Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Ny superliga for Valtra

Af Morten Damsgaard - 4. jul. 2017 KL. 08:31

  • ww255672_1
  • ww255672_2
  • ww255672_3
  • ww255672_4
  • ww255672_5
  • ww255672_6
  • ww255672_7
  • ww255672_8
  • ww255672_9
  • ww255672_10
  • ww255672_11
  • ww255672_12
  • ww255672_13
  • ww255672_14
  • ww255672_15
  • ww255672_16
  • ww255672_17

Nyt armlæn og terminal får Valtra op i en ny liga, hvor den bestemt er en farlig konkurrent til øvrige mærker - men klarer den sig bedst med powershift eller trinløs transmission?

SmartTouch er det nye nøgleord for Valtra. SmartTouch er navnet på den nye terminal samt armlænsbetjening, som Valtra har præsenteret i N, T og S-serien, og PowerGear er det første medie af alle lande i Europa, som er i marken med det nye armlæn og terminal til test.

Rammerne for testen kan ikke blive bedre: Høj solskin og et veltrimmet triple skårlæggersæt er spændt på test-traktoren, som er en Valtra T234 Direct. Det er topmodellen af de trinløse Direct-modeller i Valtra T-serie, hvor T234 topper med 220 nominelle hestekræfter, mens der i powershift-udgaven kan opnås 254 hestekræfter med T254.

citat startcitat start

Lydniveauet i kabinen var bestemt også en fornøjelse under hele testen og jeg målte 73 dB(A) ved 13 kilometer i timen med motoren på 2.000 omdrejninger og et triple-skårlæggersæt i fuld arbejde.

- Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

Begge modeller har fået et ekstra boost, som skulle give mere moment og effekt - men mere om det senere. Allerede nu kan jeg afsløre, at den 220 hestekræfter stærke traktor ingen problemer havde med at trække det 10 meter Kverneland triple-slæt i andet slæt græs i det nordjyske, hvor der var et fornuftigt lag græs på 30 til 50 centimeters længde.

Som en telefon

Mens traktor og skårlægger suser derud af med op til 17 kilometer i timen, så glædes jeg over mit greb i traktoren igennem den nye SmartTouch-betjening.

Den nye armlænsbetjening og terminal løfter Valtra op på et nyt niveau inden for traktor-indstillinger, som både fungerer hurtigt og overskueligt.

Hvis jeg begynder med terminalen, så er den touch-følsom, og har fået en fornuftig størrelse - noget vi længe har efterspurgt hos Valtra. Terminalen kan deles op i to modes: En overvågnings-mode samt en indstillings-mode. I overvågningen kan jeg inddele terminalen i fire dele, hvor jeg eksempelvis under testen med skårlæggeren, kan overvåge autostyringen, iso-bus-styring af skårlæggeren, overvågningen af traktoren hastigheder samt et bakkamera, som også er monteret på test-traktoren. Jeg har et hav af muligheder, for selv at vælge, hvilke skærme jeg vil have vist hvor, og skiftet mellem de forskellige skærme foregår ved at swipe fingeren på tværs af terminalen - ligesom en telefon. Noget jeg hurtigt bliver dus med.

I indstillings-mode er terminalen opdelt i to dele: fronten af traktoren, samt bagenden af traktoren, og igen foregår navigationen ved at swipe på terminalen med en finger.

Hvis der eksempelvis skal indstille motoromdrejningerne, klikker jeg blot på traktorens motor i terminalen og kommer ind i en motor-undermenu. Her kan jeg bestemme omdrejnings-curise ved ganske enkelt at bevæge fingeren hen over en skala, hvor motoromdrejningerne indstilles.

Det hele er ganske logisk opbygget, og man farer bestemt ikke vild i de mange skærmbilleder.

Der er tænkt over detaljerne, og eksempelvis er traktoren i terminalen samme farve, som den traktor man sidder i. Selvom traktoren vi denne gang tester i PowerGear egentligt er en prototype, så fungerer skærmen ganske hurtigt, og reagerer præcis der, hvor jeg trykker.

Unødvendigt med Iso-bus?

Faktisk har jeg mulighed for at betjene terminalen fra traktorens kørehåndtag, som også er helt nyt. Ved at hvile hånden på håndtaget, kan min pegefinger uden problemer nå terminalen og let navigere rundt og swipe igennem menuerne, uden jeg behøver at flytte hånden fra kørehåndtaget - det har jeg ikke set i andre mærker endnu.

Selve kørehåndtaget rummer to knapper, hvor jeg selv kan bestemme, hvilke funktioner som benyttes herfra.

Ved skårlægningen med butterfly-sættet har jeg flyttet autostyringen til én af knapperne, for på den måde hurtigt at finde til næste spor på marken.

Selve skårlæggeren betjener jeg fra terminalen, da den nu kan håndtere Iso-bus funktioner. Længe har vi i PowerGear efterspurgt muligheden for styringen af Iso-bus i Valtra'ens integrerede terminal, men faktisk giver Valtra'en mig stof til eftertanke: Er det stadig nødvendigt med iso-bus-styring af redskaberne? Nu er Valtra'en udstyret med et kørehåndtag med valgfrie knapper, samt muligheden for selv at lægge valgfrie funktioner ind på højre armlæn. Kan det 10 meter Kverneland butterfly-sæt betjenes hurtigere med traktorens integrerede knapper? Måske - og det er måske værd at overveje, om man skal spare penge på indkøb af redskabet og få det uden LS og Iso-bus-styring på de redskaber, hvor det giver mening.

Det vil naturligvis give flere hydraulikslanger ved montering, men jeg tror måske, det vil fungere lige så godt ved eksempelvis en opgave som skårlægning, hvor imod rivning af græs, såning af korn og andet vil give mere mening med overvågning af redskabet fra terminalen.

Valtra fortæller, at man med tiden vil kunne flytte de enkelte Iso-bus-funktioner ud på traktorens integrerede knapper på armlæn og joystick

Iso-bus-styringen fungerer upåklageligt, og selvom det går stærkt med skårlæggeren i marken, så kan min hånd alligevel få et roligt greb om terminalens højre side, og på den måde let ramme iso-bus-funktionerne til trods for, at det er en touch-terminal. Jeg er ikke tilhænger af hundrede procent touch-styring, da det kan være meget svært at ramme rigtigt på terminalen i marken, og Valtra giver dog også mulighed for at navigere rundt med et rullehjul for enden af terminalen - Men det kan dog blive en udfordring at rulle igennem alt for mange menupunkter, inden man finder præcis dét man skal ændre.

Savner man muligheden for adskellige af Iso-bus terminalen fra resten af traktor-funktionerne kan man montere en ekstra terminal i kabinen for på den måde at få et bedre overblik.

Trinløs eller powershift

Den afprøvede traktor havde bestemt ingen problemer med at håndtere det 10 meter skårlæggersæt - og det på trods af, at man faktisk aldrig får fuld effekt ud af traktoren med PTO-udtaget i gang.

Valtra har valgt at tilføre ekstra effekt til blandt andet topmodellen i T-serien med trinløs transmission, så de nominelle hestekræfter på 220 stiger til 230 med PTO-udtaget slået til i det såkaldte boost 1. Men Valtra har også opfundet et boost 2, hvor traktoren skulle boost op til 250 hestekræfter. Der er dog lige den hage ved det, at det først er ved 38 kilometer i timen, at boosten udløses. Jeg tror ikke, der er nogen i Danmark, som nogensinde får glæde af denne funktion. Det samme gør sig gældende ved topmodellen i T-serien med powershift-transmission kaldt Versu. Her yder T254 235 hestekræfter, men stiger til 250 i boost 1 og hele 271 hestekræfter i boost 2. Det er dog tankevækkende, at momentet forbliver nøjagtigt det samme uanset boost på topmodellen i T-serien og den anden største model: T234, ligesom vi afprøver i PowerGear i denne udgave.

Som altid har vi Landbrugets Traktorafprøvning til at prøve traktoren af før test for effekt, moment og brændstofforbrug, og vi kan se, at der er stor forskel på den trinløse udgave af T-serien sammenlignet med powershift-udgaven, da vi i 2015 testede Valtra T234 Versu, og dermed også har testresultaterne fra denne test.

Vi kan se et større moment i powershift-udgaven frem for den trinløse, og det stemmer også overens med de data, som Valtra har oplyst i brochuren. Det betyder, at hvis man vil have muligheden for at hive al momentet og effekt ud af T-serien, så skal man ikke købe en trinløs, men i stedet powershift-udgaverne.

Umiddelbart vil powershift-modellerne også være mere tiltalende nu, hvor man har præsenteret SmartTouch-betjeningen, hvor jeg tror man vil opleve en traktor, som mere eller mindre kører lige så flydende som den trinløse.

Det er også værd at bemærke, at den trinløse Valtra stadig har fire gruppe-gear i den 'trinløse'-udgave, som manuelt skal skiftes imellem, dog skifter traktoren selv mellem de to højeste grupper - men der findes dog andre mærker, som ikke behøver manuelle gruppe-skift i en trinløse gearkasse.

Man skal også notere sig, at vælger man topmodellen i Versu-serien i form af T254 Versu, som yder 250 hestekræfter i boost 1 og 271 hestekræfter i boost 2, så er momentet nøjagtig det samme som i T234. Derfor kan det være svært at argumentere for købet af topmodellen i T-serien.

Velkendt traktor

Valtra T-serien er ved at være en velkendt traktor på det danske marked, og testtraktoren skiller sig ikke ud fysisk fra den nuværende T-serie. Det er SmartTouch betjeningen, som udgør nyheden i den nye T-serie.

Prismæssigt er der små 30.000 kroner forskel fra den nuværende T-serie, og de penge er bestemt godt givet ud til den nye betjening, som jeg synes løfter traktoren op på et helt nyt niveau.

Jeg bemærkede desuden en ualmindelig god affjedring på T-serien, hvor den luftaffjedrede foraksel og kabine gjorde specielt køreoplevelsen på vejen med skårlægger-sættet til en fornøjelse.

Lydniveauet i kabinen var bestemt også en fornøjelse under hele testen og jeg målte 73 dB(A) ved 13 kilometer i timen med motoren på 2.000 omdrejninger og et triple-skårlæggersæt i fuld arbejde.

Når man går rundt om traktoren, bemærker jeg et godt service-skab på højre side af traktoren, hvor der foruden den lille standard værktøjskasse og er plads til en større værktøjskasse, som er godt afskærmet under en låge, som er let tilgengælig - dog er skabet placeret på højre side af traktoren og ikke venstre side, hvor man går ud og ind af traktoren. Hvis jeg kunne bestemme, så jeg gerne at tankstudserne til AdBlue og diesel blev flyttet til højre side, så vi har en værktøjskasse lige ved ind- og udgangen til traktoren.

Ved indgangen til traktoren kan jeg blandt andet tjekke hydraulikolie-niveau, og efterfylde med cirka en enkelt liter, hvis traktoren skulle mangle.

Hvis der mangler mere hydraulikolie på traktoren, så skal det trykkes ind med specialværktøj igennem et fjernudtag på traktoren, da Valtra på den måde filterer hydraulikolien, inden det kommer ind i traktoren. Efter min mening er det dog alt for besværlig. Netop hydraulikolie skal kunne påfyldes lettere for den enkelte landmand og maskinstation.

Dog er det en fordel, at hydraulik- og transmissionsolien er opdelt.

Plusser

Højre armlæn

Betjening i ny terminal

Kørehåndtag med gode knapper

Opdelt transmission og hydraulikolie

Affjedring

Minusser

Påfyldning af hydraulikolie

Gruppeskift i trinløs transmission

Værktøjskasse i højre side

Teknisk Specifikationer

Motorproducent: Agco Power

Slagvolumen, l: 7,4

Nominel effekt kW/hk: 220

Maksimal effekt, kW/hk: 230

Moment, nm: 930

Egenvægt i alt, kg: 7.700

Transmission: Trinløs

Brændstoftank, l: 380

AdBlue tank, l: 70

Hydraulikydelse, l/min: 160

Maksimal løftekap. i bag, kg: 9.500

Maksimal løftekap. i front, kg: 5.100

Totallængde, m: 5,8

Højde, m: 3,13

Akselafstand, m: 2,995

Venderadius, m: 5,25

Fordæk: 600/65 R28

Bagdæk: 710/70 R38

Listepriser

Pris på testet traktor inkl. udstyr: 1.642.777 kr.

Uddrag af ekstraudstyr på testet traktor:

Front-PTO, hjulvægte i bag, luftaffjedret kabine.

Lydniveau

Tomgang: 58 dB(A) v. 850 omdr.

Landevejen v. 40 km/t: 70 dB(A) v. 1.500 omdr.

I marken m. skårlægger og 13 km/t: 73 dB(A) 2.000 omdr

I tomgang m blæser fuld styrke 68 dB(A)

Kommentar fra Producenten

Af Jimmi Ravnborg Salgschef Valtra, AGCO Danmark A/S

Som sædvandlig er det en fornøjelse at læse Maskinbladet tests af vores Valtra-traktorer. PowerGear-testen af den nye Valtra T234 Direct er bestemt ingen undtagelse. Det gør det ekstra glædeligt, at testen er lavet blot 14 dage efter, at de nye Valtra modeller blev præsenteret for pressen og alle forhandlerne i Europa.

Testen af Valtra T234D er den første eksterne test, der er lavet i verden, og den er vi meget stolte af. Specielt når vi ved, at alle detaljer bliver afprøvet, når PowerGear holdet først går i gang.

Der er rigtig meget at teste på den nye T234D med nyt kørehåndtag og Smart Touch. PowerGear testen beviser, at Valtra har fuldendt deres T4 serie, som bringer Valtra op i en helt ny liga med den sidste nye teknologi uden, at traktorføreren 'farer' vild i teknikken.

Denne test er udført med et 10 meter Kverneland skårlæggersæt. Stor tak til Kverneland Group, Hjallerup Maskinforretning A/S og ikke mindst Maskinbladet for at udnytte de skønne solskinsdage til test af den helt nye T234Direct.

Fælles for Valtras N4, T4 og S4 modeller er, at disse nu kan leveres med det nye kørehåndtag og Smart Touch skærm. Fabrikken i Finland vil udnytte sommerferien til at gøre klar til produktion af de nye modeller, og i uge 34 kører de første Valtra ud af fabrikken med det nye udstyr.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame