Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Læsseren med traktordetaljer

Af Morten Damsgaard - 30. jun. 2019 KL. 09:15

  • ww344246_1

Farmlift rummer mange gode komfort-detaljer, som man normalt kun ser på en traktor, selvom man godt kunne tænke sig mere automatik på den røde teleskoplæsser.

Når vi i PowerGear-tester teleskoplæssere, så kan alle maskiner leve op til de forhold, som man møder på de danske kvægbedrifter, som i langt de fleste tilfælde er dér, hvor teleskoplæssere kører og bliver mest udfordrede. Men under testen af Case IHs Farmlift står det hurtigt klart, at den røde teleskoplæsser klarer opgaverne med et minimum af støj i kabinen i modsætning til mange andre mærker.

Det er faktisk som om, at man kører traktor, når man er af sted i Farmlift-serien fra Case IH. På landevejen ved 40 kilometer i timen ligger lydniveauet blot på 73 dB(A), og holder maskinen stille med fulde omdrejninger viser lydmåleren blot 70,5 dB(A).

citat startcitat start

Ved ind- og udstigning af kabinen opdager man også den detalje, at Case IH har fået plads til at placere en værktøjskasse til venstre for sædet inde i kabinen.

- Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

Det er samme lydniveau som en traktor, og det er bestemt ikke hverdag, at man oplever det i en teleskoplæsser.

rich-media-1
Ved læsning af fuldfoder i en fuldfodervogn, savnede jeg en ryste-automatik. Ved læsning dybstørrelse savnede jeg en retur til vandred funktion på skovlen. Det må Case IH gerne tilføje til Farmlift-serien.

Generelt bærer komfort-niveauet præg af, at Case IH har mange års erfaringer med produktion af traktorer.

Nu er man også ved at opbygge en erfaring med produktion af teleskoplæsser, og siden Case IH viste de første teleskoplæssere på Agritechnica i 2013, og begyndte produktion i 2014, så har man i 2019 opdateret serien på flere områder. Serien strækker sig over seks modeller, og vi tester i denne udgave Farmlift 742. Det er den mest populære model i Norden, og det skyldes blandt andet en stor motorstørrelse, LS-hydraulik og det høje komfort-niveau. Med den seneste opdatering, er niveauet løftet en smule i 742, mens det hovedsageligt er i de mindre teleskoplæssere, at der er sket flest ændringer.

Føler sig hjemme

Har man i forvejen Case IH-traktorer på bedriften, så vil man føle sig godt hjemme i Farmlift-serien. For på den opdaterede version er det faktisk hele ratstamme-enheden fra traktor-serien, som har fundet vej til teleskoplæsseren. Det giver samme gode traktor-komfort, hvor ratstammen kan vinkles og skydes ud og ind. Det betyder, at man får en rigtig behagelig arbejdsstilling. Når vi tester Case IH-traktorer, så har vi på PowerGear dog altid et lille ønske til ratstammen, og det er en pedal i bunden af kabinen, så rattet hurtigt kan slås op og ned, når man skal ind og ud - for det skal man mange gange i en teleskoplæsser. Case IH har desuden allerede teknologien i rendegravere og i Magnum-serien, så det ville klæde ingeniørerne at kigge ingeniør-kollegaerne i samme organisation en smule over skulderen.

rich-media-2
Opbevaringsrum er der masser af på Farmliften, og den testede maskine var udstyret med ikke færre end tre værktøjskasser. Den ene lige til venstre for sædet, så handsker, værktøj og lignende ikke skal ligge og flyde på gulvet.

Der er rigtig mange aflægningssteder i kabinen, og mange af dem har skridsikkert underlag, så telefonen ikke flytter sig, hvis det bliver en smule ujævn. Joysticket til kontrol af bom, udskud, tredjefunktion og kørselsskift samt skift af gear sidder som en integreret del af højre armlæn, hvilket er super dejligt.

rich-media-3
Instrumenteringen i kabinen giver et let overblik over funktioner på læsseren, da alle knapper er samlet her.

Foran rattet sidder der hele otte luftdyser. Det er voldsomt mange, og de burde ikke have problemer med at holde kabinen opvarmet eller nedkølet og forruden fri for dug. Det kniber til gengæld for luftdyserne bag i kabinen at holde side - og bagrude fri for dug - for der sidder slet ingen luftdyser. Det kunne måske være en ide at flytte et par luftdyser fra forruden til bagruden i læsseren.

Ved ind- og udstigning af kabinen opdager man også den detalje, at Case IH har fået plads til at placere en værktøjskasse til venstre for sædet inde i kabinen. Det er rart, så man undgår, at handsker og værktøj kommer til at ligge og flyde i bunden af kabinen.

rich-media-4
Der er mange gode aflægningspladser i kabinen.

Der er faktisk tre værktøjskasser på læsseren. En anden er placeret foran siden af bommen, mens den sidste er placeret bag på læsseren, og den kan man med fordel bruge til opbevaring af kugler, splitter, navler eller lignende fra en eventuel hitch på læsseren. 742-modellen er faktisk godkendt til træk på 20 ton, så derfor kan læsseren med stor fordel også benyttes til hjemkørsel af halm eller lignende. Den testede læsser var også udstyret med to kreds hydrauliske bremser samt lysstik og hydraulikudtag ført flot integreret bagud.

rich-media-5
Teleskoplæsseren er godkendt til vejtransport med 20 ton i hitch-krogen. Den testede maskine var dog ikke udstyret med hydraulisk hitch-krogen, da den bruger overvejende mest tid, som på billedet: I køresiloen.

Ved kørsel på vej er der gode spejle på teleskoplæsserens højre side, mens der på maskinens venstre side sidder ét spejl, som faktisk ikke kan ses fra førersædet. Dørens karm er så massiv, at jeg fra den position, jeg har førersædet i, ikke kan se spejlet, uden at jeg skal strække nakken langt tilbage. Det var ønskeligt, at der findes en anden placering af venstre sidespejl.

rich-media-6
Testmaskinen var udstyret på dæk til kørsel på beton og asfalt. Test-værten fortæller, at de med denne dækmontering klarer sig overraskende godt i fedtet forhold uden for beton, asfalt og anden fast grund. Det vil være en anbefaling at få en sådan dækmontering monteret på sin kommende læsser, hvis man overvejende har fast bund i sine siloer og omkring staldene.

Snild og kvik

Farmlift 742 er med 146 hestekræfter og en LS hydraulikpumpe på 110 liter en rigtig fin maskine, som klarer de opgaver som skal løses på bedriften. At den samtidigt er snild og handy er en stort plus. Én af opgaverne under test af teleskoplæsseren var at muge ud i en ældre staldbygning, hvor indgangsporten blot er 2,6 meter høj og bredden ikke ret meget bredere end teleskoplæsseren. Men med Farmliftens 2,45 meters højde, så var det ikke et problem for læsseren at komme herind, og at der så samtidigt er kraft nok i læsseren til at håndtere det til tider hårde dybstørrelse, er bestemt noget man bemærker.

rich-media-7
Den snilde maskiner måler blot 2,45 meter i højden, og da én af opgaverne under testen bød på udmugning i en ældre stald med lav frihøjde, var det ikke et problem for Farmliften.

Når man kører og arbejder med læsseren, så kan den stilles i to forskellige køre-mode. Case IH kalder det for Declucth, og her har man mulighed for at bestemme, om teleskoplæsseren skal koble helt ud, når knappen aktiveres. På den måde gives der mere olie til bommen og redskabet. Vælger man ikke at koble transmission ud, når der trykkes på bremsen, så kan man i stedet dosere fremkørselshastigheden, når man eksempelvis skal ind igennem en smal og lav port.

Jeg kørte og læssede i begge modes, og jeg er klart mest tilhænger af, at teleskoplæsseren ikke kolber transmissionen fra. Det giver et ryk, når transmissionen kobles til igen, og jeg oplevede ikke, at der var problemer for at olien ikke kunne følge med til brug af bom og redskab.

Under læsning af halm kan man også styre teleskoplæsseren meget mere præcist, når læsseren ikke kobler ud, men blot reducere fremkørselshastigheden i takt med, at man træder mere og mere ned på bremsepedalen.

rich-media-8
Transmission kan både køres, hvor maskinen kobler ud, når bremsepedalen aktiveres, og dermed giver fuld olie til teleskoparmen, eller hvor maskinen stadig trækker, når der trykkes på bremsepedalen. Den sidste funktion er klart at foretrække ved præcisionsarbejde som halmlæsning.

Let service

Den testede teleskoplæsser er udstyret med centralsmøring, og den ekstraudgift på 30 til 40 tusinde kroner skal man bestemt ikke spare på en teleskoplæsser, som kører hver eneste dag. Jeg tror, at man snildt kan få 30 til 40 tusinde kroner mere for den brugte teleskoplæsser, når den har været smurt med centralsmøring.

Nu er det også muligt at få en løsning med fabriksmonteret centralsmøring på Farmlift'en, og hvis man ikke ønsker den løsning, så vil Case IH levere teleskoplæsseren med samtlige smørenipler ført frem i én smøreblok, som vil befinde i nærheden af trinet til kabinen.

rich-media-9
Der er ekstrem god adgang til service på læsserens højre side.

Et overblik over samtlige smørepunkter på maskinen kan fås i motorrummet, hvor der på et af sidepladerne er vist en oversigt. Generelt er servicepunkterne i motorrummet ført fint frem, og batteriet sidder også her godt beskyttet, men samtidigt let at komme til. Oliekølerne er desuden samlet på et af lågerne ind til motorrummet, og det er en løsning, jeg aldrig har set før. Det gør det let at rengøre dem. Knap så let er det for intercooleren, som ligger vandret på maskinen. Den er dog udstyret med hydraulisk trukne vinger, som betyder, at den kan reversere, når det er nødvendigt, men på en tør høstdag, hvor teleskoplæsseren henter halm direkte på marken, så kan jeg ikke vurdere om denne skiftende kørselsretning af kølevinger er nok til at holde den ren.

rich-media-4
Der er mange gode aflægningspladser i kabinen.

Der har ikke været mange minusser at sætte på Case IHs Farmlift, hvor oplevelsen et langt stykke hen ad vejen er noget nær en traktor. Dog ønsker jeg mig, ligesom traktoren rummer foragerautomatik, at teleskoplæsseren kan udstyres med skovlautomatikker. Eksempelvis kunne det være rart med en automatik, som sender skovlen tilbage til vandret position efter jeg har tømt skovlen i vognen eller fuldfoderblanderen, samt en automatik, hvor skovlen vil ryste automatisk, for at tømme sig selv helt.

rich-media-11
Ved læsning af fuldfodervogn kunne det være rart, at der var flere skovlautomatikker på læsseren. Både automatik til returnering af skovl til vandret, og måske en rystefunktion, når skovlen som her tømmes i fuldfodervognen.
rich-media-12
LED-arbejdslys var der ikke sparet på, på den testede maskine. Det er altid en fornøjelse at se. For man kan sjældent få for meget arbejdslys.

Plusser

Ekstrem støjsvag maskine

God venderadius

Mange opbevaringsmuligheder i kabinen

Mange indstillingsmuligheder med rattet

Tre værktøjskasser

Minusser

Højre sidespejl kan ikke benyttes

Mangler skovl automatikker

Mangler fodpedal til rat

Alle luftdyser er samlet ved rattet

Tekniske specifikationer

Motorproducent: FPT

Slagvolumen, l: 4,4

Effekt kW/hk: 146

Moment, Nm: 591

Egenvægt, kg: 8.000

Løftekapacitet, kg: 4.200

Løftekapacitet max højde, kg: 3.300

Løftehøjde, m: 7,0

Hydrauliksystem: LS

Hydraulikkapacitet, l/min: 105

Transmission: Powershift

Antal gear: 6x3

Hastighed, km/t: 40

Venderadius, m: 3,4

Akselafstand, m: 3,0

Totallængde, m: 5,239

Højde, m: 2,740

Dækmontering: 460/70 R24

Brændstoftank, l: 180

Listepriser

Pris på afprøvet teleskoplæsser, inkl. udstyr: 945.700 kr.

Uddrag af ekstra udstyr på afprøvet læsser:

Centralsmøring: 41.000

Hitch-krog: 9.100

Pris på basis-maskine: 868.600

Lydniveau

Tomgang: 58 dB(A) 1.050 omdr.

Landevejen v. 40 km/t: 73 dB(A) 2.300 omdr.

Tomgang med fuld gas: 70,5 dB(A) 2.480 omdr

I tomgang m blæser fuld styrke 78,5 dB(A) 2.480 omdr

Kommentar fra producenten

Af Heine Slyk Søe, Traktor og Teleskoplæsser Produkt og Salgsspecialist, Norden og Baltic.

Tak til Maskinbladet og PowerGear for at teste vores Case IH Farmlift.

Vi er meget stolte af at kunne tilbyde det danske marked en komfortable og snild Farmlift, hvor viden om teleskoplæsser og traktorerne sikre det bedste fra to verdener.

Flere af vores kunder fremhæver kabinen og kørerkomfort som nogle af årsagerne til at valget faldt på netop Farmlift. Hvilket så sandelig også bliver underbygget af denne PowerGear-test, hvor testpilotens efterspørgsel af virkelig high-end løsninger som pedal til rattet og alle mulige tænkelige former for bom-automatikker viser, at maskinen i sig selv, har alt det man kan forvente af en god landbrugsteleskoplæsser.

Med de seneste opdateringer så som: Telematic, centralsmørring af maskine og bom, tryk udløser på 3. funktionen og ikke mindst den forbedret transmission med "Smooth Shuttling" samt ?Smooth Shift? har Case IH styrket positionen som markedsudfordreren man bør tage seriøs.

Til slut skal lyde en tak til Sødal I/S for at kunne afholde denne test.

rich-media-13
Rattet er som hevet ud en Case IH-traktor - det giver god komfort, men der mangler alligevel samme pedal til en hurtig opklapning af rattet, som også mangler i traktorerne. I den opdateret Farmlift-serie er der desuden kommet vendegear ved rattet.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame