Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Majsen topper i nord

Af Jette Beck - 14. sep. 2018 KL. 14:00

Majsen er ved at være høstet i Nordjylland og smilene breder sig. Udbytter og kvalitet ser ud til at være i top.

Udbyttemålere og vægte viser gode udbytter hos Guldager Maskinstation ved Hjørring. Henning Christiansen og de seks faste medarbejdere har haft travlt med majshøsten og været over 1000 hektar majs til helsæd. Henning, som er ejer af Guldager Maskinstation, er fuldt ud tilfreds og ligeledes landmændene fortæller han.

- Vi har aldrig før høstet grønne majs med fuldmodne kolber. Det har været fantastisk. Jeg er spændt på, om kvaliteten er ligeså god som udbytterne, siger maskinstationsejeren begejstret. Flere steder har den nordjyske maskinstation høstet topudbytter, og da Henning Christiansen så Maskinbladets artikel om den fynske majshøst blev han nødt til at reagere.

- Jeg syntes , at de fynske majs så lidt fesne ud, i forhold til dem, vi har høstet her i Nordjylland. Vi har høstet på rigtig gode majs, både der hvor der har været vandet, men sandelig også der, hvor majsen ikke har været vandet, siger Henning Christiansen og tilføjer.

- Mange steder har vi høstet over 10.000 foderenheder per hektar, og det er godt her i nord. Vi har høstet 40 tons per hektar i mange marker, og det er vel at mærke tørre majs, der ikke giver saftafløb, siger Henning Christiansen, som forventer at afslutte majshøsten i denne uge.

Positivt overrasket

Kvægrådgiverne hos LandboNord har også en god fornemmelse for fodersituationen i majs.

- Vi er positivt overrasket over majshøsten i år. For to måneder siden var vi nærmest i panik på grund af tørken, men det er slet ikke gået så galt. Vi har mange landmænd, der har avlet 10-10.500 foderenheder per hektar, så det gik slet ikke så galt. Kolberne er nået at blive rimelige, og de arealer, hvor vi havde problemer med høsten sidste år på grund af vand, har avlet rigtig godt i år, udtaler Karsten Brødbæk fra LandboNord.

Han forklarer dog, at spredningen er stor, men han tror, at majsudbytterne kommer op på 90-95 procent af normalen.

- Vi ser fornuftige udbytter af god kvalitet, med 1,10-1,15 kilo tørstof per foderenhed på de bedste prøver. Så de tørke-foderplaner, vi lavede for to måneder siden, er nu ændret til mere normale foderplaner, for vi forventer majs nok i stakken.

Pas på tørstoffet

Også i Himmerland og Midtjylland ser majshøsten fornuftig ud. Kvægrådgiver i D&K Gruppen Dorte Brask Pedersen er speciel overrasket over fordøjeligheden.

- De få analyser, vi har fået allerede, ser fornuftig ud med god og middel kvalitet. Der er stor variation, men specielt stænglerne har en høj fordøjelighed i år, og hos dem, der har vandet, ser vi har et fint stivelsesindhold. Der er få prøver med under 30 procent stivelse, forklarer Dorte Brask Pedersen. Hun opfordrer dog landmændene til at tjekke tørstofprocenterne, da de er høje i år.

- Sørg for at få stakkene kørt godt sammen, for at undgå at majsen tager varme under lagring. Det høje tørstofniveau kan give problemer, hvis der er for meget luft i stakken og ensileringen ikke er optimal.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame