Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Brutal trækkraft fra Le Mans

Af Morten Damsgaard - 12. maj. 2018 KL. 07:00

  • ww291655_1
  • ww291655_2
  • ww291655_3
  • ww291655_4
  • ww291655_5
  • ww291655_6
  • ww291655_7
  • ww291655_8
  • ww291655_9
  • ww291655_10
  • ww291655_11
  • ww291655_12
  • ww291655_13
  • ww291655_14
  • ww291655_15
  • ww291655_16
  • ww291655_17
  • ww291655_18
  • ww291655_19
  • ww291655_20
  • ww291655_21
  • ww291655_22
  • ww291655_23
  • ww291655_24

Claas har med den nye Axion 900 serie en ny topmodel, som både viser muskler i marken og et ganske fornuftigt brændstofforbrug. Betjening i kabinen mangler dog sidste finish.

Le Mans i Frankrig er kendt for det 24 timers lange racerløb, som afholdes hvert år i juni, men den franske by er også hjemstedet for Claas' traktorfabrik, hvor vi i denne udgave afprøver topmodellen fra Le Mans-fabrikken: Claas Axion 960 Cmatic.

Den nye topmodel i Axion 900-serien yder ifølge producenten 445 hestekræfter på motoren, og det har vi under testen konstateret, at den påstand bestemt holder.

citat startcitat start

Jeg er dybt imponeret over, at Claas'en trækker den fem meter harve af sted med 12-13 kilometer i timen med blot 1.300 motoromdrejninger og harven i knap 30 centimeters dybde.

- Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot

citat slutcitat slut

For test-traktoren har næsten ligeså meget fart over feltet under testen, som racerbillerne på Le Mans-banen i hjembyen. Trækkraften er enorm i test-traktoren, som afprøves i det nordjyske nær Sindal med en fem meter Lemken dybdeharve.

Jeg er dybt imponeret over, at Claas'en trækker den fem meter harve af sted med 12-13 kilometer i timen med blot 1.300 motoromdrejninger og harven i knap 30 centimeters dybde.

Ændret kørestil

Claas fortæller, at man har ændret motor-karakteristikken på den nye 900-serie, så motoren generelt går med færre omdrejninger end normalt, og dermed udnytter motorens moment bedre.

Som altid har vi Landbrugs Traktorafprøvning til at afprøve test-traktoren, og tallene fra testen viser hele 424 hestekræfter på PTO-udtaget ved 1.800 motoromdrejninger. Ikke nok med, at der er mange hestekræfter til rådighed, så er der også et højt moment, som ved 1.800 motoromdrejninger ligger på 3.100 newtonmeter, mens momentet topper ved 1.300 motoromdrejninger, hvor vi rammer hele 3.300 newtonmeter.

Det hele klares desuden med et lavt brændstofforbrug på 200 g/kWh, hvilket er et af de laveste forbrug, som vi har målt i PowerGear i denne klasse.

Claas er udmærket klar over, at man har et stort moment ved lavere motoromdrejninger, og blandt andet derfor har man i den nye Axion 900-serie lavet en softwaremæssig hjælp til chaufføren. Det går ud på at traktoren kan arbejde med mindst mulige motoromdrejninger, for dels at udnytte det høje moment, men også for at spare brændstof. Claas kalder systemet for 'Drop', og det går i al sin enkelthed ud på, at jeg som chauffør har mulighed for at indstille to procentsatser, hvor jeg tillader traktoren at gå måske 20 procent ned i omdrejninger fra det maksimale omdrejningstal - hvis traktoren kan håndtere det.

Eksempelvis kan man med gyllevognen indstille en Drop-funktion til kørsel med gyllenedfælderen i marken på 30 procent. Dermed tillader man, at traktoren må gå med 30 procent færre omdrejninger, hvis traktoren kan trække det ud fra den hastighed, man ønsker at opnå. Hvis der pludselig kommer en bakke, et leret område eller lignende, kan jeg med et enkelt klik på kørehåndtaget skifte Drop-område og eksempelvis i stedet tillade et maksimalt fald i omdrejningerne på 15 procent.

Under testen indstillede jeg det ene Drop-område til 40 procent, og den andet til 20 procent. Da jorden på marken, som vi testede traktoren på, var godt muldet, havde traktoren intet problem med at trække harven i begge modes, og derfor kørte jeg en time med hver funktion og opdagede et markant lavere brændstofforbrug. Målt i Claas' egen terminal, kunne jeg se en forskel på 10 liter brændstof mindre i timen, når traktoren fik lov at gå med færre motoromdrejninger, og i stedet udnytte det store moment.

Det var desuden fantastisk at mærke en motor arbejde omkring de 1.300 motoromdrejninger og stadig komme fremad i et fornuftigt tempo. Denne ændrede kørestil med langt færre omdrejningerne på motoren er noget, jeg er overbevist om, vi kommer til at se mere til i fremtiden. Motorproducenterne udvikler nemlig nye motorer til at gå med færre omdrejninger end før i tiden for både at udnytte motorens moment, men også for at spare brændstof.

Det er i øvrigt værd at nævne, at Claas Axion 900-serien har fuld effekt til rådighed hele tiden, der er ingen boost-funktion, og derfor har man fuld effekt, ligegyldigt om man pløjer, harver, kører med rotorharve eller gyllevogn.

Terminal med mangler

Den nye Axion 900-serie har ikke fået de store designmæssige løft sammenlignet med den tidligere Axion 900-serie, som den afløser.

Det første man bemærker, er den nye katalysator på traktorens højre side, som gør, at traktoren overholder de nyeste emissionskrav. Ellers er det mindre detaljer, som skiller traktoren ud fra den tidligere Axion 900-serie såsom vidvinkelspejle.

Foruden den nye motor-karakteristik er det først inde i kabinen, at man opdager en af de store nyheder på den nye Axion-serie: Cebis touch-terminal.

Claas' tidligere Cebis-terminal til opsætningen af traktoren fungerede med trykknapper og sad for enden af højre armlæn. Terminal sidder fortsat for enden af højre armlæn og kan stadig betjenes med trykknapper - men terminalen har nu fået et helt nyt layout og er blevet touch-følsom.

Terminalen er hurtig og let at arbejde med i det daglige. Fra terminalen kan alle traktorens informationer aflæses og sættes op.

Skærmen er også vokset i størrelse og dækker nu 12 tommer. Nu skulle man tro, at terminalen dermed har fået flere funktioner integreret, men det er desværre ikke tilfældet. Autostyring og Isobus-redskaber skal stadig betjenes fra en separat terminal, som i langt de fleste tilfælde vil være Claas S10-terminal. Det gør som sådan heller ingenting, da både autostyring, Isobus-redskabsstyring og traktor-informationer kan være meget at have i én terminal, men jeg så dog gerne, at jeg kunne have mindst én af tingene i Cebis-terminalen.

I mange tilfælde kommer en Axion 900 foran en gyllevogn, og der har man kun brug for autostyring, da en gyllevogn sjældent er Isobus-styret og hydraulikken er LS-styret. Ved sådan et tilfælde, vil Cebis-terminalen næsten blive overflødig.

Til et sådan formål har Claas dog muligheden for at levere en Cis+ udgave, hvor man i stedet for Cebis-terminalen i armlænet, får en mindre terminal på traktoren A-stolpe.

Selve armlænet vil i en Cis+ udgave også være anderledes, og man mister desværre det fantastiske Cmotion-kørehåndtag, som kun tilbydes sammen med Cebis-terminalen.

Prisforskellen på Cebis touch-terminal og Cis+ udgaven er blot 30.000 kroner - så man sparer ikke det store, og jeg håber også, at man i fremtiden vil se flere funktioner i Cebis-terminalen, som måske blot kræver en softwareopdatering - andet vil i hvert fald være helt håbløs.

Fra Cebis-terminalen justerer man i øvrigt frontliftens position, og på test-traktoren var der ingen midtermonteret ventiler monteret, hvilket betyder, at frontliften 'stjæler' fjernudtag nummer et bag på traktoren. Det vil sige, at når man elektronisk låser frontliften op og benytter fjernudtaget ved frontliften, så sender traktoren også olie ud til udtag nummer et bag på traktoren.

Hvis man skal benytte traktorens frontlift til mere end blot at køre med en frontklods, skal man virkelig overveje løsningen med midtermonteret ventiler.

Komfortabel oplevelse

Foruden en ny terminal, som jeg synes, har for mange mangler, så stjæler terminalen faktisk en stor del af udsynet til højre.

Kabinen på Claas Axion 900-serien er en bred, men kort kabine. Og når højre armlæn i sig selv fylder meget med en stor integreret terminal, og man får sat en ekstern skærm i til styring af autostyring, så er der faktisk ikke meget udsyn til højre. Den nye katalysator på højre side af traktoren i forbindelse med udstødningen tager også alt for meget udsyn, og under testen kunne jeg ikke se mit højre forhjul - som endda havde tvillinghjul monteret.

Dog var køreoplevelsen med tvillinghjul en behagelig overraskelse. Den nye Axion 900-serie er blevet udstyret med en kraftigere foraksel, som har styrecylindre på 60 millimeter i diameter. Det betyder, at jeg næsten i stilstand med traktoren ikke har et problem med at dreje hjulene i yderstilling. Under testen var det også en positiv oplevelse, at jeg ikke skulle tage ekstra godt fat i rattet, for at dreje rundt på forageret med traktoren.

I forbindelse med tvillinghjul-monteringen i bag tilbyder Claas en lygtebom på hver side af traktoren, som let monteres med en bolt og forberedte stik til lys, som blot klikkes på. En anordning til blot 2.600 kroner, hvilket er virkelig godt givet ud efter min mening.

Selve kabinen på Axion 900-serien har god plads. Der er masser af strømstik til opladning af telefon og lignende, og jeg er vild med, at markedets måske største integreret køleskab er til rådighed under passagersædet.

Service i top

Når jeg bevæger mig ned fra kabinen, så glædes jeg over de mange detaljer ved venstre dør, hvor man både finder polerne til batteriet, som er flot ført frem, samt en full-size værktøjskasse under venstre trinbræt. Her trækkes værktøjskassen ud på en rulleskinne, og det er virkelig en fornøjelse med en så stor værktøjskasse lige, hvor man går ind og ud af traktoren.

Man tænker måske, at det stjæler noget af pladsen fra dieseltanken, men Claas Axion 900-serien tager hele 640 liter brændstof, hvilket ligger over gennemsnittet for denne traktorstørrelse.

Adgang til motoren er let, og kølerne klappes fint ud - ligesom på den tidligere model. Det er fortsat Fiat Powertrain Tecnologies (FPT), som er motorleverandør til Claas Axion 900-serien, og der er tale om en 8,7 liters motor, som overholder de seneste emissionskrav med ren SCR-teknologi, hvilket betyder, at der skal efterfyldes AdBlue. Al efterbehandling af udstødningsgassen foregår udenfor motorrummet, og det betyder blandt andet, at man sikrer et helt optimalt indsprøjtningstidspunkt samt intet genbrug af udstødningsgasser i et EGR-system med sod og snavs for motorrummet til følge.

Servicemæssigt er alt på traktoren i orden, dog så jeg gerne, at der var en bedre afskærmning mellem bagtøj og baghjul. Der er forholdsvis åben, og her kan der hurtigt komme jord, halm og andet til at ligge og varme på bagtøjet.

Alt i alt har Claas Axion 960 været en positiv oplevelse, hvor trækkraften sjældent er set bedre. Oplevelsen af en overlegen traktor var til stede og samtidigt en let kørt stortraktor.

Der er få mangler på traktoren, hvor den nye Cebis-terminal skuffer. Jeg vil kraftig overveje en Cis+-version, hvor man slipper for en stor terminal, som ikke har den store værdi - dog skulle det ikke undre mig, at Cebis-terminalen blot kræver en software-opdatering for at kan køre enten Isobus eller autostyring, så måske ville det være en god fremtidsinvestering at bestille en Axion 900-serie med den nye terminal.

Plusser

Førerkomfort

Effekt og moment

Stort køleskab i kabinen

Stor værktøjskasse ved indgangen

Lækkert kørehåndtag

Manøvredygtig stortraktor

Minusser

Udsynet til højre fra førersædet

Den nye terminal mangler funktioner

Mangler afskærmning for skidt ved bagtøj

Teknisk Specfikationer

Motor: FPT

Volumen, l: 8,7

Nominel effekt kW/hk: 323/440

Maksimal effekt, kW/hk: 327/445

Moment, nm: 1.860

Egenvægt i alt, kg: 13.900

Transmission: Trinløs, ZF

Brændstoftank, l: 640

AdBlue tank, l: 64

Hydraulikydelse, l/min: 150(220)

Maksimal løftekap. i bag, kg: 11.250

Maksimal løftekap. i front, kg: 5.185

Totallængde, m: 5,7

Højde, m: 2,4

Akselafstand, m: 3,15

Venderadius, m: 6,95

Fordæk: 650/65 R34

Bagdæk: 710/75 R42

Listepriser

Pris på afprøvet teleskoplæsser inkl. udstyr:2.537.287,50 kr.

Pris på basis-traktor: 2.256.937 kr.

Uddrag af ekstraudstyr på afprøvet traktor:

5. hydraulikudtag: 10.575 kr.

Lædersæde: 16.312 kr.

S10-terminal: 39.900 kr.

Lydniveau

Tomgang, 800 omdr.: 59 dB(A)

Fuld gas, 2.200 omdr.: 72 dB(A)

11 km/t, 1.400 omdr.: 72 dB(A)

40 km/t, 1.500 omdr.: 70 dB(A)

Importørkommentar

Af Lars Johnsen, slagschef hos Danish Agro Machinery

Med Powergear testen fra Maskinbladet slår Claas endnu engang fast at Axion 900 leverer trækkraft i særklasse. Det lærte vi med den tidligere serie og det cementeres med den nye model i serien Axion 960. Samtidig viser testen også et meget lavt brændstofforbrug, som bla. opnås via en transmission med meget høj virkningsgrad. Transmissionen i traktoren er også ny og designet til at overføre de mange hestekræfter fra 960'eren, bla. via større hydrostater. Som testpiloten også nævner, så er traktoren forbedret på mange områder, men jeg vil her også nævne nogle af de nye funktioner som, ikke er nævnt i testen. I den nye Cebis Touch er det nu muligt selv at bestemme hvilken kontakt/funktion der skal betjene et hydraulik udtag. Det vil sige at hvis man f.eks. skulle ønske at betjene frontliften i traktorens joystick så kan man frit indstille dette.

Det er også blevet muligt at prioritere et hydraulikudtag. Der er nu hele 10 ?F-taster? som kan programmeres til div. funktioner, så som Isobus osv. Efter Januar er alle Claas traktorer som std. udstyret med luftbremser, som overholder de nye krav om et 2-linje bremsesystem, så det gælder selvfølgelig også den afprøvede traktor. I testen er der lidt kritik af at frontliften bruger et hydraulikudtag som også benyttes bag på traktoren. Det kan der jo være fordele og ulemper ved, det er afhængig af den pågældende situation. Men Claas Axion 960 kan konfigureres med et væld af hydrauliske løsninger og det er helt op til den enkelte kunde at vælge og det er selvfølgelig også en mulighed at have en dedikeret hydraulikventil til frontliften.

Førerkomforten roses i testen og det er også et særkende på Claas traktorer hvor alle traktorer over 150 HK som std. har 4-punkt affjedret kabine. Også den daglige service får pæne ord med på vejen og det er der gode grunde til. Køler og luftfilter er meget hensigtsmæssigt placeret i forenden af traktoren og de er tilgængelig ved at lukke motorhjælmen op, der skal ikke fjernes en masse plastik skærme først. Samtidig er der kun ganske få smørersteder på den nye foraksel. At der er forholdsvis åbent mellem bagtøj og hjul oplever jeg som positivt, da skidt og jord nok skal komme derind uanset hvad, men med denne løsninger det også til at få det ud igen, f.eks. med en kompressor. Jeg synes jo at den nye terminal får urimelig kritik. Claas har valgt er 2 skærms strategi, hvor GPS, kamera og Isobus visen i GPS terminalen, på denne måde har man muligheden for at flytte terminalen fra den ene traktor til den anden.

I Cebis Touch terminalen har man fuldt overblik over traktorens funktioner, mens GPS/Isobus terminalen viser redskab og autostyring. Den nye touch terminal er bestemt intuitiv. og der er kommet mange nye genveje direkte fra terminalens forside. Samtidig har Claas fastholdt at terminalen kan betjenes med rulle/tryk-knappen, som vi kender det fra de tidligere serier. Det kan i flere tilfælde være nemmere at betjene funktionerne via denne knap, fremfor direkte på touch skærmen, men begge måder er muligt. Den nye Axion 900 serie er på stage 4 udstødningsnorm, dette betyder at der på denne traktor skulle laves plads til en ekstra katalysator. Den er placeret i højre side af traktoren, i forbindelse med kabinestolpen. Jo katalysatoren fylder mere end udstødningsrøret på den tidligere serie, men jeg vil vurdere at det er placeret på det mest hensigtsmæssige sted, hvor udsynet begrænses mest muligt.

Danish Agro Machinery A/S takker for testen og interesserede kunder kan henvende sig til den lokale Claas-forhandler for mere information og evt. demonstration.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame