Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Den idelle mejetærsker?

Af Morten Damsgaard - 21. sep. 2018 KL. 15:27

  • ww306855_1
  • ww306855_2
  • ww306855_3
  • ww306855_4
  • ww306855_5
  • ww306855_6
  • ww306855_7
  • ww306855_8
  • ww306855_9
  • ww306855_10
  • ww306855_11
  • ww306855_12
  • ww306855_13
  • ww306855_14
  • ww306855_15

Agco kalder sin nye store mejetærsker-satsning for Ideal. Men er det den idelle mejetærsker? Maskinen byder på et hav af nytænkning, men der er naturligvis altid plads til forbedringer.

Det er bestemt ikke hver dag, at man får lov at sætte sig i førersædet på en ny mejetærskergeneration, hvor udviklere og ingeniører fra hele verden har sat sig for at lave én mejetærsker, som skal kunne høste på alle kontinenter. Desuden er man begyndt fra et næsten helt blankt papir, og det glædes man over at genkende flere steder på maskinen.

PowerGear-testteamet møder den nye Ideal-mejetærsker på én af de sidste høstdage i det nordjyske, hvor vi har fået fornøjelsen af at afprøve topmodellen i Ideal-serien: Ideal 9T.

citat startcitat start

- Jeg kan godt lide, at der her er tænkt i nye og anderledes baner, end hvad vi er vant til.

Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

I topmodellen har vi 647 hestekræfter, og at det er en T-model, vi er afsted med, betyder, at maskinen er udstyret med en bælteundervogn. Skærebordet er 40 fod bredt og er, naturligvis fristes man til at sige, af Powerflow-udgaven, som Agco har været kendt for i en lang årrække.

Fuld kontrol

Maskinen afprøves i en vårbygmark, som ligger på den gode side af fem ton pr. hektar. Hvordan kapaciteten er i den nye Ideal-mejetærsker, er derfor svært at danne sig et indtryk af, men vi høster med fem til otte kilometer i timen, og det går ganske fornuftigt. Høsten 2018 har dog været en udfordring i hele landet, hvis man ville afprøve den egentlige kapacitet i Ideal-mejetærskeren, og derfor vil jeg ikke udtale mig om det område.

Jeg kan dog roligt udtale mig om oplevelsen fra førersædet i maskinen, da jeg i løbet af høstdagen fik en god fornemmelse af både førerkomfort og overblik over maskinen.

Kabinen er noget af det eneste, som ikke er nyudviklet på maskinen, men det kan man bestemt ikke mærke. Der er rigtig god plads til chauffør, passager samt opbevaring i mange forskellige aflægningspladser rundt omkring. Højre armlæn kender vi også fra de øvrige mejetærskere fra Agco, og noget af det, som jeg rigtig godt kan lide, er muligheden for at gøre det meget overskueligt:

Terminalen for enden af højre armlæn kan skubbes helt ud til højre side, og dermed spærrer den ikke for udsynet til det 40 fods brede skærebord.

Informationer som spild, mængde i korntank, hastighed og lignende kan jeg i stedet finde i en lille skærm til højre for kørehåndtaget. Det giver et fantastisk overblik, og udbyttemåleren leverer information til skærmen om den aktuelle mængde i korntanken. Derved skal man ikke gætte sig frem til, hvor meget der egentligt er i korntanken under høstarbejdet.

Kørehåndtaget er fjedrepåvirket, og det kan vi vist lige så godt vænne os til, selvom jeg er stor tilhænger af et kørehåndtag, som skubbes frem, jo hurtigere man kører.

Men Agco skal dog have ros for at have lavet kørehåndtaget mere medgørligt end i de tidligere mejetærsker-serier. Jeg føler ikke, at jeg ikke har kontrol over maskinen, og skiftet mellem frem og bak fungerer tilfredsstillende, og uden man febrilsk sidder og rykker i håndtaget.

En rigtig god detalje her er, at når skærebordet kører i auto-mode, så vil det automatisk hæve, hvis jeg pludselig rykker håndtaget tilbage - i situationer, hvor der sker noget uventet i skærebordet. Det er bestemt en rigtig god detalje, når man ikke helt er dus med maskinen.

Indstilling af maskinen kan enten foregå i terminalen eller med genvejsknapper på armlænet, og det er rart med begge muligheder, da trykknapper altid er hurtigere, når man ændrer indstillinger under arbejdet.

I terminalen har maskinen også den smarte detalje, at man kan få vist mejetærskeren oppefra ved hjælp af fire kameraer, som er monteret på maskinen. De fire kameraer samler alle fire billeder til ét i terminalen, og man har på den måde 360 graders udsyn hele vejen omkring maskinen.

Det er rart, at teknologien på den måde kan hjælpe til, at man som chauffør minimerer risikoen for at køre ind i noget og nu har mulighed for at se ting, som før var i den blinde vinkel.

Opmærksomhed på skærebordet

Noget teknologien ikke kan hjælpe med er at erstatte chaufførens øje på skærebordet.

Under testen var jeg i områder langt nede med skærebordet for at få afgrøden med, og da underlaget består af en spagnum-lignende jordtype, skulle der ikke meget til, før det 12,2 meter brede skærebord kom i jorden - og fik jord med ind i skærebordet.

Normalvis er det forholdsvis let at få jord ud af skærebordet igen med hænderne - men et powerflow -skærebords opbygning, gør denne irriterende opgave en anelse mere besværlig. Jorden lægger sig bag ved powerflow-båndene og under sneglen, og det er mildest talt umuligt at komme derind og få jorden væk fra skærebordet. Det er naturligvis heller ikke jord, som en mejetærsker skal høste - men ofte er uheldet ude. Især i et år som 2018, hvor afgrøden er meget kort.

En god detalje forrest på mejetærskeren er muligheden for at kippe sluget, så skærebordet får en mere eller mindre aggressiv angrebsvinkel på afgrøden.

Under testen bemærkede jeg desuden et af powerflow-bordets glæder: Et meget ensartet flow til maskinen.

En rigtig god detalje er desuden en hurtig afmontering af mejetærskerens slug på eksempelvis skærebordet, hvis der køres nogle fremmedlegemer ind i maskinen.

Maskinen er nemlig bygget op med kun to drivlinjer: Én til rotorerne og en til sluget og skærebordet. Det betyder, at man kan afmontere trækket til sluget og skærebordet i en forvokset PTO-aksel, og ved at afmontere hydraulikslanger til skærebordet fortæller Agco, at man kan afmontere sluget. Det fik vi ikke mulighed for at prøve under testen, men jeg kan ret godt lide idéen fra Agco.

Hvis man i øvrigt har mange af- og påmonteringer af skærebordet i løbet af en arbejdsdag, så tilbyder Agco en løsning til Ideal-mejetærskeren med en AutoDock, hvor skærebordet monteres og afmonteres automatik, uden at chaufføren skal ud af kabinen.

Hurtig service

Når der skal tømmes korn af, så sker det i en fart på Ideal-mejetærserken. Med et tankindhold på 17.000 liter og en aflæssehastighed på 210 liter i sekundet, så tømmes korntanken på halvandet minut. Det går voldsomt stærkt, og derfor har man hos Agco også sørget for, at chaufføren kan vælge tre forskellige aflæssehastigheder, så det kan tilpasses til forholdene.

Et andet område, hvor det går stærkt på Ideal-maskinen, er den daglige service. Servicepunkterne plejer man let at kunne nå, mens maskinen tanker dieselolie, og det gør sig i dén grad også gældende her. Dieseltanken rummer hele 1.500 liter, og derfor kan man let nå de daglige smørepunkter, mens der tankes: Der er nemlig ingen.

Samtlige smørenipler på maskinen har 500, 250 eller 50 timers intervaller. Kontrol af remme er også et hurtigt kapitel, da der blot er 13 remme på maskinen.

Lange rotorer

I det hele taget er opbygningen af maskinen meget enkelt. Afgrøden afleveres fra sluget til Rotorfeederen, som fordeler materialet til de to langsgående rotorer. Agco oplyser, at rotorfeederen kører med 70 procent af rotorhastigheden, og disse stilles derfor på samme knap i kabinen. Det er også her, at eventuelle sten fanges af stenfælden, som let tømmes stående ved mejetærskerens forhjul.

Afgrøden leveres af rotorfeederen til de to Helix-rotorer, som Agco kalder de meget lange rotorer på hele 4,8 meter i længden. Det er først i rotorerne, at tærskningen og udskillelsen af materialet sker, og rotorerne består derfor af et tærske-område i de første 1,2 meter af rotorernes længde. Agco fortæller, at de lange rotorer er mere skånsomme mod materialet, og det får jeg faktisk også en fornemmelse af under testen. På mange måder minder halmen nemlig om noget, som har været igennem en rystemaskine og ikke en rotormaskine, da skårene ser langt mere luftige og fyldige ud, og strået i mange tilfælde er hele.

Rotorerne kan revseres fra kabinen og endda i små step, så man kan rokke en eventuel forstoppelse løs. Det er et meget stort plus.

Fra tærskebroerne forrest på Helix-rotorerne falder kerne ned på et tilbageløbsplan, som er en plastik plade med udformninger i, og som afleverer materialet forrest på tilløbsplanet.

Det samme gør sig gældende med de kerner, som udskilles i resten af rotorens længde. Her vil et langt tilbageløbsplan aflevere materialet i tilløbsplanets afslutning.

Begge af disse plastikplader er udformet som et badekar, hvilket betyder, at der selv under bakket kørsel ikke skulle være risiko for, at materialet løber ud over siderne. Desuden er den lille plade buet indad for at placere en større del af materielet i midten af tilløbsplanet og soldene efterfølgende, mens den store plade buer udad, så materialet i højere grad ledes ud til siderne på tilløbsplanen og derefter soldene.

Tilløbsplanet har desuden høje sider monteret, og på denne måde fortæller Agco, at man kan høste på sideskråninger på op til 15 procent uden risiko for kernespild.

Om det er rigtigt, har vi under testen ikke chance for at afprøve, men løsningen med nogle forholdsvis simple plastikplader for på den måde at undgå en selvoprettende soldkasse er ikke dumt tænkt. Det giver en enkelt maskine og færre komponenter, som kan gå i stykker.

Jeg kan godt lide, at der her er tænkt i nye og anderledes baner, end hvad vi er vant til. Dog savner jeg, at tilløbsplanet ikke kan afmonteres fra maskinen. Pladerne kan dog fjernes, og derved kommer der mere plads til tilløbsplanet. Men jeg kunne godt tænke mig, at man kunne helt afmontere tilløbsplanet for en grundig rengøring med højtryksrenser.

Vender ikke skrapt

Det har alt i alt været en fornøjelse at være i selskab med den nye Ideal-mejetærsker, og i de kommende år er jeg sikker på, at vi vil se flere af de sorte maskiner på de danske marker.

Jeg har ikke fundet ret mange minusser på maskinen, og jeg har gemt det største minus til sidst: Venderadius.

Selv med 2 x 40 fods forager så kunne maskinen ikke vende rundt. Det må Agco gerne få styr på, da det kan være et stort irritationsmoment i det daglige.

I de første par år af Ideal-mejetærskerens levetid samles der blandt andet data sammen til senere brug i mejetærskeren. Det skal forstås på den måde, at Agco har lanceret Ideal-harvest, som er et mejetærsker-optimeringsprogram. I løbet af høsten 2019 skulle systemet være oppe at køre, og så er det muligt at bestemme, hvilke parameter som skal afgøre maskinens præsentation i marken.

Allerede nu kan man på en tablet følge med i Ideal-mejetærskerens materialeforløb ind igennem maskinen, og det er yderst interessant. Det er disse målinger og visninger, som med tiden skal føre til, at optimeringssystemet Ideal-harvest skal komme til at give en virkning.

Plusser

Høj førerkomfort

Enkel maskine

Ingen daglige smørenipler

Reversering af rotor

Stor korntank

Hurtig aftømning

Minusser

Ringe venderadius

Tilløbsplan kan ikke afmonteres

Powerflow-skærebordet er ikke let at tømme for jord, hvis uheldet er ude.

Tekniske specefikationer

Motorproducent: MAN

Volumen, l: 15,2

Max effekt, kW/hk: 483/647

Transmission: 2 trin hydrostastisk

Tankindhold dieselolie, l: 1.500

Tankindhold AdBlue, l: 180

Antal rotorer: 2

Rotor længde, m: 4,837

Rotordiameter, mm: 600

Antal gear på rotor/rotorhastighed: 2

Soldareal, m²: 7,95

Korntank, l: 17.000

Tømmehastighed, l/min: 201

Skærebordtype: PowerFlow

Skærebord, m: 12,2

Listepris

Pris på testet maskine: 4.698.414 kroner

Uddrag af udstyr på maskinen:

40 fod PowerFlow skærebord: 529.530 kroner

Pris på basismaskine: 3.667.041 kroner

Pris på AutoDock-system: 49.100 kroner

Importørkommentar

Af Martin Jensen, produktchef Agco høstmaskiner:

Vi er fra Agco meget glade for Maskinbladets test som tydeligt viser, at vi har tænkt anderledes med udviklingen af en mejetærsker for fremtiden.

Maskinbladet har fuldt os tæt de sidste par år, hvilket giver et uvildigt, men godt indtryk, og selvfølgelig er vi rigtig glade og stolte over det.

Vi har haft en fantastik sommer med masser af god kunde-feedback under demoturen, hvilket jo er det vigtigste, og jeg er glad for, at Ideal rundt om i landet er blevet taget så godt imod.

Kapacitet, renvare, og service , enkeltheden har været punkter, som de fleste godt har kunne lide, og til næste år har vi aftalt med Maskinbladet sammen at køre i en tung hvedemark, hvor fakta om kapacitet kommer på bordet.

Powerflow-skæreborde har rigtig nok en ulempe, når man får jord ind i skærebordet, men omvendt har det så mange andre fordele, og de fleste normale år henter det mere kapacitet og penge hjem til slutbrugeren.

I forhold til venderadius har Ideal samme specifikationer som andre producenter, og det er et spørgsmål om den korrekte indstilling og justering af bagakslen set i forhold til den enkeltes krav.

Vi har så mange tiltag på Ideal, som ændrer branchen for mejetærskere, og vi glæder os til at levere de første maskiner til kunder i 2019 og ser frem til samarbejdet.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame