Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Bedriftens hurtige læssemaskine

Af Morten Damsgaard - 7. apr. 2017 KL. 11:21

  • ww245841_1
  • ww245841_2
  • ww245841_3
  • ww245841_4
  • ww245841_5
  • ww245841_6
  • ww245841_7
  • ww245841_8
  • ww245841_9
  • ww245841_10
  • ww245841_11
  • ww245841_12
  • ww245841_13
  • ww245841_14
  • ww245841_15
  • ww245841_16
  • ww245841_17
  • ww245841_18
  • ww245841_19

Manitou kan med NewAg-serien levere en hurtig læssemaskine med nye detaljer og måske markedets bedste ind- og udstigningsforhold.

Hvis en teleskoplæsser skal være hurtig, er det ikke nok, at den har hurtig hydraulik og en kraftig motor. Hurtigheden gælder også ind- og udstigningen fra maskinen. For er der én maskine på bedriften, hvor man oftest løber til og fra førersædet, så må det helt klart være teleskoplæsseren. I denne udgave af PowerGear er vi i køresiloen med nyt fra det franske teleskoplæsser-hold: Manitou, som viser den nye NewAg-serie.

NewAg har netop hurtighed gemt i detajlen, hvor ind- og udstigningsforholdene tager kegler:

citat startcitat start

Den nye Manitou-serie har gjort det markant let at ramme trinet fra kabinen inden man træder ned på jorden.

- Morten Damsgaard, PowerGear-testpilot.

citat slutcitat slut

Teleskoplæssere har ofte trinene til kabinen gemt ind under kabinens gulv, da man på den måde får en smal maskine, hvor trinene ikke stikker ud over maskinens bredde. Den nye Manitou-serie har gjort det markant lettere at ramme trinet fra kabinen, inden man træder ned på jorden, ved at lave en udskæring i kabinens gulv, og det er noget, jeg bemærker lynhurtigt i denne test, som foregår både med læsning af silomajs, kørsel med bigballer samt fejning med en hydraulisk kost.

NewAG-serien strækker sig over flere modeller fra seks meter rækkevidde og tre ton løftekapacitet til ni meter rækkevidde og fire ton løftekapacitet. Testmaskinen i denne udgave er 737-130, som er spået til at overtage den populære MLT 735s placering som den absolutte mest populære teleskoplæsser til landbruget hos Manitou.

Den nye serie har fået en ny kabine med helt ny indretning, ny motor samt ny elektronisk styring af blandt andet transmission. Designet skiller sig også ud, hvor blandt andet teleskop-armen nu er malet i sort frem for den oprindelige røde Manitou-farve.

Sæt dit personlige præg

Indretningen i kabinen er ny på flere områder. Blandt andet følger joysticket sædets bevægelser op og ned, og det er behageligt, hvis man kommer ud på et ujævnt underlag. Desværre stilles armlænet ikke med sædet i længderetningen, hvilket er en smule underligt.

Alle knapper i den nye kabine er udformet ens. Det vil sige, at man som bruger selv kan bestemme, hvilke knapper der skal sidde hvor. Vil man eksempelvis hellere have firehjulsstyringen flyttet op i højre armlæn, så kan det lade sig gøre. Manitou har vist, at det kan lade sig gøre rent fysisk på ganske få øjeblikke - men virkeligheden forholder sig dog anderledes, da ledningerne til knapperne skal flyttes med.

Selve styringen kører ved hjælp af Lin-Bus, hvilket betyder, at knappernes placering på armlænet i princippet er underordnet, da hver enkelt knap har præcis sit eget unikke signal intern i teleskoplæsserens elektroniske system.

Forrest i kabinen er der kommet en ny terminal, hvor maskinen kan opsættes og finjusteres fra. Terminalen er hundrede procent elektronisk, og navigeringen foregår med et drejehjul fra højre armlæn.

Det hele er let at finde ud af, da terminalen oven i købet er på dansk.

Hurtig og snild

Efter både at have kørt med overfaldsskov, halmspyd og hydrauliskkost, så kan jeg konkludere, at skift af redskaber og indstillinger af eksempelvis olieflow sker meget let. Hydraulikkapacitet i 737-modellen ligger på 150 liter i minuttet, ligesom forgængeren, hvilket passer fint til den 130 hestekræfter Deutz AG-motor.

Læsseren reagerer lynhurtigt på mine kommandoer i kabinen og sammen med en utrolig lille venderadius på knap fire meter, så føles maskinen rigtig snild.

Når redskaberne med hydrauliske slanger skal til- og frakobles, så kan trykaflastningen på begge lynkoblinger ske fra en gul knap placeret ved blinklyset ude foran på maskinen. Når man aktiverer knappen, lyser blinklyset som en indikator for, at trykket aflastes. En smart detalje.

Handsker til af- og påmontering af slangerne er der fint plads til i en værktøjskasse, som er placeret ved indgangen til kabinen. Her er den rigtig fint placeret, og kassen har en god størrelse, så der både er plads til trækkæder, diverse nagler og naturligvis handsker. Det er rart, at handsker og lignende ikke kommer til at ligge og flyde i teleskoplæsserens kabine.

Flere transmissions-indstillinger

Den nye transmissionsstyring af den seks trins powershift-gearkasse gør det blandt andet muligt at indstille sammenspillet mellem transmission og fremdrift således, at jeg kan vælge, hvilke opgaver som har højeste prioritet. Vælges HydroPlus vil teleskoplæsseren bruge mere hydrauliskkraft på læsseopgaverne end transport. Vælges TransPlus er det lige modsat. Læsseren kan også stilles i Standard-mode, hvor teleskoplæsseren opfører sig, som den altid vil gøre uden prioriteringer.

Når jeg sætter teleskoplæsseren i HydroPlus må jeg sige, at jeg oplever en særdeles kvik maskine. Her tager teleskoplæsseren selv omdrejninger på motoren, og der kommer derfor en stor oliemængde til betjening af bommen. Desværre giver det den ulempe, hvis jeg samtidigt skal køre frem eller tilbage, da transmissionen dermed kobler ret voldsomt til, da motoren går med flere omdrejninger. Det resulterer i, at jeg skal bremse læsseren med bremsepedalerne, og dermed lave en anelse blødere tilkobling. Måske der er tale om en software-ændring, men jeg tror først funktionen virkelig kommer til sin ret, når de trinløse modeller i NewAg lanceres. Model 635, 740 samt 940 kommer i en V+-udgave, som har en trinløs transmission, hvor motorens omdrejninger kan arbejde uafhængigt af fremkørselshastigheden. Dermed bliver det pludselig interessant, at der kan være fuld oliemængde til bommen, mens læsseren kan køres frem eller tilbage med større præcision.

Godt udsyn

Jeg glædes over et godt udsyn fra kabinen hele vejen rundt om maskinen. Motorhjelmen er tilpas lav til at jeg kan se både højre og venstre baghjul. Udsynet er også godt efter mørkets frembrud med hele 10 LED-arbejdslamper, hvor maskinen er lyst op, næsten hele vejen rundt. Desuden oplevede jeg et ret godt kabinelys i mørket, selvom der kun sider én lampe i kabinen.

Når jeg går i højden med bommen og læsser eksempelvis halm, så opdager jeg hurtigt, at forruden er ét helt stykke glas, hvor sikkerhedsgitteret faktisk også er vinklet således, at der er et godt udsyn op, når bommen kører helt ud. En fordel ved stakning af halm er, at læsseren kan indstilles til at bom-affjedringen slår til, ligeså snart maskinen kommer over fem kilometer i timen. Det er med til at opretholde den gode komfort. Vi har før været efter Manitou i PowerGear med et ret højt støjniveau i kabinen - især under transport med 40 kilometer i timen. Det er nu rettet, og man har faktisk reduceret støjniveauet i kabinen fra over 85 dB(A) til 75 dB(A).

En ting der ikke styrker komforten er, at den automatiske håndbremse er fjernet. Manitou har altid været kendt for, at når maskinen sættes i neutral, så slår den automatisk håndbremse til. Det er lavet om i NewAG til en traditionel manuel håndbremse. Det må Manitou gerne lave tilbage igen. Man får aldrig trukket den manuelle håndbremse, og det ender pludselig en dag med, at en maskine løber fra en bruger, og måske ender i en ulykke.

God motorhjelm

De daglige vedligeholdespunkter er lette at overskue på Manitou-læsseren. Hvis der ikke vælges centralsmøring på maskinen, så er smøreniplerne ført fint frem, både til bagaksel og til bom.

Motorhjelmen er også ny, og den åbner i ét stykke, med ét håndtag, så den er let at lukke, uden fare for, at håndtagene springer op, og efterfølgende køres af, som var ulempen på de tidligere modeller.

I motorrummet arbejder Deutz AG med ren SCR-tekonologi, hvilket betyder, at der blot skal fyldes AdBlue og brændstof på maskinen. Det er let at kontrollere luftfilteret og motorolie, men straks værre at udskifte filterne til både motor- og transmissionsolie. De er gemt rigtig godt ad vejen, men hvis det alligevel er værksteder der står for service, så kan man i princippet være ligeglad som chauffør og ejer af maskinen.

Jeg savner dog muligheden for opluk af den nederste del af afskærmningen ind til motoren, så man på den måde har mulighed for vask af motor med højtryksrenser.

Plusser

Ind og udstigningforhold

Trykaflastning betjenes udefra

Mulighed for selvbestemmende knapplacering

Godt med arbejdslys

Let kontrol af olieflowet

Minusser

Automatisk håndbremse er fjernet

Armlæn justering følger ikke sædet

Filtertilgang i motorrummet

Lydmåling

Tomgang: 68,5 dB(A) 800 omdr.

Landevejen v. 40 km/t: 76 dB(A) 2.250 omdr.

Tomgang med fuld gas: 75 dB(A) 2.010 omdr

I tomgang m blæser fuld styrke 76 dB(A)

Tekniske specifikationer

Motorproducent: Deutz AG

Slagvolumen, l: 3,6

Effekt kW/hk: 95/129

Moment, Nm: 500

Egenvægt, kg: 7.700

Løftekapacitet, kg: 3.700

Løftekapacitet max højde, kg:

Løftehøjde, m: 6,9

Hydrauliksystem: LS

Hydraulikkapacitet, l/min: 150

Transmission: Powershift

Antal gear: 6

Hastighed, km/t: 40

Venderadius, m: 3,97

Akselafstand, m: 2,81

Totallængde, m: 4,97

Højde, m: 2,38

Dækmontering: 460/70 R24

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame