Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Stærk læssemaskine med transportmuligheder

Af Morten Damsgaard - 16. aug. 2017 KL. 07:49

  • ww257990_1
  • ww257990_2
  • ww257990_3
  • ww257990_4
  • ww257990_5
  • ww257990_6
  • ww257990_7
  • ww257990_8
  • ww257990_9
  • ww257990_10
  • ww257990_11
  • ww257990_12
  • ww257990_13
  • ww257990_14
  • ww257990_15
  • ww257990_16
  • ww257990_17
  • ww257990_18
  • ww257990_19
  • ww257990_20
  • ww257990_21

Scorpion er en læssemaskine, som er stærk i køresiloen, men også på vejen, hvor den rykker af sted med 20 ton.

Det sidste suringsbånd stammes til, og halmlæsset med 20 bigballer er klar til at blive transporteret med et lidt anderledes trækdyr: Claas Scorpion 7055. Denne udgaves hovedperson i PowerGear er nemlig en teleskoplæsser, som jeg allerede nu kan afsløre, har overrasket positivt med store muskler på vejen og ved læsseopgaver.

Når jeg rykker på vejen med halmvognen, er læsseren lynhurtigt oppe i hastighed og det hele sker, uden jeg behøver bekymre mig om gearvalg.

citat startcitat start

Stabiliteten på læsseren er også i top, da jeg bakker fra jorddyngen, hævede bommen og samtidigt skød bommen ud, for læsning i en tipvogn.

.- Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

Testmaskinen er udstyret med VariPowerPlus, som betyder, at maskinen er udstyret med en hydrostatisk transmission, hvor en pumpeenhed sammen med motoren føder transmissionsmotoren afhængig af positionen på kørepedalen i kabinen. Det gør også læsseren i stand til at sænke omdrejningerne på landevejen, og topfart kan derfor opnås med 1.700 motoromdrejninger i minuttet, og med et lydniveau på 80 dB(A) - ikke noget lavt niveau sammenlignet med en traktor, men acceptabelt i en teleskoplæsser.

Netop transportopgaver er læsseren egnet til, da typeskiltet på maskinen fortæller, at maskinen er godkendt til træk af 20 ton - det giver pludselig en række muligheder med bedriftens læssemaskine. Og Scorpion klarer transportopgaverne rigtig godt.

Legende let styring

Når halmlæsset er kommet hjem til bedriften, og halmen skal læsses af og ind i laden, viser Claas Scorpion sig også fra sin gode side.

Her tænker jeg specielt på transmissionen, som gør læssearbejdet, hvor der ikke er meget plads, til en legende let oplevelse.

I halmladen, hvor pladsen under testen var trang, er det rart, at man let kan manøvrere rundt med maskinen uden at tænke på gearvalg. Omvendt kan jeg hurtigt komme tilbage til halmvognen, da maskinen er lynhurtigt oppe i fart, når jeg træder på pedalen.

Hvis jeg skulle have svært ved at styre vandringen i pedalen, kan jeg til hver en tid reducere vandringen ved at skifte mellem de tre gear-områder i transmissionen, som giver en lavere tophastighed, når pedalen trædes i bund.

Skal jeg afsted med et hydraulisktrukket redskab, så har jeg mulighed for at sætte et fast omdrejningstal elektronisk med en skyder på højre armlæn, og enten styre fremdriften elektronisk med en tilsvarende skyde-knap på armlænet, eller med fodpedalen. At have begge muligheder for at regulere transmissionen er en god detalje, og jeg kan uden problemer sætte omdrejningerne på motoren og arbejde uafhængigt af fremkørselshastigheden.

Lækre bom-automatikker

Under PowerGear-testen af den lysegrønne teleskoplæsser var jeg også på jordlæsningsopgave med maskinen - og her overraskede maskinen igen.

Læsning af jord er hårdt arbejde for en teleskoplæsser, og ofte er det en opgave, som en teleskoplæsser aldrig nogensinde kommer til at beskæftige sig med, og hvis den gør, er det i langt mindre grad end eksempelvis en gummiged, som er bygget til opgaven. Omvendt er det godt under en test som denne, da man virkelig får afprøvet kræfterne og hvor robust læsseren egentligt er.

Jeg læssede jord med en 1,5 kubikmeter skovl, og den havde teleskoplæsseren ingen problemer med at fylde. Når jeg kørte ind i jorddyngen med relativt høj fart og lukkede skovlen, blev læsseren ved med at trække, og jeg kunne uden problemer fylde skovlen helt op.

Stabiliteten på læsseren er også i top, da jeg bakkede fra jorddyngen, hævede bommen og samtidigt skød bommen ud, for læsning i en tipvogn.

Claas har udstyret Scorpion-læsseren med to bom-automatikker, som Claas kalder for Smart Handling. De kommer virkelig til sin ret ved læsseopgaver, hvor jeg har mulighed for en automatisk indkørsel af bommen, når jeg skubber joysticket frem for at sænke bommen. Funktionen vælges til højre for rattet på en vippekontakt, hvor det også er muligt at vælge en stable-funktion, så læsseren vil sørge for, at holde eksempelvis pallegafler i samme når chaufføren skyder bommen op og ud på én gang.

Desuden har jeg mulighed for at gemme skovlens position.

Jeg sætter skovlen i vandret position, holder en grå knap inde i tre sekunder på joysticket, og en bip-tone fortæller mig, at læsseren har gemt skovlens position.

Med den automatiske indkørsel af bommen og skovlens automatiske vandrette position, så bliver læssearbejdet virkelig en fornøjelse. Når jeg har afleveret endnu et læs jord i tipvognen, og bakker teleskoplæsseren derfra, skubber jeg blot joysticket frem, og bommen kører selv ned samt skydes ind. Samtidigt trykker jeg på den gemte skovlposition, og når bommen når jorden, er jeg klar til at køre ind i jorddyngen endnu engang med skovlen i vandret position.

Forvirring i kabinen

Én ting jeg dog savner, er muligheden for vendegear ved rattet eller måske en anden løsning på joysticket. Når jeg har læsset skovlen med jord, og bakker ud af jorddyngen, så er det tommelfingeren, jeg skal bruge på den rulleknap, som ændrer kørselsretningen på maskinen. Det er desværre samme finger, som jeg skal bruge til udskuddet af bommen, og netop her ved læsning i en tipvogn, så jeg gerne, at jeg både kunne løfte og skyde bommen ud, mens jeg skifter kørselsretning.

Skift af kørselsretning er dog langt fra den eneste knap, som sidder en anelse mystisk i kabinen. Generelt er knapperne spredt i øst og vest. Der er knapper til venstre for rattet, der er knapper til højre for rattet, knapper på højre armlæn, knapper langs højre vindue og knapper i loftet. Eksempelvis sidder der kontakter til lyset både til højre for rattet og i loftet. Knappen til skift mellem Smart Handling-funktionerne og bom-affjedring, kunne jeg godt ønske mig sad tættere på chaufføren - eksempelvis i højre armlæn eller langs vinduet.

Der er ét 12 volt stik til eksempelvis opladning af telefon - men det sidder gemt af vejen helt henne ved forruden, og helt ude ved døren. Får man først opladeren sat i, er der ikke et sted at placere telefonen. Husk derfor at lade strøm på telefonen inden du kører af sted i Scorpion.

Én ting der dog fungerer i kabinen, er opbevaringsrummet bag førersædet, hvor der tilmed er luft-dyser i. Det vil sige, at hvis blæserne blæser kold luft ind i kabinen, så fungere rummet som et køleskab. Det har jeg endnu ikke set på en teleskoplæsser.

Integreret maskine

Når døren skal åbnes indefra, skal jeg næsten op og stå for at få fat i dørhåndtaget, som næsten ikke kan placeres længere væk fra chaufføren, end det er tilfældet. Der er mulighed for at lukke halvdelen af døren op som et vindue, som svinges til venstre, og låses fast på teleskoplæsserens venstre side.

Når jeg forlader kabinen, er to gode og solide aluminiumstrin ført godt frem og man skal ikke helt ind under kabinen med foden for at få et afsæt. Dette giver dog den detalje, at trinene stikker ud fra teleskoplæsserens krop, og kører man et sted, hvor der ikke er meget plads, skal man lige huske ikke at køre trinene af maskinen.

Det er ikke nødvendigt at have handsker og kæder til at ligge og fylde i bunden af kabinen. Claas har nemlig sat ikke bare én, men hele to værktøjskasser på læsseren, som er placeret oven på kontravægtene bag på maskinen. Rummene har en god størrelse, og der er god plads til de ting der skal med i marken - dog skal man så huske, hvilke ting man lægger i hvilken værktøjskasse.

Mellem de to værktøjskasser sidder hitch-krogen flot integreret. Vælger man hitch-krog som ekstraudstyr til maskinen, så monteres den mellem kontravægtene, og det gør, at løsningen ikke føles som en 'hovsa-løsning' med en eftermonteret hitch-krog. Man kan tydeligt mærke, at maskinen er født til at trække vogne, når man på denne måde integrerer hitch-krogen.

Gode serviceforhold

Med muligheden for hurtigskift til redskabshydraulik, så er det faktisk ikke nødvendigt at bruge den fine knap, som Claas har ført helt ud på bommen, som trykaflaster koblingerne til redskabets hydraulik. Generelt synes jeg, at bommens redskabsramme ser meget kraftig ud på testmaskinen, og det er altid et godt tegn.

Servicepunkter er ført flot frem på maskinen, både for chauffør og montør. Eksempelvis sidder teststudserne til det hydrauliske system ført frem forrest på maskinen ved bommen. Alt andet end lige betyder det, at en montør hurtigere kan fejlsøge på maskinen, hvilket også kommer brugeren af maskinen til gode. Testmaskinen er udstyret med centralsmøring, og systemet koster lidt over 23.000 kroner, og med en listepris på 1,2 millioner kroner for testmaskinen er det noget man absolut ikke skal spare på - det burde være standard-udstyr.

I motorrummet er der god plads til både kontrol af olie og vand, samt udskiftning af filtre. Som standard er maskinen udstyret med vendbare kølevinger, så man fra kabinen kan vende omløbsretningen på kølevingerne, og dermed fjerne det værste skidt fra kølerens ribber under eksempelvis en varm høstdag, hvor halmen meget let kan sætte sig i køleren.

Hvis trådene efter et par dages test skal samles, så er den gennemgående konklusion, at Claas Scorpion henvender sig til en ret bred målgruppe, da den faktisk kan mere end blot læsse foder eller halm. Selv jordlæsning klarer den ganske glimrende, selvom jeg kørte med en forholdsvis stor skovl til den ni tons tunge maskine. Jeg er vild med automatikkerne som Claas kalder for Smart Handling, men jeg er knap så vild med udsynet, når bommen er helt oppe samt helt i bund - det kunne godt være bedre. Det samme kan indretning af knapperne i kabinen. Transmission er let kørt og en sand fornøjelse både på vej og især ved læsning. Maskinen er også forholdsvis dyr, da listeprisen for testmaskinen er 1,2 millioner kroner, men det er så også med hitch-krog, centralsmøring og den store transmission, som betyder, at den går ned i omdrejninger på vejen.

Plusser

Stærk maskine

Bomautomatikker

Skovl automatik

Transmissionsstyring

Plads i kabinen

Gode serviceforhold

Minusser

Samme finger bruges til udskud og vendegear

Udsyn når bommen er i top og i bund

Dørhåndtag langt fremme

Overblik i kabinen

12 volt el-stik i kabinen.

Lydmåling

Tomgang: 73 dB(A) 1000 omdr.

Landevejen v. 40 km/t: 80 dB(A) 1.750 omdr.

Tomgang med fuld gas: 70 dB(A) 2.500 omdr

I tomgang m blæser fuld styrke 80 dB(A)

Tekniske specifikationer

Motorproducent: Deutz

Slagvolumen, l: 3,6

Effekt kW/hk: 156

Moment, Nm: 609

Egenvægt, kg: 10.500

Løftekapacitet, kg: 5.500

Løftekapacitet max højde, kg:

Løftehøjde, m: 7.017

Hydrauliksystem: LS

Hydraulikkapacitet, l/min: 178

Transmission: VariPower Plus

Antal gear: Ingen

Hastighed, km/t: 40

Venderadius, m: 3,75

Akselafstand, m: 2,950

Totallængde, m: 4,98

Højde, m: 2,52

Dækmontering: 500/70 R24

Brændstoftank, l: 190

Dette koster Claas Scorpion 7055 VariPowerPlus:

Pris på afprøvet teleskoplæsser, inkl. udstyr: 1.222.170 kr.

Uddrag af ekstra udstyr på afprøvet læsser:

Centralsmøring: 23.632

Hitch-krog: 9.457

Automatisk tilbageføring af skovl: 3.270

Importørkommentar

Af Lars Johnsen, produktchef hos Danish Agro Machinery.

Først og fremmest vil jeg gerne takke Maskinbladet for den fine Powergear-test af Claas Scorpion 7055, og det er jo dejligt, når vi kan overraske testpiloten positivt. Dog vil jeg sige, at Scorpion allerede har et rigtig godt renommé blandt landbrugskunder. På Scorpion vil jeg først og fremmest fremhæve transmissionen, som er lidt anderledes end de fleste andre transmissioner i teleskoplæssere. I stedet for en traditionel converter er Scorpion udstyret med den trinløse Varipower Plus-transmission. Der er mange fordele, så som rigtig god træk-evne og interne tests viser også en mærkbar reduktion af brændstofforbruget i forhold til en traditionel transmission. Men det som efter min mening betyder mest er selve køreoplevelsen. Som chauffør føler man virkelig, at man har fantastisk kontrol over maskinen, og man kan køre maskinen med millimeter præcision med et meget lavt motoromdrejningstal, som giver en rigtig god fornemmelse. Testpiloten nævner rigtig mange af de fine detaljer, som Scorpion er udstyret med, men placeringen af kontakter i kabinen får nogen kritik med på vejen. Dog er der en linje i hvordan disse er placeret, og ikke mindst farvekodet hvor grøn er hydraulikfunktioner, blå er kørefunktioner, grå er elektriske funktioner og rød er sikkerhed.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame