Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

PowerGear: Fremtidens powershift er grøn

Af Morten Damsgaard - 16. sep. 2016 KL. 20:57

  • ww215794_1
  • ww215794_2
  • ww215794_3
  • ww215794_4
  • ww215794_5
  • ww215794_6
  • ww215794_7
  • ww215794_8
  • ww215794_9
  • ww215794_10
  • ww215794_11
  • ww215794_12
  • ww215794_13
  • ww215794_14
  • ww215794_15
  • ww215794_16
  • ww215794_17
  • ww215794_18
  • ww215794_19
  • ww215794_20
  • ww215794_21

e23 er en helt nyudviklet powershift-­transmission fra John Deere, som viser gode egenskaber i marken. Dog ønsker testpiloten små justeringer på landevejen.

Det er ikke mange år siden, at de store traktorer med over 300 hestekræfter, som blev leveret til maskinstationer og landbrug i Danmark, havde en power­shift-transmission.

Efterhånden som de trinløse transmissioner blev udbredt, er salget af powershift-transmissioner stødt faldende.

citat startcitat start

Prisforskellen på e23 og den trinløse AutoPowr ligger på kun 40.000 kroner i listeprisen.

- Testpilot, Morten Damsgaard.

citat slutcitat slut

Det skyldes ofte, at udviklingen af power­shift-transmission har stået stille i mange år, og det er ofte kun software-mæssigt, at transmissioner er blevet opdateret.

Nu har John Deere dog lanceret en helt nyudviklet powershift-transmission med navnet e23. Transmissionen er opbygget af 23 fremadgående gear og otte bakgear. Det er en ægte powershift-gearkasse - men med stor nytænkning, der måske berettiger powershift til at blive et fornuftigt alternativ til den trinløse gearkasse.

Jeg afprøver den nye transmission i John Deere 8R-serie, men transmissionen kan også leveres i 7R-serien.

Helt præcist er det John Deere 8320R, som vi ruller af sted i med PowerGear-skiltene på i denne udgave, og testen foregår med en Lemken Rubin 12 discharve på fem meter.

Perfekte gruppeskift

Netop jordbearbejdning rammer hovedet på sømmet med den nye transmission. Der er ingen tvivl om, at en trinløs transmission aldrig er den mest økonomiske til hårdt arbejde i marken en hel dag - som eksempelvis en harve. Det skyldes, at en stor del af kraftoverførslen i en trinløs transmission foregår hydraulisk, og der vil altid være mere effekttab i en hydraulisk overførsel af kraften end i en mekanisk overførsel, som er tilfældet ved eksempelvis powershift-transmission.

Problemet med en powershift-transmission har ofte været, at man tit kommer til at køre omkring et gruppeskift. Ofte ved 10-12 kilometer i timen.

Den nye e23-transmission har tre grupper, men skiftet ligger helt anderledes end normalt, nemlig ved gear 8 og gear 15.

Da jeg kørte med harven i marken, foregik det ved 10 til 14 kilometer i timen i gear 11 til 13. På den måde ligger man ikke i nærheden af et gruppeskift, som ofte resulterer i, at man kører med for mange omdrejninger på motoren, for at undgå gruppeskiftet, eller også tager man skiftet, og kører med for få omdrejninger til at kunne holde traktoren i gang.

Faktisk er den 23 trins gearkasse udstyret med 24 gear. Som chauffør mærker man dog kun 23, og det skyldes gruppeskiftet mellem gear otte og ni.

I realiteten er der to ottende gear i transmission, og det skyldes, at når traktoren laver et gruppegearskift, så nøjes den kun med at skifte to koblinger på én gang frem for tre, som mange andre powershift-transmissioner. Det giver et roligere gruppeskift, og det er virkelig noget, jeg mærker under testen.

Brændstofbesparende

John Deere fortæller, at den nye transmission har en brændstofbesparelse på 10 procent. Det sker på flere områder, hvor John Deere har opbygget transmissionen anderledes end normalt.

Eksempelvis er hydraulikpumpen til transmissionen med vilje bygget for lille, og den leverer blot 20 bars tryk til de forskellige oliekoblinger i powershift-delen. Når traktoren skal skifte gruppe, så sidder der en ?boost-pumpe?, som normalt står for smøring af transmissionen med en bars tryk. Den hjælper hovedpumpen med større mængde, og efter skiftet er foretaget, fortsætter den med smøring. Dette trick gør blandt andet transmissionen endnu mere brændstof-fornuftig.

Hvor stor brændstofbesparelsen er, har vi desværre ikke haft mulighed for at afprøve, da det er noget, som skal gøres under arbejdet.

Vi har som altid Landbrugets Traktorafprøvning til at teste traktoren for effekt og brændstof, men da det foregår i stilstand, vil resultatet blive det samme, som hvis det var en traktor med trinløs transmission.

Dog målte vi et flot brændstofforbrug på 220 g/kwh ved maksimal belastning ved 1.800 motoromdrejninger og med 337 hestekræfter på PTO-udtaget uden boost. Det er flere hestekræfter, end John Deere lover traktoren kan levere - og da brændstofforbruget tilmed ser fornuftigt ud, er der bestemt ikke noget at klage over.

Bløde skift

Jeg har mulighed for at sætte transmissionen i tre forskellige køretilstande, hvor den ene er manuelt skift af gear, en anden er automatisk skift af gear, og i den sidste kan jeg selv gå ind og vælge, hvilke omdrejninger traktoren skal holde sig indenfor ved gearskift.

Det lykkes mig ikke under testen at få det til at virke tilfredsstillende, men jeg fandt også hurtigt ud af, at i den automatiske indstilling kører traktoren langt bedre.

Selv under belastning i marken foregår gearskiftene fantastiske bløde, og under arbejdet med forager, hvor der blev foretaget mange gearskift, glemte man et kort øjeblik, at det ikke er en trinløs transmission.

Jeg kan uden problemer holde traktoren på bremsen, da den selv sørger for en udkobling. Dog er vendegearet meget kontant, og det undrer mig, at jeg ikke har mulighed for at justere aggressiviteten.

Jeg savner også, at jeg under transport ikke kan fortælle traktoren, at jeg ikke ønsker, at den absolut skal skifte tre til fire gear ned på landevejen, når jeg slipper speederen for eksempelvis at dreje ned ad en sidevej.

Omvendt er e23 ret intelligent, da den selv mærker, om der er kraftoverskud til at springe to gear over under transport og acceleration.

Jeg kan fra terminalen selv bestemme opstartgear i både frem og bak, og der er mulighed for at lægge to ?områder? ind i transmission. Når jeg i automatikmode kører med traktoren, bestemmer jeg blot en maksimal fart med rulleknappen, og traktoren giver selv passende gear og omdrejninger på motoren.

Komfort i særklasse

Selve 8R-serien er en komfortoplevelse udover det sædvanlige. Kabinen har en rigtig god størrelse, og lydniveauet er noget af det laveste, vi har målt i PowerGear. Køreoplevelsen forstærkes yderligere med den elektroniske hjulstyring.

At rattet er elektronisk betyder, at der ved lave hastigheder ikke skal mange omgange til på rattet, før hjulene er i yderstilling, og omvendt bliver rattet tungere på landevejen, så man ikke kører af vejen ved 40 kilometer i timen.

Med kabineaffjedring og den affjedrede foraksel føler jeg mig rigtig godt tilpas i førersædet. Der er 18 smøresteder på den affjedrede foraksel, som John Deere forskriver bør smøres hver 10. time.

Derfor er et centralsmøringsanlæg til 23.000 kr. godt givet ud, da reparationen af forakslen på grund af manglende smøring, hurtigt kan blive langt dyrere.

Der kan også vælges køleskab i traktoren, hvilket heller ikke gør køreoplevelsen ringere.

Opdateret armlæn

Højre armlæn er blandt andet opdateret med ny 4600-terminal for enden, som har fået en god størrelse, hvor man nu uden problemer også kan benytte autostyringen fra den integrerede terminal. Desuden er der kommet dybdehjul til liften, så man ikke skal ind i en kompliceret menu i terminalen for hurtigt at lave harvedybden om. Det er et meget stort plus.

Høj dækmontering

Den afprøvede traktor var udstyret med gruppe 49 dæk med en diameter på 2,15 meter. Når der vælges gruppe 49 dæk, så går det blandt andet ud over ind og udstigningen på traktoren. Trinbrættet bliver en anelse smallere, og da traktoren er meget høj, giver det et dårligt ind- og udstigningsforhold. Vælges der gruppe 48 dæk, bliver trinbrættet bredere, og komforten på trinene forøges derved.

Med affjedret kabine er det faktisk muligt at montere de helt store gruppe 50 dæk med diameter på 2,30 meter. Det er dog ikke en fabriksløsning, men noget flere danske John Deere-forhandlere har gjort.

Under testen kørte vi i øvrigt med 1 bars lufttryk i de monterede Michelin IF-dæk.

Vælg efter opgave

Efter et par dage i grønt selskab med den nye e23-transmission, er jeg blevet meget positivt overrasket over powershift-transmission og er sikker på, at den har fået en ny chance på markedet.

Jeg er ikke så sikker på, at vi vil se mange af dem i Danmark, da prisforskellen på e23 og den trinløse AutoPowr kun ligger på 40.000 kroner i listeprisen.

Hvis man kan spare 10 procent brændstof, er besparelsen i forhold til en trinløs endnu højere, men har man først prøvet den trinløse, så kræver det tilvænning at køre med e23-transmission. Jeg tror desværre, de danske kunder ikke vil give den en chance, da mange bedrifter benytter traktoren til transportopgaver, og der vil den trinløse transmission altid vinde med hensyn til førerkomfort. De landbrug, der i Danmark kun benytter traktoren til den store harve og plov, skal dog helt klart overveje e23-transmisionen.

Men helt generelt, så giver 8R-serien en super førerkomfort uanset transmissionsvalg.

Kommentar fra producenten

Af Anders Terrs, Territory Manager, John Deere

I den nye 8R serie vil vi give kunderne den komfort og kapacitet der kræves af en stor traktor. John Deere ved, at kunderne bruger deres 8R traktorer i mange timer i træk når det er høstsæson, og derfor vil man få lavet sit arbejde både hurtigt og samtidig mere afslappet.

Transmissionsvalget på 8R giver derfor kunden en mulighed for at vælge mellem Auto Powr, som ofte vælges til traktorer som bruges til transport, for der vil kunden have høj komfort og fleksibilitet for piloten. Den giver dog en lavere totaleffektivitet sammenlignet med e23, da hydraulikken i en trinløs transmission stjæler en del kraft.

Det andet alternativ er e23, som vi har udviklet til at være så tæt på en trinløs transmission, som man kan komme. Tanken med e23 er, at kunden skal opleve en fin komfort og få en bedre totaleffektivitet, det vil sige, at få mere kraft bagtil og tilmed få et bedre brændstofforbrug. Den vælges ofte i felten til tungere jordbearbejdning.

Prisforskellen mellem AutoPowr og e23 opleves ikke så stor, men besparelsen skal jo ses i forhold til traktorens levetid i form af højere effektivitet og mindre brændstofforbrug. Det bedste man kan gøre, er at tale med en af vores forhandlere for selv at prøve forskellen

Plusser

Meget højt komfortniveau

Lavt lydniveau

Gode skifteautomatik i e23

Højre armlæn

Terminal

Arbejdslys

Minusser

Manglende gearindstilling på landevej

Aggressivitet i vendegear

Prisforskel på e23 og AutoPowr

Indstigning med store baghjul

Lydniveau

Ved tomgang i stilstand, blæser slukket: 63 dBA (900 omdr/min)

Ved tomgang i stilstand, blæser fuldt tryk: 73 dBA (900 omdr/min)

Ved maksimal gas i stilstand: 75 dBA (2.100 omdr/min)

Ved 40 km/t på vejen: 66 dBA (1.350 omdr/min)

Ved 11 km/t i marken foran harven: 69 dBA (1.650 omdr/min)

Listepriser

Pris på afprøvet mejetærsker inkl. udstyr: 1.926.245 kroner

Vejledende udsalgspris på basistraktor: 1.467.918 kroner

Uddrag af ekstraudstyr på testet traktor:

Premium lysudstyr: 12.620 kroner

Kabineaffjedring: 33.778 kroner

Læderkomfortpakke: 6.072 kroner

321 l/min hydraulikpumpe: 6.198 kroner

Muligt ekstraudstyr på John Deere 8320R:

Centralsmøring: 25.600 kroner

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame