Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Hovedramme med indbygget styrke

Af Helge Plougmann Nielsen - 24. feb. 2017 KL. 14:58

  • ww239261_1
  • ww239261_2
  • ww239261_3
  • ww239261_4
  • ww239261_5
  • ww239261_6
  • ww239261_7
  • ww239261_8
  • ww239261_9
  • ww239261_10
  • ww239261_11
  • ww239261_12
  • ww239261_13

PowerGear har været i marken med en seksfuret liftophængt Pöttinger Servo 45 S Nova Plus vendeplov, og det som ved første øjekast ligner en spinkel hovedramme, viser sig at være en stærk sandwich-konstruktion.

En seksfuret liftophængt vendeplov kræver et godt trepunktsophæng på traktoren, og på ploven skal såvel vendehoved som hovedramme være dimensioneret til belastningen fra de seks furer. Den testede Pöttinger Servo 45 S Nova Plus er med fast bæreaksel, som er lejret fire steder. Det giver en stabil tilkobling af ploven, men eliminerer muligheden for, at få ploven leveret hurtigkobler ved bæreakslen. Nu når vi er ved tilkoblingen, så er der stor ros til Pöttinger for farvekodningen af hydraulikslangerne. Slangerne er ikke blot farvekodede med er også med plus og minus symboler, så de altid bliver monteret i de rette udtag.

Ploven har et kraftigt tårn, og vendeakslen har en diameter på 150 millimeter. Plovens hovedramme på 140 gange 140 millimeter ser umiddelbart ikke ud af meget, men hvad man ikke kan se, er at rammen har en godstykkelse på ti millimeter, og at den ud til imellem tredje og fjerde fure, hvor den er fæstet til vendehovedet, indvendigt er forstærket med to kraftige jernprofiler. Fæstet ind til vendehovedet er boltet på hovedrammen og ned i de indvendige profiler. Det giver rammen en meget solid sandwich-konstruktion, der er stærk og har den fornødne fleksibilitet, til at absorbere de vrid, som opstår i rammen.

citat startcitat start

Indstillingssystem gør det samtidig hurtigt at se, om alle forplove er indstillet i samme dybde.

- Helge Plougmann Nielsen, PowerGear-pilot

citat slutcitat slut

Den nøjagtige vægt

Samtidig med at ploven skal være stærk, skal den også være til at løfte. Derfor er vægten på ploven et af de parametre der kikkes på, når der skal handles liftophængt plov. I brochuren er vægten på den seksfurede Pöttinger Servo 45 S Nova Plus opgivet til 2.605 kg, mens den på testplovs typeskilt er opgivet til godt 3.200 kg. Forskel ligger i udstyret, og eksempelvis vejer en risteunderplov 15 kg mere end en traditionel underplov. Testploven var også udstyret med et kombineret transport- og dybdehjul med hydraulisk indstilling af pløjedybden. Det løber alt sammen op, og det viser blot vigtigheden af, at få opgivet de rigtige tal, når der købes plov. I brochuren fra Pöttinge opgives vægten på ekstraudstyr, og det er derfor let at beregne vægten på den færdigspecificerede plov.

Digital brugervejledning

På plovens typeskilt findes der også em QR-kode. Når koden scannes med mobiltelefonen, får man de nøjagtige specifikationer på ploven, samt en liste over det udstyr der er monteret på ploven. Her finder man også betjeningsvejledningen samt adresser på danske Pöttinger-forhandlere. Det er smart med den digitale brugervejledning, hvis papirversionen er blevet væk eller ligger hjemme i maskinhuset.

Som trækkraft anvendte vi en John Deere 7.310R, som var udstyret med 900 kg. frontvægt. Traktoren havde ingen problemer med at håndtere ploven, men for at udnytte forhjulstrækket effektivt, vil det være en fordel med dobbelte så meget frontvægt.

Hydraulisk vægtoverføring

For at kan pløje nogenlunde til skel, monterer Pöttinger landhjulet ud for næstsidste fure. I den position kommer landhjulet let til at bære en stor del af ploven, når der pløjes med topstangen i det aflange hul. I løst og fedtet jord kan der være behov for at korte topstangen, så landhjulet aflastes, og der lægges vægt over på traktoren. Det fungerer godt på flade marker, men med en lang seksfuret plov, er det en udfordring at kontrollere pløjedybden på bagerste fure, når der pløjes med fast topstang på kupperede arealer. For at imødegå problemet, var den testede plov udstyret med et system, som Pöttinger kalder Traction Control. Systemet, som er indbygget i topstangsfæstet, består af en hydraulikcylinder og en trykbeholder med nitrogen. Systemet sættes under tryk ved at montere en hydraulikslange i et af traktorens fjernudtag. Afhængigt af trykket kan der overføres 600 - 1.500 kg fra ploven og til traktorens baghjul. Med systemet kan der stadig arbejdes med topstangen i det aflange hul, og i kuperet terræn sørger trykbeholderen i Traction Control for den fornødne fleksibilitet, til at holde de bagerste furer i jorden, når der pløjes over en bakketop.

Traction Control leveres som ekstraudstyr til alle modeller i Servo 45 S-serien.

Let at stille forplove

Ploven var monteret med model V2 forplove, som har et forholdsvist smalt skær og er med afrundet muldpladebryst. Forplovene fungerede fint i den meget løse stubjord, der var harvet over med en tallerkenharve. Til andre konditioner tilbyder Pöttinger fire andre typer forplove, og der er også mulighed for at montere ploven med halmskræller. Fælles for forplovene er, at arbejdsdybden let indstilles ved at flytte en split i opstanderen. Indstillingssystem gør det samtidig hurtigt at se, om alle forplove er indstillet i samme dybde.

Mindre følsom over for sporvidde

Plovens kæntring indstilles med en spindel på hver side, og forreste furebredde samt træklinjen indstilles på Pöttinger Servo 45 S Nova Plus med hver sin spindel. Det gør det overskueligt og let at indstille ploven, og systemet tillader tillige en stor variation i traktoren sporvidde. Læses der blot lidt i instruktionsbogen, inden der køres i marken, er der en meget præcis angivelse af, hvordan spindlerne skal indstilles i forhold til traktorens sporvidde.

Central justering af udløsertryk

Typebetegnelsen Nova betyder at ploven er monteret med automatisk stensikring. Stensikringen er hydraulisk og underplovene kan afvige 40 centimeter i højden og ti centimeter til hver side. Udløsertrykket indstilles centralt, og kan maksimalt indstilles til 1.800 kg. Frem for en central trykbeholder anvender Pöttinger mindre trykbeholdere med nitrogen ved de enkelte udløsercylindre. Det har den fordel, at der kan arbejdes med tyndere slanger, og at trykket i systemet ikke bliver påvirket af, at flere underplove udløser samtidigt.

Det sidemonterede hjul, som var et kombineret transport og dybdehjul, var med hydraulisk regulering af pløjedybden. Hjulet var med hydraulisk dæmpning og drejer automatisk op i midtepositionen, før ploven vender. Det giver bedre plads under ploven, når den vendes, og samtidig er der ikke noget med at hjulet hænger og dasker, når ploven vendes.

Hjulet fungerede fint, men på sigt, når ploven bliver ældre og måske får en lille skævhed, savner jeg muligheden for individuelt at kunne indstille pløjedybden til højre og venstre side.

Masser af valgmuligheder

Den testede plov var monteret med risteunderplove af typen 38 WWS. Det er forholdsvis lang underplov, der giver en god vending af jorden, og som efterlader en bred furebund.

I programmet har Pöttinger tre forskellige typer af risteunderplove og ikke mindre end syv forskellige udformninger at underploven med traditionelle muldplader og en enkelt af kunststof. Nogle er gode til at pakke jorden sammen, mens andre bryder jorden og efterlader en luftigt overfalde. Man skal derfor ikke vælge den først og bedste, men vælge den underplov som opfylder specifikke krav til jordtype og overfladestruktur.

Tekniske specifikationer

Antal furer: 4-6

Åsehøjde, cm: 80

Gennemgang, cm: 95

Arbejdsbredde, cm: 23-49

Stenudløser: hydraulisk

Hovedramme, cm: 140x140x10

Vægt, seks furet, kg: 3.200

Underplov: 38 WWS

Forplove: V2

Landhjul model: VTPR

Landhjul størrelse: 340/55-16

Plusser

Let at indstille træklinje og furebredde

Fleksibel vægtoverføring

Hydraulikslanger med farvekoder

Hovedramme med indbygget styrke

Landhjul holder midteposition, når ploven vendes

Kombineret transport og landhjul

Minusser

Fast bæreaksel uden hurtigkobler

Manglende mulighed for individuel korrektion af pløjedybde

Tung ? men på niveau med konkurrenter

Hjulet kommer langt ud, hvis den rykkes til bagerste fure

Pris

Seks furet Pöttinger Servo 45 S Nova Plus 271.425 kr.

V2 forplove 18.765 kr.

Traction Control 6.510 kr.

VTPR landhjul 31.290 kr.

500 mm rulleskær på bagerste fure 8.735 kr.

Pris for den testede plov 336.725 kr.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame