Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Ingen effekt af revet majs

Af ame - 8. sep. 2017 KL. 13:30

Et dansk praksisforsøg med revet majsensilage påviser, at det hverken har effekt på mælkeydelse eller stivelsesfordøjelighed - skriver Seges.

Et forsøg med revet majsensilage er blevet gennemført af Seges i samarbejde med Vestjysk Landboforening og Sagro af majs høstet i 2016.

Det foregik som et praksisforsøg hos 11 danske mælkeproducenter, som alle fik lavet både almindelig majsensilage og revet majs. Besætningerne var alle Dansk Holstein med en ydelse på 10.000-13.500 kg. energikorrigeret mælk, EKM, og med 150-550 årskøer. Det skriver Seges.

Formålet med forsøget var ifølge Seges at undersøge, om man ved at fodre med revet majsensilage kan øge dels mælkeydelsen, dels stivelsesfordøjeligheden i majs­ensilage.

For at undgå forskel, som følge af tidspunkt på sæsonen, fodrede halvdelen af producenterne først med den revne majs og skiftede derefter til almindelig majsensilage, mens den anden halvdel lagde ud med den almindelige majsensilage for derefter at skifte til den revne majs.

Hos fem af producenterne blev majsen snittet med finsnitter med Shredlage Corn Cracker, og hos fem andre blev anvendt finsnitter med Fibertech valser og én fik snittet med en Krone-snitter med almindelige valser, men hvor forskellen i hastighed på valserne var øget til 50 procent.

Den gennemsnitlige snitlængde i den almindelige majsensilage var på 12 mm, varierende fra 9 til 22 millimeter, mens den gennemsnitlige snitlængde på revet majs var på 19 millimeter, varierende fra 10 til 25 millimeter, skriver Seges.

Uændret ydelse

Mælkeydelsen blev målt i samtlige besætninger ved en almindelig ydelseskontrol en gang i perioden, hvor der blev fodret med almindelig majsensilage og en gang i perioden med revet majs. Der blev heller ikke fundet forskel inden for laktationsnummer, skriver Seges.

De første danske resultater stemmer overens med et tysk forsøg fra 2016, der heller ikke viste forskel i hverken foderoptagelse eller mælkeydelse mellem Shredlage med 26 millimeter og almindelig snittet majsensilage med 7 millimeter snitlængde.

For at vurdere stivelsesfordøjeligheden i den revne majs i forhold til almindelig majsensilage blev stivelsesindholdet i køernes gødning målt. Her fandt man nøjagtig samme niveau, nemlig 14 gram stivelse pr. kg tørstof både under fodring med almindelig majs og revet majs.

Dokumenteret bedre kerneknusning

Som en del af afprøvningen blev kerneknusningen i såvel den almindelige som den revne majs undersøgt i et amerikansk laboratorium. Og resultaterne dokumenterer, at kernerne knuses bedre med teknikken, der bruges til revet majs. Kerneknusningsscore er et udtryk for, hvor meget stivelse der passerer igennem et sold på 4,75 millimeter, skriver Seges.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame