Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Højt tørkeindeks bør ikke skræmme: Hold påske og nyd dit gode håndværk

Af Louise Gregersen - 16. apr. 2019 KL. 13:14

Ifølge en planteavlskonsulent er der ingen grund til at panikke over DMI's tørkeindeks, der ligger noget højere i foråret end normalt.

Selvom marts var rekordvåd, er tørkeindekset rekordhøjt, skriver DMI. Og med en solskinsrig og varm påske, kan det måske få nogle til at rynke panden.

Men det er der ingen grund til, ifølge en planteavlskonsulent fra rådgivningsvirksomheden VKST på Sjælland.

- Det kan sagtens nå at blive glimrende endnu, siger Ole Schou til Maskinbladet.

Ikke set i 15 år

DMI varslede i sidste uge, at tørkeindekset på landsplan er steget fra 0 til 4, som stadig er lav risiko for tørke, men dog rekordhøjt for april.

- I de 15 år vi har beregnet tørkeindeks, har vi ikke set så høje værdier så tidligt på sæsonen, siger Mikael Scharling, som er klimatolog hos DMI, i en pressemeddelelse.

Og med de kommende ugers prognose om mange solskinstimer og tørvejr, kan indekset kravle endnu højere op.

- Tørkeindekset kan komme op på ca. 7 (forøget risiko for tørke), lokalt kan man måske ramme indeksværdi 9 svarende til høj risiko for tørke. Normalt skal man hen i slutningen af maj, starten af juni, for at se et så højt tørkeniveau, lyder det fra Mikael Scharling.

Ikke kritisk lige nu

Planteavlskonsulent Ole Schou medgiver, at tørkeindekset er højt, men det er ikke alarmerende for afgrøderne. Det skyldes dels, at det ikke er et kritisk tidspunkt for planterne, og at vejret kan nå at arte sig.

- Vintersæden er ikke for alvor begyndt at bruge af væden eller gødningen endnu. Nogle steder vil man se, at gødningen ligger på den knastørre jordoverflade, fordi den ikke er blevet opløst og bragt ned til rødderne, men det er en overgangsfase, hvor planterne måske ikke gror så kraftigt. ? Det kan nå at ændre sig, siger han.

Hvad angår vårsæden mener Ole Schou, at det dygtige håndværk spiller en stor rolle nu.

- Hvis man har gjort sit håndværk godt, så har man sørget for at frøene er sået på fugtig bund, og så er det nuværende tørkeindeks ikke vigtigt, siger han.

Godt håndværk spiller ind

Men er der noget, man kan gøre? Skal man vande nu?

- Det er svært at rådgive om, fordi der er så mange forskellige jordtyper. Her på Sjælland vander man kun specialafgrøder. Men jeg har godt læst, at man kører vandingsmaskinen tidligt frem i Jylland i år. Det er vanskeligt at give ét råd om, siger han og fortsætter:

- Jeg vil sige: Hold påske, hvis du har gjort dit håndværk godt, altså sået vårsæd i fugtig jord og gødet tidligt. Så er der ingen alarmklokker, der bør ringe, siger Ole Schou.

DMI udregner tørkeindekset ud fra en vandbalancemodel, der hver dag estimerer mængden af vand i det jordvandmagasin, som planterne har til rådighed. Planternes roddybde og jordtypen bestemmer i praksis størrelsen af jordvandsmagasinet, som kan variere meget selv indenfor et mindre område.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame