Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

260 nye arbejdspladser i Danish Crown

Af mbl - 19. jun. 2017 KL. 14:13

260 nye jobs på Danish Crowns slagterier i Ringsted og Sæby.

En aftale om 600.000 ekstra grise til slagtning og positive meldinger fra en række andelshavere om at levere flere grise skaber nu 260 nye produktionsjob på Danish Crowns slagterier i Ringsted og Sæby.

Det er en kombination af Danish Crowns egen vækstpakke, en ordning med teknologi-tilskud til nye stalde og regeringens landbrugspakke, der nu løfter tilførslerne af grise til Danish Crown-slagterierne.

- Jeg er utroligt glad for, at vi efter 10 år med konstante fald nu ser ind i stigende leverancer af slagtegrise. Det betyder, at vi kan udvide og byde nye medarbejdere velkommen i stedet for at skulle reducere kapaciteten, siger produktionsdirektør i Danish Crown Pork Per Laursen.

For et par måneder siden frygtede Danish Crown at skulle lukke et slagteri indenfor de næste 12 måneder, men det scenarie er nu ikke længere aktuelt.

Hovedparten af de 260 nye job oprettes på slagteriet i Ringsted. Der bliver brug for 200 medarbejdere på et nathold til at slagte grisene fra Danish Crowns sjællandske leverandører, mens slagteriet i Sæby forventer at ansætte ca. 60 nye medarbejdere, der skal arbejde om aftenen.

- Vi sidder med en prognose, der signalerer en vending i produktionen af slagtegrise. Samtidig er vi i offensiven og har fået en række nye andelshavere de seneste måneder. En stor del af dem begynder at levere grise allerede til september, så vi skal ansætte folk både i Ringsted og Sæby hen over sommeren, siger Per Laursen.

Både Fødevareforbundet NNF og jobcentrene på hele Sjælland og i Frederikshavn Kommune bliver inddraget i at skaffe de nødvendige medarbejdere. Slagterierne er klar til at tage imod ansøgninger fra alle interesserede uanset baggrund. Der arbejdes blandt andet aktivt på at besætte en del af stillingerne med kontanthjælpsmodtagere og flygtninge.

- Jeg er utroligt glad for, at vi nu skal ansætte et så stort antal medarbejdere. Regeringens vækstpakke til landbruget og tilskudsordningen til nye slagtesvinestalde har uden tvivl skabt ny optimisme i landbruget. Samtidig ser vi en klar effekt af den vækstpakke, som vores repræsentantskab sagde ja til i starten af maj, så vi står i en meget positiv situation, siger Danish Crowns Group CEO Jais Valeur.

Danish Crown slagter grise seks steder i Danmark og eksporterede i det seneste regnskabsår for mere end 24 milliarder kroner.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame