfødte grise.

Det skriver DCA.

Nu vil forskerne i samarbejde med erhvervet omsætte denne viden til praksis og udbrede viden om denne fodringsstrategi samt udvikle nye foderprodukter for at reducere den totale pattegrisedødelighed frem til fravænning.

Det sker i det fireårige forskningsprojektet Born2Live, som har fået 7,1 mio. kroner fra Miljø- og Fødevareministeriets Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP).

- Hvis 80 procent af danske svineproducenter implementerer den nye viden, kan der opnås en potentiel merindtjening på landsplan på mindst 139 mio. kroner årligt, siger lederen af det nye forskningsprojekt, seniorforsker Peter K. Theil fra Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet i et nyhedsbrev.

Soen skal ikke gå sukkerkold

Målet med projektet er at forbedre soens blodsukker for at opnå hurtigere faringer. Når faringen ikke tager for lang tid, er der større chance for, at grisene fødes levende og stærke og derved får en god start på livet. Hurtige faringer og høj overlevelse kan sikres ved den rigtige fodring af soen i de sidste par dage inden forventet faring.

I den tidligere undersøgelse fandt forskerne, at hvis soen fik foder indenfor de sidste tre timer før faringen begyndte, varede faringen under fire timer. Gik der mere end tre timer fra sidste fodring og indtil faring, steg faringslængden og antallet af dødfødte grise støt, jo længere tid der var gået siden sidste fodring.

- Andelen af dødefødte grise var blot 3,7 procent, når soen begyndte at fare tæt på sidste måltid, hvor landsgennemsnittet er 9,4 procent, siger Peter K. Theil.

De nye fordringsstrategier, som projektet vil udvikle, skal sikre hurtige faringer ved at give søerne flere måltider pr. dag, mere foder pr. måltid, mere energi fra fiber og mere letomsætteligt energi.

For at pejle sig ind på den helt rigtige strategi vil projektet afprøve forskellige kombinationer og niveauer af måltidshyppighed, fodermængde pr. måltid og ny fodersammensætning. Derudover vil partnerne udvikle nye tilskudsfoderprodukter, herunder et tørfoderprodukt og et vådfoderprodukt, for at sikre soen et højt indhold af blodsukker under faring.

- Vi forventer, at Born2Live kan reducere andelen af dødfødte grise med 1,5 procentpoint og øge overlevelsen blandt de levendefødte pattegrise med 0,5 procentpoint, siger Peter K. Theil.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame