Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Udsigt til afgiftsbesparelse ved sikker håndtering af kemi

Af Rasmus Dalsgaard - 23. dec. 2017 KL. 08:02

  • ww276055_1
  • ww276055_2

BASF har besluttet at satse på et nyt 100 procent lukket påfyldningssystem til planteværn, som får premiere på pantekongressen i januar.

BASF betegner et nyudviklet påfyldningssystem til planteværn som en verdensnyhed og satser på at brug af systemet vil resultere i en afgiftsbesparelse.

Systemet er et såkaldt CTS-system (Closed Transfer System) som er 100 procent lukket og dermed uden risiko for sprøjtefører og miljø i forbindelse med påfyldning af marksprøjter.

Bag systemet, som har fået navnet Ezi-connect, står firmaet Scholle IPN, der er kendt for løsninger til fødevarebranchen, blandt andet aftapningshaner til papvin.

Industristandard

Samtidig med satsningen på Ezi-connect opgiver BASF sit eget hidtidige bud på, hvordan planteværn kan fyldes på sprøjten uden risiko for sprøjtefører og miljø. Forventningen hos BASF er ganske enkelt, at det nye system er så enkelt og effektivt, at det liver industristandard og vil trænge alle øvrige bud på sikker påfyldning ud af markedet.

- Vores eget system var for bøvlet, og det synes vi også, at andres løsninger har været. Ezi-connect er et bekvemt og sikkert system til at fylde sprøjtevæske på marksprøjter samt efterfølgende rengøring af emballagen fra sprøjtemidlerne, siger Anders Fjendbo fra BASF.

Han fortæller, at satsningen på Ezi-connect har opbakning fra den øverste ledelse i BASF, og at Danmark er valgt som introduktionsland til systemet.

- Derfor har vi også fået Ezi-connect testet på Teknologisk Institut, fortæller han.

Særligt låg

Anders Fjendbo forklarer, at systemet fungerer ved at emballagen forsynes med en ny type låg, der er fastmonteret på denken med sprøjtemiddel. Først når dunken placeres med bunden i vejret på Ezi-konnect-delen på sprøjten, er det muligt med et håndtag at åbne for sprøjtemidlet, som suges over i sprøjtetanken med variabelt regulerbar hastighed.

Låget åbnes ved, at der inde i låget er en slags ventilprop, som efter endt påfyldning og rensning af emballagen lukkes til igen, ligesom den ydre del inde i låget også rengøres, inden emballagen fjernes fra Ezi-connect-delen på sprøjten.

Hvis en dunk kun tømmes delvist, lukkes ventilproppen i låget, hvorefter lågets ydre del rengøres, så der ikke på nogen måde er risiko for punktforurening, eller at sprøjteføreren kommer i kontakt med så meget som en dråbe sprøjtemiddel, når dunken fjernes.

Testet af landmænd

Systemet er testet af en halv snes danske landmænd. De fik dunke med blå væske i stedet for sprøjtemiddel. De blev iført hvide dragter og hvide handsker, så enhver spildt dråbe ville blive afsløret.

Anders Fjendbo fortæller, at der overhovedet ikke var spor af den blå væske efter landmændenes håndtering, og det bekræfter ham i, at systemet ikke kun teoretisk, men også i praksis er 100 procent lukket.

- Derfor vil Ezi-connect også være positivt for bedriftens APV, siger Anders Fjendbo.

Verdenspremiere

Den egentlige verdenspremiere på Ezi-connect bliver midt i januar på plantekongressen i Herning.

Der kommer til at stå en John Deere-sprøjte foran Herning Kongrescenter, hvor systemet kan ses og demonstreres, og BASF har desuden en stand indenfor, hvor det bliver muligt at nærstudere samt høre mere om.

Når systemet er introduceret på plantekongressen, forventer Anders Fjendbo at nogle hundrede danske landmænd og maskinstationer tager systemet til sig. BASF regner med at have et enkelt produkt, Viverda, klar til systemet allerede fra foråret, og herefter vil flere produkter løbende blive introduceret og få tilnavnet Ezi.

Afgiftslettelse

Den reducerede risiko for sprøjteførere og miljø ved produkter i Ezi-emballage forventes at give en afgiftsnedsættelse på produkterne. Det er BASF allerede i kontakt med Miljøstyrelsen om.

Anders Fjendbo kan endnu ikke sige, hvor stor afgiftslettelsen bliver, men han forventer, at Ezi Connect-delen til sprøjte kommer til at koste en halv snes tusinde kroner og vil kunne tjene sig hjem på et almindeligt stort landbrug alene i kraft af et enkelt års afgiftsbesparelse på et enkelt produkt.

Han håber at kunne give et reelt bud på afgiftsbesparelsens størrelse i forbindelse med lanceringen på plantekongressen.

Når planteværnsmidler med tilnavnet Ezi skal have lavere afgift, betyder det, at der bliver forskellig label i forhold til samme produkt, der leveres i emballage, som ikke passer til Ezi-connect-systemet.

Sprøjteproducenter

Efter verdenspremieren i Danmark, er det BASF's plan, at systemet skal på markedet i de nordiske og baltiske lande og siden udbredes til resten af Europa, og BASF har allerede aftaler med flere sprøjteproducenter, som vil tilbyde systemet.

Og en aftale med Kyndestoft Maskinfabrik sikrer, at Ezi-connect fås til alle sprøjtefabrikater.

Se hvordan Ezi-connect fungerer på denne video fra BASF

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame