Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Spansk løsgænger

Af Helge Plougmann Nielsen - 7. dec. 2018 KL. 11:50

  • ww317569_1
  • ww317569_2
  • ww317569_3
  • ww317569_4
  • ww317569_5
  • ww317569_6
  • ww317569_7
  • ww317569_8
  • ww317569_9
  • ww317569_10
  • ww317569_11
  • ww317569_12

Ovlac SH 130 er en forholdsvis let vendeplov hvor arbejdsbredden indstilles trinløst fra førerkabinen, og hvor den løse bæreaksel gør det let at grundindstille ploven.

Ovlac, der er Spaniens største producent af udstyr til jordbearbejdning, har produceret plove siden 1936. Plovproduktionen omfatter i dag både traditionelle plove og flere serier af vendeplove. Ovlac producerer desuden forskelige former for kultivatorer og harver, samt miniplove der er specielt designet til skrælpløjning.

PowerGear er taget i marken med en femfuret vendeplov fra 130-serien, der er den midterste serie af de fem serier af fem forskellige vendeplove fra Ovlac. Ploven er bygget over en hovedramme der måler 100 x 150 millimeter og har en godstykkelse på otte millimeter. Ploven kan hverken udvides eller kortes op.

citat startcitat start

Jeg kunne godt ønske mig, at manometret var monteret på ploven, så trykket kan kontrolleres, hver gang ploven kobles for traktoren.

- Helge Plougmann Nielsen, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

Automatisk indstilling af træklinjen

Vendehovedet samt de fem underplove er boltet på hovedrammen. Det giver ploven den fornødne fleksibilitet og eliminerer risikoen for, at der er svejsninger som revner. Forreste furebredde indstilles logisk og enkelt med en spindel, der flytter ploven sideværts på slæden lige efter vendehovedet. Hældningen på ploven indstilles med en spindel i hver side, og indstilling af træklinjen sker fuldstændig af sig selv. Den automatiske indstilling af træklinjen skyldes, at plovene fra Ovlac er monteret med en løs bæreaksel, der trækker ploven i en central bolt. Jeg kan derfor koncentrere mig om at indstille pløjedybden og bredden på forreste fure samt trimme hældningen på ploven.

Ud over at gøre det let at indstille ploven, har den løse bæreaksel også den fordel, at der uden problemer kan pløjes i bløde kurver med ploven. Det er især en fordel på marker med ukurante skel og foragre.

Forudsætningen for at systemet med den løse bæreaksel fungerer, er at traktorens liftarme kan låses, og at der ikke er alt for meget sidehæld på marken. Fungerer det ikke med den løse bæreaksel, kan den let fikseres med to nagler, og træklinjen indstilles herefter med en spindel som på de fleste andre plove.

Frit valg af stensikring

De fem plovserier fra Ovlac rubriceres i klasserne 100, 120, 130, 150 og 180. Derudover anvender Ovlac forskellige bogstavskombinationer i modelbetegnelsen. Et L (Light-tech) betyder eksempelvis at furebredden indstilles i trin, mens et S (Super-tech) står for trinløs hydraulisk indstilling af arbejdsbredden. Et F i modelbetegnelsen indikerer, at ploven har stensikring med springbolte, mens et B betyder at sensikringen består af bladfjedre. Endelig står et H for at ploven er med hydraulisk stensikring.

På model 130 tilbyder Ovlac alle tre typer stensikring. Vi tester ploven med hydraulisk stensikring, hvor vi kører med et tryk i udløsersystemet på 120 bar. Sikringssystemet er med en central trykbeholder, og trykket ændres ved at montere den medfølgende hydraulikslange imellem udløsersystemet og et af traktorens hydraulikudtag. På slangen er der monteret et manometer, som viser hvor meget tryk der pumpes i systemet. Jeg kunne godt ønske mig, at manometret var monteret på ploven, så trykket kan kontrolleres, hver gang ploven kobles for traktoren. Et andet ønske er en bedre og tydeligere indikation på den indstillede furebredde.

Systemet med springbolte er ikke blot billigere end systemet med bladfjedre og hydraulik, det minimerer også vægten på den femfuret plov med små 300 kg i forhold til de to automatiske systemer.

God vending af jorden

Ovlac SH 130 leveres med en åsehøjde på enten 72 eller 78 centimeter og en gennemgang på 85 eller 95 centimeter. Den testede plov var den høje model med den store gennemgang. Vi testede ploven i lermuldet jord, hvor der i majsstubben med efterafgrøde var nedfældet gylle. Under de gunstige pløjeforhold gav hverken majsstubben eller græsset i bunden af stubben ploven problemer. Forplovene, der er af halm-typen med afrundet forkant, har en god hældning på skærene. Det gør det let at indstille arbejdsdybden, så de skræller en tynd stribe jord af og kaster den ned i furen. Arbejdsdybden på forplovene indstilles ved hjælp af en nagle og en række huller. Systemet gør det nemt at indstille forplovene, og samtidig er det let at se, om forplovene er indstillet ens. Lidt større splitter ville gøre systemet endnu bedre.

Som ekstraudstyr var skærene på forplovene med hårdmetalbelægning. Det forlænger levetiden, og sikrer samtidig, at skærene bevarer den rette hældning.

Sublim pløjning

Den testede plov var monteret med V90 muldplader, der til forveksling ikke blot ligner, men også pløjer lige så godt som muldpladerne fra en markedsledende plovproducent, der producerer plove i Norge. Muldpladen, der er lang og snoet, giver en god vending af jorden og efterlader en bred furebund med plads til 710 millimeter brede dæk. Er muldpladerne for voldsomme, tilbyder den spanske fabrikant andre typer muldplader, og der er også mulighed for at få muldplader med riste og i plast.

Positiv oplevelse

Testen af den spanske plov med den løse bæreaksel var som helhed en positiv oplevelse. Konstruktionen med den løse bæreaksel gør det let at indstille ploven og giver frihed til at pløje i kurver. Ploven er med bagmonteret landhjul, hvor dybden indstilles med en spindel til hver side. Hjulet har dækmonteringen 320/60-12, og er det største hjul Ovlac leverer. Under de gunstige pløjeforhold fungerede det fint, men til vanskeligere forhold er der ingen tvivl om, at danske landmænd er villige til at betale ekstra, for at får et betydelig større landhjul, og måske også et landhjul med hydraulisk indstilling af pløjedybden.

Ovlac importeres af Farm Implement, der ejes af Jens Iversen, som er manden bag Ploveksperten. Som ekstraudstyr havde Ploveksperten monteret et simpelt men nyttigt udstyr på ploven. Udsyret bestå i sin enkelthed af en forlænger, der monteres på spindlen til landhjulet. Når forlængeren monteres, sker der en kraftig reduktion i pløjedybden, og udstyret kan derfor med fordel anvendes når sidste træk i forageren pløjes, og der skal sluttes af med en tynd fure, der er let at jævne. Forlængeren er monteret i en kæde ved landhjulet, og er derfor altid ved hånden. Når ploven vendes falder den selv af og ploven er klar til at pløje i fuld dybde.

Plusser

Solid og god pløjning

Let at indstille

Plads til brede dæk i furebunden

Gode forplove der er lette at indstille

Otte millimeter tykke muldplader

Minusser

Lille landhjul

Manglende manometer på udløser

Mangelfuld indikation på furebredde

Små splitter ved forplove

Tekniske Specifikationer

Antal furer: 5

Åsehøjde, cm: 78

Gennemgang, cm: 95

Arbejdsbredde, cm: 30-50

Stenudløser: hydraulisk

Hovedramme, mm: 100x150x8

Vægt, fem furet, kg: 1.850

Underplov: V 90

Forplove: Halm

Landhjul model: bagmonteret

Landhjul størrelse: 320/60-12

Listepriser

Basispris 5-furet Ovlac 130 SH 130 169.290 kr

Uddrag af ekstraudstyr på den testede plov:

Skærspids med hårdmetal: 2.410 kr

Forplovsskær med hårdmetal: 4.350 kr

Quick-Raise Afstandsklods for dybdehjul: 1.200 kr

I alt pris for den testede plov: 177.250kr

Importørkommentar

Af Jens Iversen, indehaver af Farm Implement

Generelt er jeg helt igennem enig med Helge i hans kommentar til denne Ovlac plov - enkel opbygning, nem at justerer og så pløjer den bare godt - er også de kommentarer, som jeg får tilbage fra de kunder, som har prøvet ploven.

Min valgte samarbejdspartner Ovlac fra Spanien er en dejlig størrelse fabrik med 70 ansatte og en produktion på 550 plove årligt, og derfor er min kontaktperson en af de to brødre, som ejer fabrikken, og det betyder, at jeg drøfter produkter og ændringer direkte med direktøren som bestemmer. Det har medført, at en del af de ønsker, som Helge fremfører, allerede er ændret, som f.eks hydraulisk dybdehjul - hvor vi på Agromek præsenterede det nye hjul. Angående dybdehjulsstørrelse tilbyder de nu et bredere og højere hjul, men med vognmønster frem for traktormønster, og det mener jeg er forkert - så det sidst ord er ikke sagt i den sag.

Manometer til hydraulisk udløser monteret på vendehoved er bestemt også noget, som jeg ønsker, og fabrikken har lovet mig at ændre det så snart, de har fundet en god løsning på komponenterne, som skal bruges.

En lille detalje, som Helge ikke har fået med, er to små klistermærker ved dybdehjulet, som fortæller at første omgang på spindlen giver 1,6 centimeters ændring i dybden - en ide, som jeg fik og fortalte fabrikken, og tre uger senere var det indført i produktionen - en kanon oplevelse som ny importør.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame