Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Mejetærskeren kører næsten af sig selv

Af Morten Damsgaard - 26. jan. 2018 KL. 12:22

  • ww277014_1
  • ww277014_2
  • ww277014_3
  • ww277014_4
  • ww277014_5
  • ww277014_6
  • ww277014_7
  • ww277014_8
  • ww277014_9
  • ww277014_10
  • ww277014_11
  • ww277014_12
  • ww277014_13
  • ww277014_14
  • ww277014_15
  • ww277014_16
  • ww277014_17

John Deere har skabt en mere intelligent mejetærsker med S700-serien, som har fået en endnu mere gennemført kabine.

Det er med spænding, at jeg sætter mig til rette i John Deeres nye flagskib inden for rotormejetærskere: John Deere S790i. Topmodellen fra verdens største producent af mejetærskere rummer flere nyheder rundt om på maskinen, som jeg ser frem til at få afprøvet. Vi afprøver maskinen under meget våde forhold på én af de sidste høstdage i 2017, som bekendt var et meget vådt høstår.

Jeg finder mig hurtigt til rette i Premium-kabinen, som har fået et nyt højre-armlæn samt et nyt kørehåndtag, og selvom vi før har rost John Deeres kabine for at være yderst gennemført, så tager de det et trin højere op denne gang - mere om det senere.

citat startcitat start

Kørehåndtaget ligger desuden urimelig godt i hånden, og i modsætningen til det gamle kørehåndtag er der sket en revolution.

- Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

Selvtænkende maskine

Den helt store nyhed på John Deere S700-serien er ikke kun opdateringerne i kabinen, men i lige så høj grad det nye ICA2-koncept.

ICA står for Intelligent Combine Adjustment, som oversat til dansk betyder intelligent mejetærsker justering, og to-tallet i navnet hentyder til, at John Deere nu har taget endnu et skridt i retningen mod den helt selvkørende maskine. Opdateringerne i anden generation af ICA er to kameraer, som er placeret på returelevatoren og i korntanken.

De to kameraer kan genkende en knækket kerne i korntanken og se på antallet af kerner i retursystemet. Ud fra de data, som opsamles her, kan mejetærskeren optimere indstillingerne på maskinen ud fra hvilken strategi, jeg som chauffør har lagt. John Deere fortæller, at de har målt kapacitetsforøgelse helt op til 20 procent med dette system i brug, og om det er rigtigt, har jeg svært ved at vurdere - men én ting er sikkert: Der er noget om snakken.

Mange mejetærskerchauffører kan helt sikkert nikke genkendende til, at man i løbet af høst-dagen ikke får optimeret tilstrækkeligt på mejetærskeren. I den travle høstperiode koncentrerer man sig blot om at få noget høstet i en fart.

Med ICA2, kan jeg fra førersædet hele tiden holde øje med, hvilke indstillinger, som mejetærskeren ændre på, og samtidigt viser maskinen en historik over, hvornår de forskellige indstillinger er blevet ændret.

Hvis man som chauffør gider, at nærstudere ændringerne, kan mejetærskeren faktisk lære chaufføren, hvornår de forskellige justeringer foretages. Og igennem testdagen var det faktisk ganske ofte der blev foretaget små justeringer.

Præcist udbytte

En anden nyhed på S700-serien er muligheden for Active Yield, som John Deere kalder producentens automatiske kalibrering af udbyttemåleren på mejetærskeren.

Indtil nu har man skulle høste en vognfuld korn, køre kornet på en brovægt, og derefter få et tal at kalibrere mejetærskerens udbyttetal efter. John Deere fortæller, at denne måling har en usikkerhed på 15 procent, og er dermed ikke helt retvisende. Nu har John Deere reduceret usikkerheden til et par procent ved at montere tre platform-sensorer i tanken. Når chaufføren har fortalt maskinen, hvilken afgrøde der høstes, og tanken fyldes med korn, vil de tre sensorer måle, hvor meget korn der helt præcist kommer i tanken. Systemet kan kun måle udbyttet ved kørsel på plan mark, og efter femte tankfuld, garanterer John Deere for præcise målinger med to procent nøjagtighed.

Under testen afprøvede vi ikke om målingerne mejetærskeren målte, stemte overens med en eventuel brovægt, så hvor præcise målingerne er, kan vi ikke vurdere - men teknologien er virkelig et stort plus på mejetærskeren, da man på denne måde er sikre på et helt retvisende billede af udbyttet hele dagen igennem.

Detaljer ved hånden

Som chauffør på den nye S700-mejetærsker, vil man straks opdage, at der i kabinen er forskel fra den tidligere S600-mejetærsker

Det første, man som chaufføren bemærker, er det nye kørehåndtag, som udformningsmæssigt er identisk med det kørehåndtag de nye topmodeller i John Deeres 6R-serie bliver udstyret med.

Kørehåndtaget giver chaufføren mulighed for at gemme op til syv valgfrie funktioner på kørehåndtaget - og der er rig mulighed for at lægge præcis de funktioner ind, som man kunne ønske sig. Det gælder alle funktioner lige fra styring af mejetærsker, skærebord, autostyring og ovenikøbet terminalen.

Eksempelvis havde jeg skift af kørebilledet i terminalen til at ligge i en rulleknap. På den måde er jeg fri for at fjerne højre hånd fra kørehåndtaget, for at skifte mellem skærmbilleder - det er virkelig smart.

Jeg lagde også autostyringsfunktioner ind i knapperne, så centrering af linjer og skift af spor, var noget jeg kunne klare fra kørehåndtaget, og dermed ikke skulle ramme et felt på en touch-terminal i måske ujævne omgivelser.

Kørehåndtaget ligger desuden urimelig godt i hånden, og i modsætningen til det gamle kørehåndtag er der sket en revolution - faktisk har jeg svært ved at forstå, at man kunne bruge det gamle kørehåndtag.

Ved bakkørsel går det dog galt for det ellers så gennemførte kørehåndtag. Hvis jeg vil gå direkte fra fremad kørsel til bak, så trækker jeg kørehåndtaget tilbage til neutral, men skal herefter skubbe det en anelse mod højre, inden det kan gå i bakgear. Skubber jeg håndtaget for langt til højre, så kører det forbi udskæringen i armlænet til bakkørsel.

Hvis jeg slipper kørehåndtaget i neutral, så vipper det automatisk helt til højre. Der er muligvis tale om en sikkerhed på kørehåndtaget, men under testen irriterede det mig voldsomt flere gange.

Ligeså skidt, som kørehåndtaget er fra frem til bak, ligeså fantastisk godt er alle de 12 volt strømstik, som er ført frem på højre armlæn. Jeg vil især fremhæve, at der er gjort plads til, at mobiltelefonen kan ligge integreret i armlænet og samtidigt blive ladet op. Det har jeg endnu ikke set på armlæn i hverken traktorer eller mejetærskere før.

For enden af højre armlæn har John Deeres 4600-terminal nu fundet vej til mejetærskerne og ligesom i traktorer, så giver det en lang række fordele med nye skærmlayout og generelt en bedre navigation og overblik. Det eneste minus ved at hoppe fra 2630-terminalen til 4600-terminalen er, at det ikke længere er muligt at afmontere terminalen, og bruge samme terminal som GPS-skærmen i én af bedriftens eller maskinstationens andre traktorer, når mejetærskeren står stille i 11 måneder om året i maskinhuset.

Glidende i besværlig høst

Testen blev udført på én af de sidste høstdage i 2017. Vi høstede hvede på en bedrift med meget lavtliggende jord i det nordjyske, og der blev kørt sammen med bedriftens egne mejetærskere, som både havde firehjulstræk og bælter.

Testmaskinen havde kun firehjulstræk, og til trods for det, gik det overraskende godt. Den forholdsvis høje dækmontering gjorde, at mejetærskeren kørte igennem forbavsende bløde områder, og det var jeg meget imponeret over.

Når man skal koncentrere sig mere om, hvor man kører og høster, end om selve høstarbejdet, så er ICA2-teknologien en stor fordel, ligesom Draper-bordet også er en stor hjælp.

Som chauffør sidder jeg blot og ser afgrøden komme utroligt jævnt ind i maskinen, og jeg er sikker på, at det hæver kapaciteten - selv i hvede, som ved 14-tiden, da vi begyndte med at høste, ikke var alt for tørt. John Deere opdaterer desuden Draper-bordet væsentligt til kommende sæson, så det skulle være mere tiltalende i store afgrødemængder som raps.

Lange serviceintervaller

Hardwaremæssigt er der ikke tale om de store ændringer på S700-serien sammenlignet med S600-serien fra 2017, idet S600-serien blandt andet fik et større sold-areal i 2016. Man udviklede et aluminium-ophæng til soldene, ligesom på T600-rystemejetærskeren fra John Deere, hvilket har gjort at man nu opnår hele 5,2 kvadratmeter renseareal på soldene, hvilket var tiltrængt for S-serien.

Det daglige vedligehold er på et minimum med få smørenipler med 50 timers interval, og resten på 100 og 400 timer. Der er dog daglige smørepunkter på skærebordet, men det kan let nås, når maskinen tanker dieselolie.

Hvis der skal foretages noget arbejde med værktøj, så foregår det med en værktøjskasse, som er spændt en smule tilfældigt fast på mejetærskerens trin i venstre side. Jeg så gerne, at man på en så stor maskine, som en mejetærsker fandt en god placering til en ordentlig værktøjskasse, som desuden gerne må have god plads til ekstra knive, fingre og andre små ting.

Under de grønne side-plader, er der let adgang til brosektionerne under rotoren. En smart funktion på mejetærskerens brosektion er en dæmpe-funktion, hvor brosektionerne affjedrer i de hydrauliske stempler. Det betyder, at brosektionerne vil arbejde med de eventuelle klumper, som kan komme ind i maskinen ved eksempelvis frøhøst. Det var desværre ikke noget, vi afprøvede under testen. John Deere kalder systemet for ActiveCorncrave.

Under brosektionerne består tilløbsplanet af snegle, som afleverer materiale på soldene. Mejetærskeren har ingen opretningsfunktion til soldene ved kørsel på sideskrå bakker. Sneglene er dog adskilt med trekanter, som gerne skulle lede materialet til hver snegl selv på skråt terræn.

Hvis maskinen kommer til at køre på bakker i maskinens længderetning, vil maskinen sørge for at styre luftstrømmen samt åbningen i soldene automatisk.

Skal maskinen arbejde meget på bakket terræn, kan de grønne mejetærskere leveres i såkaldte Hill-Master udgaver, hvor det er mejetærskerens hjulaksler, som skal kompensere for bakket terræn.

Rent motorrum

Når jeg bevæger mig oven på maskinen er jeg ganske godt tilfreds med at se et motorrum som nærmest er helt fri for avner og lignende. Placeringen af motoren sammen med køleren ser ud til at være fornuftig, og der er god plads til at rengøre køleren, hvis ikke støvsugeren kan klare arbejdet alene - som det faktisk ser ud til, at den kunne under testen.

Alt i alt forløb testen tilfredsstillende - især når vi tager testforholdene i betragtning, som ikke var de tørreste forhold. Men under disse forhold opdagede vi mejetærskerens gode evne til at køre i vådt fører med den forholdsvis dækmontering.

Plusser

Rummelig kabine

Lavt lydniveau

Gennemført højrearmlæn

Kalibrering af udbyttemåler

Funktioner i kørehåndtag

Minusser

Kørehåndtag mangler finish ved bakkørsel

Ny terminal kan ikke benyttes i flere køretøjer

Soldkasse regulere ikke for sidehæld

Ønsket om en bedre værktøjskasse

Lydmåling

Under høstarbejdet med 2.200 omdr.: 72 dBA

Tekniske specifikationer

Motor: DPS

Volumen, l: 13,5

Nominel effekt kW/hk: 405/543

Max effekt, hk: 460/625

Transmission: Hydrostatisk

Tankindhold dieselolie, l: 1.250

Tankindhold AdBlue, l: 55

Antal rotorer: 1

Rotorlængde, m: 3,124

Rotordiameter, m: 0,762

Soldareal, m²: 5,2

Korntank, l: 14.500

Tømmehastighed, l/sek: 135

Skærebordtype: Sejlskærebord

Skærebord, m: 10,5

Vægt basismaskine, kg: 19.700

Højde, m: 3,97

Dækmontering, for: IF 900/60R38

Dækmontering, bag: 750/65 R26

Dette koster John Deere S790i

Pris på afprøvet mejetærsker, skærebord inkl. udstyr:3.791023 kr.

Pris på basis-maskine: 3.225.336 kr.

Pris på skærebord: 634.980 kr.

Uddrag af ekstra udstyr på afprøvet mejetærsker:

ICA2: 124.000 kr.

Autostyring: 29.055 kr.

PowerCast halm og avnefordeling: 72.816 kr.

Firehjulstræk: 143.033 kr.

Kommentar fra Producenten

Af Anders Terrs, salgschef for John Deere i Danmark

Vi ved, at høstperioden er kort i Danmark, og derfor bruger chaufføren mange timer i mejetærskeren, når det er muligt at høste. Derfor er kabinekomforten meget vigtig for at sikre det bedste arbejdsmiljø for chaufføren. Det samme gælder for højre armlæn og kørehåndtaget, hvor chaufføren har muligheden for at tilpasse funktionerne, så de passer til deres behov. Active Yield giver mulighed for at se udbyttet, og med dette system kan vi hjælpe landmanden til at kende udbyttet uden at bruge vægten på gården.

Sikkerheden for chaufføren og folkene omkring så stor en maskine er vigtig, og det er årsagen til udformingen af kørehåndtaget bak-funktion. Antallet af terminaler vil blive reduceret i alle maskiner, og de nye terminaler kan håndtere mere, og samtidig vil de blive integreret i maskinerne - og ikke som nu hvor skærmene kan fjernes fra maskinen.

Det er muligt at bestille DynaFlo-soldkassen med et aktivt terræn-system, der justerer solde og blæsere i bakket terræn. Sneglene i tilløbsplanet er gode til at håndtere bakker, og deres skålform fordeler kerne jævnt over soldene.

Værktøjskassen er altid et godt diskussionsemne. Nogle kan lide den og andre kan ikke, men vi lytter til al feedback, og tager det med videre.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame