Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Tjekkisk plov vender dansk muld

Af Jens Frandsen - 22. sep. 2011 KL. 14:03

  • 499806-1
  • 499806-2
  • 499806-3
  • 499806-4
  • 499806-5

Fem-furet risteplov fra tjekkiske Opall-Agri kører nu i Danmark

En fem-furet liftplov fra Tjekkiet har nu fået sin debut på det danske marked, idet importøren, Landteknik-Andersen, har solgt den første af slagsen til Henrik Kristensen ved Kibæk i Midtjylland.

Henrik Kristensen, der både har en slagtekalveproduktion og driver maskinstation, har tidligere i år prøvet en demo-model af den nye plov, og resultatet er faldet så godt ud, at han for nylig fik leveret sin nye, tjekkiske plov - kaldet Jupiter 140.

- Vi kunne godt bruge en fure mere på vores gamle Kverneland-plov, og da jeg gennem mange år har købt reservedele hos Landteknik Andersen, var det naturligt at prøve deres plov, siger Henrik Kristensen.

Han pløjer årligt omkring 500 hektar med store variationer i jordtyperne.

- Jeg har prøvet den i problem-jord. Vi har en del tung morjord, men det var ikke det store problem, fortæller han.

Henrik Kristensen passer en hel del økologisk jord, hvor det er vigtigt, at der bliver skåret rent.

- Jupiter 140 er god til at vende jorden - uanset jordtypen - og den laver et godt såbed, vurderer Henrik Kristensen.

Selv om det er en tung plov, trækkes den fint af bedriftens John Deere 6930 og 6920-traktorer, selv om importørens anbefaling lyder på 200 hestekræfter.

- Men det kræver så til gengæld et godt føre, siger Henrik Kristensen.

Ingen større forskel

Han har også prøvet en plov fra Lemken, men syntes ikke, at der var nogen større forskel at spore i sammenligning med den tjekkiske plov.

- Udover malingen virker der ikke til at være forskel på de to plove, fastslår han.

Dog mangler Jupiter 140 hydraulisk justering af furebredden, og hydraulik er noget, som Henrik Kristensens far er vant til at bruge.

- Han er fast mand på ploven, så jeg er ret spændt på, hvad han siger til at undvære hydraulikken, forklarer Henrik Kristensen.

Hos Landteknik-Andersen har man en formodning om, at Opall-Agri snart kommer med hydraulisk justering af furebredden. Måske allerede til Agritechnica, hvor den tjekkiske maskinfabrik vil vise dets produkter.

Afgørende for valget af ploven var også en pris, der ligger noget under, hvad konkurrenterne forlanger.

- Det handler om mindst mulig afskrivning pr. hektar. Og med store lønomkostninger må man se sig om efter alternativer, uddyber Henrik Kristensen, der regner med at have sparet godt 20 procent i forhold til et køb af de førende mærker.

Den største

Risteploven fra Opall-Agri er den største liftplov, firmaet fremstiller. Og det er især den, som Landteknik-Andersen vil satse på.

- Opall-Agri laver mange forskellige plove, men denne model, Jupiter 140, vil egne sig godt til det danske marked, og den passer til traktorer på 200 hestekræfter, fortæller Frank Andersen, der sammen med sin bror Per er indehavere af Landteknik-Andersen i Sønderjylland.

Han tilføjer, at plovrammen er fremstillet af Mannesmann i Tyskland.

- Fabrikken laver også rammer til nogle af de mere kendte mærker, så der er ikke sparet på kvaliteten, mener Frank Andersen.

Han forklarer, at forploven ligner Kvernelands konstruktion, mens resten er meget lig en Lemken. Dog med en vigtig undtagelse:

- Ristepladerne har tjekkerne selv designet, og de er lavet på en måde, så jorden - uanset jordtype - ikke kastes op, men lægges blødere rundt.

Frank Andersen nævner desuden plovhjulet, som både fungerer som landhjul og som transporthjul.

- Hjulet har også en enkel form for bremse, der sætter ind, når ploven vender. På denne måde bremses hjulets bevægelser, siger han.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame