Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Lav kornpris øger behovet for specialafgrøder

Af mbl - 2. jan. 2018 KL. 09:41

Den lave kornpris betyder, at det bliver mere og mere aktuelt at finde andre afgrøder, der har en højere værdi.

De sidst par år har kornprisen ligget på et lavt til moderat prisniveau. Det betyder, at special-afgrøder med fordel kan tages med i overvejelserne, når markplanen skal laves.

- Det er særdeles aktuelt at finde afgrøder med et bedre dækningsbidrag, siger Poul Madsen, der er teamleder for planteavl hos Agri Nord.

I Nordjylland er det højværdiafgrøder som kartofler, alm. rajgræs, hestebønner og raps, der er aktuelle.

Agri Nord sætter fokus blandt andet på de afgrøder, når der afholdes det store planteavlskur-sus Planteavl Anno 2018 over to dage fredag den 26. januar fra 8.30-16.00 og tirsdag den 30. januar fra 8.00-16.30.

Forlænger sæsonen

En anden fordel, udover den højere afregning, er, at de fleste specialafgrøder forlænger sæsonen i marken. For eksempel er græsfrø tidligt modne, mens hestebønner modner sent.

- Du får sæsonen spredt ud over en længere periode, og det giver blandt andet en bedre kapa-citet på mejetærskeren, siger planteavlskonsulenten.

Specialafgrøder giver som regel også et bedre sædskifte i forhold til at have korn efter korn.

- Man vil opleve færre sygdomme i afgrøderne og en større frugtbarhed i afgrøderne, siger Poul Madsen.

På planteavlskurset vil planteavlskonsulent og kartoffelspecialist Jannie Rendbæk Sørensen, Agri Nord, holde indlæg om mulighederne i kartoffeldyrkning, mens Anders Musse fra KHL i Kolding, fortæller om hestebønner.

Fra 1.000 til 14.000 kroner

Landmand Morten Toft Thomsen, der kommer og fortæller om planteavl i praksis på kurset, har stor erfaring med at dyrke specialafgrøder. Han har de sidste syv år været driftsleder på et planteavlsbrug, hvor der udover vårbyg, hvede, rug og vinterbyg også dyrkes rajgræs af plænetype, vinterraps og melkartofler.

Morten Toft Thomsen har regnet Dækningsbidrag II ud på samtlige afgrøder. Korntyperne har ligget på 1.000-2.000 kroner pr. hektar, mens kartofler har været den helt store højdespringer med cirka 14.000 kroner pr. hektar. Rajgræsset er også godt med, med 8.000 kroner pr. hektar. Fra i år er Morten Toft Thomsen startet som selvstændig kartoffelavler med 50 hektar melkar-tofler og 50 hektar læggekartofler af melsorttype til kartoffelmelsfabrikken AKV Langholt.

Høj risiko

Vil man prøve kræfter med specialafgrøderne, skal man gøre sig klart, at der er er en højere risiko forbundet med at dyrke højværdiafgrøder.

- Der stilles større krav til input som planteværn, udsæd og gødning, og hvis man vil dyrke græsfrø, kræver det for eksempel eget tørreri, siger Poul Madsen.

Det er også Morten Toft Thomsens erfaring.

- Man skal sætte sig ind i de forskellige afgrøder, og så skal man drage nytte af andres erfaringer, for det er for dyrt at drage erfaringerne på bagkant, når det gælder specialafgrøder, siger han.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame