Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

DanAvl trækker i arbejdstøjet

Af Erik Suhr - 5. dec. 2017 KL. 08:23

Direktør for DanAvl, Thomas Muurmann, glæder sig over at kunne komme i gang med at gøre DanAvl til en af verdens førende indenfor salg af svinegenetik.

Mandag den 4. december kunne DanAvl langt om længe trække i arbejdstøjet og begynde at tage fat på at gøre DanAvl til en af verdens førende virksomheder indenfor salg af svinegenetik.

Direktør for DanAvl, Thomas Muurmann, har ventet utålmodigt på at komme igang. Derfor var det også en glad og forventningsfuld direktør, Maskinbladet tog en snak med på første arbejdsdag.

- Det er rigtigt dejligt, at vi er nået så langt som vi er. At vi endelig kan komme i gang med at gøre det, vi er her for. Nemlig at sikre, at DanAvl kommer i top tre på listen over udbydere af svinegenetik på verdensplan, siger Thomas Muurmann.

DanAvl under den nye struktur har været længe undervejs. Den første model, der blev foreslået for DanAvl blev indklaget for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som først har skullet vurdere sagen. Sagen ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blev lukket efter en række ændringer af strukturen. Og dermed fik DanAvl grønt lys til at gå i luften med første reelle arbejdsdag mandag den 4. december. Det lange forløb før opstarten har været frustrerende for direktøren, men også helt afgørende for fremtiden.

- Hvis vi ikke havde gjort som vi gjorde, så havde det været starten på enden for DanAvl. For selvom vi har leveret et kerneprodukt i verdensklasse, så havde vi efter den gamle struktur nogle iboende svagheder indenfor marketing og produktudvikling, som vi var nødt til at agere på, hvis vi også i fremtiden ville have et stærkt og konkurrencedygtigt DanAvl, siger Thomas Muurmann.

DanAvl ser fremad

Selv efter den lange proces med behandling af den nye DanAvl-struktur ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, er det ikke alle avls- og opformeringsbesætninger, der har valgt at fortsætte som den del af DanAvl. Omkring en tredjedel af avlssøerne er således ikke en del af det nye DanAvl. Det ærger direktøren, at ikke alle har valgt at fortsætte.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke er alle, der har kunnet se sig selv i den nye struktur. Jeg havde gerne set, at vi havde flere med. Men når det er sagt, så er det sådan det er. De har valgt en anden kurs, og det har jeg sådan set respekt for. Sådan er det. De tror på deres egne evner, men det gør vi også. Vi ryster ikke på hænderne og ser det her som en nødvendighed. Og nu ser vi fremad, siger Thomas Muurmann.

Fokus er på totalservice

Fremtidens DanAvl kommer i høj grad til at have fokus på produkter, som ligger ud over kerneproduktet.

- Vi oplever en øget efterspørgsel på løsninger, som kan maksimere kundernes udbytte af produktet. Mange af de potentielle kunder efterspørger totalløsninger med vejledninger til alt fra pasning, staldbygning, fodring og meget andet. Derfor bliver vores fokus for fremtiden især fokuseret på at finde løsninger, der kan hjælpe vores kunder med at få mest muligt ud af produktet, siger Thomas Muurmann.

For at kunne tilbyde kunderne den bedst mulige service, kommer DanAvl til løbende at skulle udbygge og udvikle medarbejdernes kompetencer.

- Hos DanAvl har vi allerede medarbejdere med de rigtige kompetencer, men det er klart, at vi i fremtiden skal have stort fokus på at udvikle os og at sørge for, at vi har de helt rigtige samarbejdspartnere, så vi kan gøre en endnu større forskel for vores kunder i fremtiden, siger Thomas Muurmann.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame