Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Dansk trækæsel på steroider begejstrer

Af Testteam: Peter Grimstrup, Tommy Larsen og Knud Lynggaard. Tekst og foto: Kim Ebbesen - 7. apr. 2017 KL. 11:35

  • 94713_1
  • 94713_2
  • 94713_3
  • 94713_4
  • 94713_5
  • 94713_6
  • 94713_7
  • 94713_8
  • 94713_9
  • 94713_10
  • 94713_11
  • 94713_12

Hydrema 922F rummer masser af overskud, og i førerhuset er alt - næsten - også, som det skal være.

Hydrema har stolte traditioner at leve op til, når de leverer maskiner til PowerGear. Både hjul­graveren MX16 og rendegraveren 906E har tidligere været i hænderne på vores testteam, og begge har præsteret overbevisende. Denne gang er turen kommet til Hydremas nyeste udgave af deres 922 dumper, hvor den danske producent er nået til serie F. Den kom på markedet i november 2015, hvor den skulle fortsætte forgængernes kamp om markedet mod dumpere fra eksempelvis Volvo, Cat og Bell.

I den kamp har 922F bestemt ikke noget at skamme sig over. Med en egenvægt på cirka 16,4 tons er der plads til 12 kubikmeter i dumperkassen, der er bygget af Hardox 450 højstyrkestål, og selv med fuldt læs trækker den seks­cylindrede 6,7 liters Cummins motor ubekymret af sted.

Motoren efterlever Stage 4/Tier 4 Final-kravene ved hjælp af EGR med køling og en variabel turbo. Systemet er ifølge Hydrema vedlige­holdesfrit og indeholder således ikke et dieselpartikelfilter. Regenereringen af systemet sker uden driftstop.

Store roser

Sammenlignet med så mange andre kategorier af entreprenørmaskiner er en dumper ikke det mest komplekse. Den skal kunne slæbe og trække igen og igen og tusind gange mere derefter. Uanset og underlaget er fast, løst, plant eller skråner, skal dumperen præstere, og det er de betingelser, de bliver bygget efter.

Det skaber hos Hydrema en maskine, som bedst kan betegnes som et trækæsel på steroider, men i den moderne verden er det ikke uforeneligt med høj komfort for maskinføreren. Heller ikke hos Hydrema 922F. Det første trin ophængte i stålwirer kan sikkert være drilsk for nogle, men derefter er det slut med prøvelserne. Når først man sidder i førerhuset, er man i gode hænder, er testteamet enige om.

- De høje trin er bøvlet for mig med mine gamle ben, konstaterer Peter Grimstrup, som dog bliver mødt med smil fra resten af testteamet:

- Jeg synes, det er nemt at komme op og ned. Det er selvfølgelig ikke en trappeopgang, men jeg kan springe op uden problemer, siger Tommy Larsen.

Velinstalleret i sædet bliver man mødt af masser af plads. Udsynet til alle sider fejler som udgangspunkt ingenting, men en lang snude på grund af motoren samt maskinens øvrige fysiske dimensioner nedsætter udsynet fremad og til siderne. Paradoksalt nok mener testteamet, at der er bedst styr på udsynet bagud på grund af det velplacerede og godt beskyttede bakkamera. Udsynet præsenteres på en monitor i førerhuset, og her er der med farvekoder beskrevet i skærmbilledet, hvad dumperen risikerer at ramme på sin rute bagud. Her er der samlet vurderet topkarakter.

Selve sædet får også roser med på vejen.

- Sædet kan det hele på nær justering frem og tilbage. Manøvrehåndtaget sidder i armlænet og følger sædets bevægelser. Knapfunktionerne er der også tænkt over. De mest anvendte sidder fremme i frontstolpen, mens de sekundære findes bagude, siger Tommy Larsen.

Varme og ventilationsindstillinger er endnu et område, hvor dumperen indhenter topkarakterer. Blandt andet takket være de mange og effektive dyser, som hurtigt kan blæse ruderne fri for dug eller rettes mod føreren, så vedkommende kan nyde godt af varmen.

Styr på tingene

Motoren yder 218kW/296 hk ved 2.100 o/min. Det maksimale drejningsmoment er 1044 Nm ved 1.500 o/min. Selv med tungt læs på ryggen trækker maskinen uanfægtet videre - også i blødt og løst føre. ­Boogie-konstruktionen på bagakslerne giver konstant greb i underlaget, hvilket sikrede at de 800 mm dæk, testmaskinen var forsynet med, hele tiden havde kontant og kunne overføre motorens moment til hjulene.

Der var ikke helt enighed omkring støjgenerne fra dækkene ved landevejskørsel, men maskinen ligger tæt på topkarakter.

For en mekaniker og servicemand som Tommy Larsen er der anerkendende nik til Hydremas løsninger på de punkter. Der er ganske enkelt styr på tingene, mener han:

- 922F er ikke for dem, der selv vil gå og pille. Elektronikken er låst, så det kræver en montør for at komme ind bagved. Personligt synes jeg, det er en god ting, for så er der ikke noget at tage fejl af.

Han er godt tilfreds med den elektriske fronthjelm, som sikrer fin adgang til de relevante servicepunkter.

- Adgangen til filtre mv. er bestemt til at arbejde med. AdBlue-filteret kræver, at man fjerner 8-10 bolte for at komme til det, men det gør mig ikke noget. Det er selvfølgelig en høj maskine, så som servicemand kræver det en lille stige for at komme op både for og bag, med mindre man er 2,20 m høj, men den stige har alle servicefolk med alligevel, siger han.

Maskinens stabilitet giver anledning til lidt debat.

- Hvis den bliver ustabil og vælter, så vælter hele maskinen. Der har Volvo en løsning, hvor det kun er ladet, som lægger sig ned, siger Peter Grimstrup.

- Hydrema mener, at 922F ikke kan vælte på grund af maskinens stabilitetspunkter i det hydraulisk stabiliserede knækled, siger Tommy Larsen.

- Den samme løsning kender man fra deres knækstyrede rendegravere. Her virker det. Dem har jeg aldrig set vælte. Der er mange andre mærker, der har forsøgt at efterligne det, men de kan ikke få det til at fungere på samme måde, siger Peter Grimstrup.

Af sikkerhedshensyn har dog testteamet ikke forsøgt at fremprovokere de ekstreme situationer, hvor maskinen - måske - risikerer at lægge sig ned. Hydremas stabilitetssikring er således hverken bevist eller forkastet.

Begrænset kritik

Det ændrer ikke ved, at Hydrema 922F klarer sig flot i denne Powergear-test, mener testteamet.

- Det er en rigtig fin. Jeg mangler lige flere indstillinger i sædet, men eller har jeg ingen kritik, siger Knud Lynggaard.

- Hvis man skal købe en dumper, så kan jeg ikke se, hvorfor man skal købe noget andet. Selvfølgelig kan den vælte, men en rutineret fører ved, hvordan han skal placere sig, og så vælter den ikke. Jeg kan ikke sætte en finger på noget - på nær hensynet til mine gamle stive ben, siger Peter Grimstrup.

- Det er en dejlig maskine, hvor der er, hvad der skal være. Jeg kunne også godt ønske mig et endnu bedre sæde, som tog sig bedre af bevægelserne frem og tilbage under arbejdet. Det er bedre, at sædet tager imod bevægelserne, end det er ens ryg. Fartpiloten er et plus, og så er det dejlig, at man kan tømme ladet bare med en træk i joysticket, siger Tommy Larsen.

Foruden de 800 mm brede dæk var testmaskinen også monteret med bagklap med centralt smørepunkt samt automatisk centralsmøring. Begge dele er ekstraudstyr.

NyhedsbrevFå nyhederne først!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame