Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

PowerGear: Amerikaneren er blevet europæisk

Af Morten Damsgaard - 30. okt. 2014 KL. 09:17

  • 1_37
  • 2_31
  • 3_22
  • 4_15
  • 5_12
  • 6_12
  • 7_9
  • 8_7
  • 9_7

John Deere kan med den nye 7R-serie opfylde mange europæiske ønsker til funktioner af både lift og kørestil. Den nye 7-serie overrasker testpiloten, men der er altid plads til forbedringer.

PowerGear er i denne udgave i marken med John Deeres kandidat til Tractor Of The Year 2015: John Deere 7310R.

Den nye topmodel i 7R-serien er på mange måder en ny generation af traktor for John Deere. For det første er det den første egentligt serieproducerede traktor i Europa med SCR-motor med AdBlue tilsætning, og for det andet er der kommet mange europæiske træk ude og i den grad inde i kabinen, som overrasker mig meget positivt, men mere om det senere.

Den nye motor fra John Deere byder på et tætpakket program under den grønne motorhjelm: Der er både et EGR- samt et SCR-anlæg, og foruden SCR- og dieselpartikelfilter-katalysatorer, så rummer motorrummet også EGR-køler og to turboladere, hvoraf den ene er variabel. Motoren er den første John Deere motor til at opfylde de nyeste Tier 4 Final krav, og det gør John Deere ved at bruge en kombination af SCR og EGR-teknologi.

John Deere hævder, at man vil fortsætte med 75 procent genbrug af udstødningsgassen (EGR) i motoren, og derved bliver AdBlue-forbruget (SCR) reduceret til blot 3-4 procent af det samlet dieselforbrug. Det er blot en tredjedel af konkurrenter med SCR-teknologi som den eneste efterbehandling af udstødningsgassen.

Indtil videre er det kun topmodellen i 7R-serien som benytter SCR-teknologien, men når John Deeres lager af nuværende producerede motorer er opbrugt, vil SCR-teknologien også komme til de øvrige modeller i 7R-serien.

Opdateret kabine

Når jeg sætter mig til rette i førersædet, er det sammen med fjerde generation CommandArm-armlæn fra John Deere. Det nye højre-armlæn er helt nydesignet, og der er kommet flere nye funktioner til. Foruden den nye terminal for enden af armlænet, så er der også kommet mulighed for indkodning af fire forskellige foragerautomatikker samt mulighed for montering af et nyt multijoystick.

Test-traktoren er både udstyret med den store terminal samt joystick, men på nuværende tidspunkt er mulighederne i joysticket begrænsede. Fra terminalen kan jeg selv flytte nogle funktioner i valgfrie knapper på joysticket, men det er langt fra alle. Eksempelvis noget så simpelthen som trepunktsliften i bag kan jeg ikke flytte til joysticket.

Det er helt sikkert, at John Deere snart kommer med en opdatering, hvor alverdens funktioner kan benyttes fra joysticket, og mon ikke også ISO-BUS funktioner bliver muligt at benytte fra joysticket? Det tror jeg på, og jeg ser store muligheder i joysticket - men på nuværende tidspunkt er joysticket meget begrænset. Prisen for joysticket er små 3.000 kroner, så jeg vil anbefale, at man køber det med, når den nye John Deere bliver indkøbt til bedriften.

Din egen skærm

Jeg er meget imponeret over den nye terminal, som kan vælges i to størrelser, enten 4100 på syv tommer eller 4600 terminalen på 10 tommer. Test-traktoren er udstyret med den store 4600 terminal

Den nye terminal er opbygget dels med touch, dels med genvejstaster til de enkelte menuer. Begge dele kan benyttes, og det er rigtig godt, at der er givet mulighed for begge løsninger.

Terminalen kan bygges op præcis efter den enkelte chauffør, og hver chauffør på traktoren kan have sit eget kørebillede. Her er det blot fantasien, som sætter grænser - i layout-menu indsætter jeg selv de informationer, jeg ønsker på start-skærmen, og hvor de skal stå.

Foragerautomatikken kan sættes op i maskinhuset og redigeres i marken. At der er mulighed for fire forskellige foragerautomatikker på én gang giver mange muligheder. Eksempelvis kørsel med en halvbugseret plov, som har forskellige cyklusser i hver ende af marken.

Flere auto-funktioner

I terminalen har jeg mulighed for at indstille alle tænkelige funktioner, og jeg kan endda bestemme ved hvilken drejevinkel, differentialespærren skal frakobles - ja du læste rigtigt: John Deere har nu fået automatisk til- og frakobling af differentialespærre. Sådan!

Desuden kan man vælge en egentligt lift-mus på armlænet, og kørsel med plov i den nye John Deere kan derfor foregå på ægte europæisk manér med hurtigt ændring af arbejdsdybden.

John Deere har desuden gjort det muligt at gemme en cruise-hastighed elektronisk under arbejdet. Det vil sige, at når jeg ved en given hastighed ønsker at gemme hastigheden, holder jeg blot den nye knap inde på armlænet.

Her forsvinder der desværre en del af begejstringen, da jeg intet sted kan se den nøjagtige hastighed, jeg har cruisecontrol'en indstillet til, og dermed ikke har mulighed for at ændre den. Hvis jeg drejer på drejehjulet på den trinløse orange kontrol-pind, så stopper cruisecontrol'en øjeblikkeligt. Det ville være smart, at jeg kunne finjustere min cruise-hastighed på rulleknappen på armlænet.

Transmissionen er også opdateret med en ny pedal-mode. Det betyder, at PTO-arbejde nu kan udføres med kørsel i ren pedal-indstilling i modsætning til tidligere. Det vil helt sikkert glæde mange JD-chauffører.

En rigtig behagelig opdatering i kabinen er muligheden for montering af et integreret køleskab, som jeg nød godt af under testkørselen - og så kan samtlige arbejdslys udstyres med LED-pærer. Ikke nok med at John Deere har placeret arbejdslys hele vejen rundt om kabinen, så kan de virkelig også gøre nat til dag.

Overvej opgaverne

Testtraktoren har en hel del ekstraudstyr monteret, blandt andet luftbremser, frontlift og front-PTO. Prisen ender derfor på cirka 1,9 millioner danske kroner, og det er faktisk nogenlunde samme pris som en ny John Deere 8320R - i klassen over 7R-serien.

Forskellen på topmodellen i 7R-serien og en tilsvarende i 8R-serien er ikke stor. Akselafstanden er lidt over én meter længere i 8R-serien, og effekt kontra vægtforhold er også større, idet 8320R i standard-vægt har 37,5 kg pr hestekraft, mens 7310R til sammenligning har 36,4 kg. Som tommelfingerregel siger man, at der skal 40 kg pr. hestekraft til at overføre effekten effektivt til jorden. Med frontvægt og hjulvægte, vil det være let at opfylde.

Der er derfor ikke den store forskel på de to traktorer i hver sin serie, men man bør alligevel nøje overveje arbejdsopgaverne - har man brug for en bomstærk traktor til frakørselsvognen og gyllevognen på en maskinstation, så skal man helt klart vælge 8R-serien, men er opgaverne i stedet et skårlæggersæt, kørsel med en liftplov og måske bigballepresser, så vil 7310R med den kortere længde og faktisk større frihøjde virkelig være oplagt.

Jeg vil samtidigt også opfordre til, at man overvejer, om det vil være 6.000 kroner mere værd at tilkøbe den aktive førerhus-affjedring frem for det aktive sæde. Førerhusaffjedringen vil automatisk sætte tryk på systemet ved eksempelvis nedbremsning og acceleration og tilpasser konstant vægten i kabinen.

Hvor mange John Deere chauffører kender ikke til oplevelsen af voldsomme vibrationer i spejle og spejl-arme under acceleration? Under testen oplevede jeg det aldrig som et problem, og jeg savnede ikke på noget tidspunkt det aktive sæde, selvom jeg godt ved, at mange John Deere-chauffører ikke vil tro, at det kan passe.

Det vil også være værd at overveje dækmonteringen på traktoren. Ved at gå fra gruppe 48 dæk med dimension 710/70 R 42 til gruppe 49 med dimension 710/75 R42 mister man det gode ind- og udstigningsforhold til kabinen. Trinene bliver simpelthen gjort væsentligt smallere på grund af de større dæk og dermed pladsmangel, og det er meget ærgerligt. Testtraktoren var udstyret med gruppe 49 dæk med en diameter på 2,15 meter.

Under hele testen havde jeg svært ved at få lydniveauet over 70 dB i kabinen, hvilket er super flot, og sammen med det elektriske styretøj løfter det køreoplevelsen af den grønne amerikaner op til topklasse-niveau.

Plusser

Lavt lydniveau

Højt komfortniveau

Ny terminal

Hjulskærme

Arbejdslys

Minusser

Cruisecontrol

Indstigning med store baghjul

Tekniske specifikationer

Motortype John Deere PowerTech PSS

Slagvolumen, liter 9,0

Nominel effekt kw/hk 218/298

Maksimal effekt kw/hk 248/338

Egenvægt i alt, kg 11.326

Effekt-vægtforhold 36,4

Transmission Trinløs, AutoPowr

Brændstoftank 600

AdBlue tank 25

Hydraulikydelse, liter/min 148 el 210

Maksimal løftekap. i bag, kg 10.206

Maksimal løftekap. i front, kg 5.200'

Totallængde, meter 5,650

Højde, meter 3,4

Akselafstand, meter 2,9

Venderadius, meter 6,7

Fordæk 620/75 R30

Bagdæk 710/75 R42

Støjniveau

Tomgang v. 900 omdr/min 58 dB(A)

Fuld gas v. 2000 omdr/min 64 dB(A)

Landevej 40 km/t v.

1260 omdr/min 68 dB(A)

Markarbejde 8,5 km/t v.

1530 omdr/min 66,6 dB(A)

Markarbejde 12,8 km/t v.

1580 omdr/min 68 dB(A)

Listepriser

Pris på afprøvet traktor

inkl udstyr 1.938.000

Uddrag af udstyr

på test-traktor:

Autostyring 26.559

4600 terminal 13.038

Frontlift + front PTO 59.779

Elektrisk styretøj 12.836

Importørens kommentarer

Af Lars Frederik Henningsen, salgschef John Deere, Danmark

John Deere 7310R er, som Morten Damsgaard skriver, den første i Europa med SCR-teknologi og samtidigt har den de andre opdateringer som også kommer på resten af vores 7R serie. John Deere har valgt at undgå SCR så langt som det kunne lade sig gøre til gavn for brugeren, men det sidste step nås kun ved brug af SCR. Man vil opleve et meget lavt forbrug af SCR - afhængigt af kørselsmønster.

John Deere 7310R vil samlet set have et meget fornuftigt samlet forbrug, diesel plus Adblue, vi afventer i øjeblikket de officielle test. Morten Damsgaard berører også emnet omkring valg af traktor i forhold til arbejdsopgave. Vi er meget tilfredse med at denne problematik bliver taget op da vi netop tilbyder to ?store? traktorserier. Der er ingen tvivl om at der skal ses på vægt til effekt forholdet når man skal indkøbe en ny traktor. Som der skrives i testen er det arbejdsopgaverne der sætter dagsordenen for hvilken type traktor man bør anvende.

De danske John Deere sælgere bliver netop uddannet i at hjælpe kunden med at afdække arbejdsopgaverne for at kunne træffe det rigtige valg. Vi kan fra vores side kun opfordre til at man i højere grad inddrager sælgerne i denne problematik for at få en så optimal løsning som muligt.

Vores 4600 skærm er det sidste nye inden for intuitiv betjening og sætter standarden fremadrettet, vi vil på Agromek have disse skærme med. Skærmen er kompatibel med alle de nye løsninger som bliver præsenteret ved et FarmSight seminar på Agromek. Vi vil på dette seminar uddybe og underbygge alle vores løsninger til landbruget, vel mødt på Agromek.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame