Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Små ændringer med stor betydning

Af Morten Damsgaard - 28. okt. 2017 KL. 06:48

  • ww268685_1
  • ww268685_2
  • ww268685_3
  • ww268685_4
  • ww268685_5
  • ww268685_6
  • ww268685_7
  • ww268685_8
  • ww268685_9
  • ww268685_10
  • ww268685_11
  • ww268685_12
  • ww268685_13
  • ww268685_14
  • ww268685_15
  • ww268685_16
  • ww268685_17
  • ww268685_18
  • ww268685_19
  • ww268685_20
  • ww268685_21

New Holland bevarer titlen som verdens stærkeste serieproducerede mejetærsker med opdateret topmodel, som gemmer på mange små ændringer.

På Djursland i god opretstående hvede, som giver på den gode side af 10 ton pr. hektar, har PowerGear fået lov at boltre sig med den nye topmodel i New Holland CR-serien. Selvom modelnavnet, CR 10.90, forbliver det samme, så har mejetærskeren fået efternavnet Revelation og er blevet forbedret sig på en række punkter, som virkelig gør oplevelsen til en anden sammenlignet med den tidligere topmodel, som vi testkørte tilbage i 2014.

Hvordan kapaciteten er på den nye topmodel sammenlignet med den tidligere vil ikke være seriøst at udtale sig om, men det støver godt på testdagen, hvor kornet tærskes af med 17 procent vand - og kornvognene har travlt, for der kommer virkelig korn i tanken fra det 12,5 meter brede skærebord.

citat startcitat start

Rotor-ledeplaner er en nyhed, som jeg er sikker på, mange kommende CR-ejere vil blive rigtig godt tilfreds med.

- Morten Damsgaard, PowerGear test-pilot

citat slutcitat slut

Lettere service

Selvom de fysiske rammer på den nye CR 10.90 er identiske med den tidligere, så er det udefra tydeligt at se, at der er tale om en ny CR-generation fra New Holland, idet mejetærskeren har fået et mere gult look. Korntankens top samt rotorhuset er nu gult, og det giver en række fordele for chaufføren. Jeg bemærker blandt andet, at korntanken er meget mere lyst op, når man kigger ind i den fra kabinen, ligesom servicepunkterne er langt lettere at se under sidepladerne, når hele kroppen er malet gul. Det kan virke som ubetydelige detaljer, men det er noget man sætter pris på som chauffør. Tak for det, New Holland.

Servicepunkter er der ikke mange af på CR-mejetærskeren, og man kan let nå at kontrollere diverse remme og smøre de få smørenipler der er, mens mejetærskeren fyldes med dieselolie, da der er plads til hele 1.300 liter brændstof på maskinen.

Serviceringen af motoren er som altid også let at komme til, og det er fortsat en Cursor 16 fra Fiat Powertrain Technologies (FPT), som regerer i motorrummet på det gule flagskib. FPT benytter fortsat ren SCR-teknologi til at overholde de nyeste emissionskrav, hvilket betyder, at man som chauffør blot skal fylde dieselolie og AdBlue på maskinen, og ikke bekymre sig om sod og andre partikler, som recirkulerer i et eller andet form for EGR-system.

Den nye motor yder op til 700 hestekræfter, når mejetærskeren snitter halmen eller læsser af - og den voldsomme effekt er med til at placere mejetærskeren som verdens stærkteste serieproducerede mejetærsker til dato.

Komfort i topklasse

Fra kabinen bemærker man ikke den 700 hestekræfter stærke motor, da lyd-niveauet under PowerGear-testen lå på 73 dB(A), hvilket kan sammenlignes med lydniveauet i en personbil.

Generelt finder jeg mig rigtig godt tilpas i, hvad jeg tror, er markedet mest komfortable-kabine på en mejetærsker på nuværende tidspunkt.

Der er masser af aflægningsplads, og skærebordet kan let overvåges fra en behagelig arbejdsposition. En detalje, som at køletasken kan tages med ud af mejetærskeren, er i den grad værdsat, og det samme er højre armlæn, hvor jeg godt kan lide, at jeg lynhurtigt kan justere indstillinger som broafstand, rotoromdrejninger og lignende, uden at skal ind igennem flere forskellige menuer i en terminal.

New Holland har fortsat et kørehåndtag, som er fjedrepåvirket, og det har jeg ikke helt vænnet mig til endnu. Det er intet problem, så længe man kører i skåret, og det hele kører som det skal - så er det til gengæld let at give mejetærskeren en anelse mere eller mindre fart med et enkelt klik. Men lige så snart det slæber i skærebordet, eller man hurtigt skal have begrænset mejetærskeren, hvis kommunikationen mellem mejetærsker og frakørselsvogn går galt, så ville jeg ønske, at jeg lettere havde et overblik over, hvor jeg 'var henne' i forhold til stilstand på mejetærskeren.

Tilgengæld påpegede jeg meget bløde knapper på kørehåndtaget, da jeg testede den forgående CR-serie tilbage i 2014, og det har New Holland nu rettet til gode solide knapper. Måske en anelse for solide - især er knapperne til betjening af tømmesneglen blevet en anelse for hårde, hvilket bevirker, at jeg flere gange troede, jeg havde foldet tømmesneglen ud, men hvor den stadig sad på sin plads.

Jeg er i øvrigt imponeret over, hvor godt cruise-funktionen i mejetærskeren fungerer. Jeg kan selv bestemme, hvilke parameter, som skal tælle højst, om mejetærskeren skal køre efter spild eller motorbelastning, og jeg synes faktisk, at den klarer opgaven rigtig godt, uden at hoppe op og ned i hastighed. Naturligvis stod afgrøden under testen også meget ensartet.

Når man kører efter spildet, så er det vigtigt, at spildindikatoren er kalibreret korrekt. Jeg tror alt for mange kører og høster uden at kalibrere spildindikatoren én eneste gang i høst. Det er uhyre let på New Holland-mejetærskeren. Med ét klik på terminalen, kan jeg stille aggressiviteten. Det er på gammeldags maner, ved at puste i halmskåret, at man hurtigt kan fastslå, hvor stort et spild man acceptere. Med et 41 fods skærebord, kørte jeg efter et spild på cirka 10 kerner under en håndflade under testen.

Tid i rotoren

New Holland har i den nye CR-serie gjort det muligt at ændre vinklen på de ledeskinner, som er placeret øverst i rotorhuset. Ledeskinnerne er med til at bestemme, hvor længe materialet vil befinde sig i rotorerne. Høster man en tør hvede, kan man dermed med fordel åbne ledeskinnerne, så materialet kommer hurtigere igennem rotorerne og effektiviteten øges. Høster man noget vådt frøgræs, kan man lukke ledeskinnerne mere til, og på den måde sikre en længere tærskning af afgrøden i rotorerne.

Det var faktisk også muligt at ændre vinkel før, men da det skulle gøres mekanisk, var der vist ingen, som benyttede sig af denne mulighed.

Jeg kan garantere, at man ikke er et sekund i tvivl om, hvor ledeskinnerne er placeret: åbnes de for meget, kan det let ses på rotorspildet. Jeg tror derfor, at der er en ret stor kapacitetsforøgelse i netop de justerbare rotorskinner, og maskinen indstiller også selv rotorskinnerne som det første, når der indstilles afgrøde.

En anden ny detalje er bro-breakaway systemet, hvor brosektionerne er fjedreophængt med en elektrisk motor. Det betyder, at hvis der køres en klump ind i maskinen, og de fjedreophængte brosektioner sænkes, så kan brosektionerne nu elektrisk køres tilbage til udgangspositionen, når forstoppelsen af fjernet. På de tidligere CR-modeller skulle man først have tømt korntanken, inden man igennem en luge i bunden kunne komme ned til beslaget, til de fjedrepåvirkede brosektioner, og udskifte en sikringsbolt. Det var naturligvis ikke noget, vi afprøvede under testen, men jeg er ikke i tvivl om, at det må være en kæmpe fordel i eksempelvis høst af frøgræs.

Tilgangen til brosektionerne og rotoren generelt er ganske let bag hvide plastikafskærmninger, og jeg glædes over, at der med en bælteundervogn på maskinen er yderligere god plads under sidepladerne på mejetærskeren.

Der er også en god tilgang til tilløbsplanet, men jeg så dog alligevel, at man helt kunne afmontere tilløbsplanet og have muligheden for at kunne rengøre den med en højtryksrenser, hvis mejetærskeren har været ude i majs eller lignende klistrede afgrøder.

God spredeevne

Hele afgrødeflowet igennem mejetærskeren er desuden opdateret på den nye CR Relevation, med blandt andet en mindre diameter, men større medbringere på føderullen foran rotorerne, så mejetærskeren burde kunne håndtere større mængder materiale end den tidligere CR-serie.

Et punkt, som flere og flere går op i på de store mejetærskere er, om den formår at sprede halm og avner i hele skærebordets bredde.

Den testede mejetærsker blev afprøvet med et 41 fod eller 12,5 meter bredt skærebord fra New Holland. Jeg afprøvede maskinen både ved at lægge halm på skår, samt snitning af halmen.

Som det også kan ses på billederne fra dronen, så klarede mejetærskeren opgaven fint med at sprede avner og halm i fuld skærebordsbredde, og New Holland mener selv, at den opdaterede snitter ville kunne klare en spredebredde op til 45 fod.

Det kunne vi dog ikke afprøve, og jeg tror også, at det er på vindstille dage. Fra højrearmlæn har jeg mulighed for at ændre spredebilledet på snitteren, men det kræver dog en smule opmærksomhed i blæsevejr.

OptiSpread 2 kalder New Holland den nye snitterenhed, hvor der er monteret V-formede kastevinger, som på den måde vil komprimere materialet og derved kunne sprede længere med det.

Samtidigt er omdrejningerne reduceret fra 800 til 600 i minuttet og spredemotorerne er gjort 25 procent stærkere. Avnesprederen er desuden også opdateret og er nu blevet mere lukket, så man er sikker på, at de kan kastes langt nok ud. På avnesprederen kan jeg justerer hastigheden på spredevingerne fra kabinen.

Det eneste jeg nu savner ved snitteren er, at jeg ikke kan til og frakoble den fra kabinen.

Plusser

Rummelig kabine

Lavt lydniveau

Let kørt maskine

Ledeplader indstilles elektronisk

Ny snitter og avnespreder

Gul kropsfarve hjælper på service

Minusser

Ingen mulighed for snittertilkobling fra kabinen.

Tilløbsplan kan ikke tages ud

Nogle knapper på kørehåndtag er for hårde

Tekniske Specifikationer

Motor: FPT

Volumen, l: 16

Nominel effekt kW/hk: 639

Max effekt, hk: 700

Transmission: Hydrostatisk

Tankindhold dieselolie, l: 1.300

Tankindhold AdBlue, l: 130

Antal rotorer: 2

Rotorlængde, m: 2,6

Rotordiameter, m: 0,55

Soldareal, m²: 6,5

Cylinderbredde: 1670

Korntank, l: 14.500

Tømmehastighed, l/min: 142

Skærebordtype: Variabelknivgang

Skærebord, m: 12,5

Vægt basismaskine, kg: 16.500

Listepriser

Pris på afprøvet mejetærsker,

skærebord inkl. udstyr: 5.627.540 kr.

Pris på basis-maskine: 4.522.222 kr.

Uddrag af ekstra udstyr på afprøvet mejetærsker:

VariFeed 41 fod skærebord inkl skærbrodsvogn: 682.075 kr.

4 WD: 135.100 kr.

Affjedre bælteundervogn: 69.300 kr.

Kompressor 16.400 kr.

Importørkommentar

Af Tonny H. Grønne, produktchef for New Holland høstmaskiner:

CR Revelation er uden tvivl en af de bedste model-opdateringer vi har set på New Holland-rotormejetærskere igennem tiden og særligt for de nordeuropæiske markeder, hvor vi typisk har større afgrødevolumen, udbytter og lidt besværet af fugtigere høstforhold. Der har været meget fokus på optimering af afgrødeflowet og med de nye elektrisk justerbare rotorledeskinner, har vi fået muligheden for at tilpasse CR'ens indstillinger i yderligere grad. Ved netop at justere ledeskinnernes vinkel afgør, hvor mange gange afgrøden skal passere tærske og udskillelsesbroerne og ved hvilken radius det sker omkring rotoren, og det bestemmer den centrifugalkraft som kernerne påvirkes af, hvilket øger udskilningseffekten i rotorhuset. Denne indstillingsmulighed er som beskrevet en del af den automatiske afgrødeindstilling og er vurderet så effektiv, at den derefter er første prioritet ved finindstillingens proceduren. Der er helt grundlæggende mere kapacitet at hente her, men også på tværs af en høstdag kan der optimeres på baggrund af afgrødens skiftende tilstand.

Den nye DFR dynamisk føde rulle, har fået et mindre centerrør og højere slagler, ligesom de nye Twin Pitch Plus rotorer, der giver mere afgrødeplads i rotorhuset og resultere i mindre effektforbrug som direkte omsættes i merproduktivitet. Tidligere var det kun CR10.90 mejetærskeren som havde den type rotor, men den har vist sig så effektivt også i de mindre modeller at New Holland har gjort den til standard.

Tærskebroerne's nye overbelastningssikring er lavet med et mekanisk breakaway system og man har valgt denne løsning for altid at sikre 100 procent fast broindstilling som ikke kan opnås på samme måde med hydraulik. Nu skal piloterne ikke længere frygte arbejdet ved en overbelastning af tærskebroerne og det skulle også gerne resultere i en bedre udnyttelse af mejetærskeren.

Kvaliteten af halmsnitning og spredning af halm og avner, er i den grad blevet et betydningsfuld beslutningsparameter for landmændene. Derfor har New Holland bl.a. øget snitterrotor hastigheden med 15 procent for endnu flere snit / minut, hvilket i relation til OptiSpread 2, med de større motorer og nye kastevinger på spredetallerknerne, har givet et resultat, som uden mereffekt præsentere et meget fin spredebillede i fuldt skærebordsbredde.

Avnesprederen som nu nærmere er en avneblæser præsentere ligeledes en meget klar forbedring ifht. tidligere. Systemet arbejder nu proaktivt med luftflowet som bliver opbygget i sprederhuset og evakueret uden af siden og derfor kastes der ikke bare med avnerne men de blæses ud i fuld bredde af skærebordet, dette endda også selvom der lægges halm på skår.

Alt i alt, kan vi her fra det Danske salgskontor krydse mange af vores ønsker af på ønskesedlen til CR rotormejetærskeren. Vi føler også at vores demo mejetærsker, som har kørt hele sæsonen i Danmark har vist gode takter i markerne og affødt gode tilbagemeldinger fra div. testpiloter, særligt de justerbare rotorledeskinnerne har givet os positiv respons.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame