Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Agri Nord: Markarbejdet bør sættes på standby

Af JOF - 10. apr. 2019 KL. 10:20

Det kan give store skade på planterne, hvis der gødskes med flydende gødning i frostvejr, og planteværn er uden effekt. Sådan lyder advarslen fra chefkonsulent fra Agri Nord.

DMI melder om nattefrost helt ned til tre graders frost i de kommende dage. Derfor råder chefkonsulent planteavl i Agri Nord, Flemming Floor Jensen til, at man er varsom med planteværn og gødning i marken.

De kommende nætters frostvejr vil stresse planterne, og derfor skal man være påpasselig med, hvad man udsætter planterne for, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

I forhold til gødning skal man ikke køre flydende typer såsom flydende gødning eller mangan på.

- Flydende gødning svider planterne, når planterne er stressede, siger Flemming Floor Jensen.

Dog kan man godt give handelsgødning eller gylle. Kulde er faktisk en fordel i forhold til gylle, idet lavere temperaturer giver en lavere fordampning.

Planteværn virker ikke i kulde

Chefkonsulenten råder til, at man bliver hjemme med planteværn og vækstregulering i kulden. Behandlingerne har ingen effekt, når der er koldt.

- Der er ingen effekt af ukrudtsmidler, når planterne ikke er i vækst, og det er de ikke, når der er frost, siger han og fortsætter:

- Vækstreguleringsmiddel, der ellers er sæson for nu, virker ikke i kulden. Når temperaturen når under cirka 8 grader - afhængigt af midlet - så holder det op med at virke.

Kulden fungerer desuden i sig selv som vækstregulering.

Kulden kan koste udbytte

Der er derfor ingen grund til at føje yderligere problemer til marken, for de kommende par dages vinterlige temperaturer kan komme til at give skade i sig selv, hvis frosten bliver hårdere og længerevarende.

I blomstrende raps er der fare for, at blomsterne falder af, eller at planten bøjer ned, og starter en ny vækst fra jordhøjde.

- Al modgang mod planterne her i foråret koster udbytte, siger Flemming Floor Jensen i pressemeddelelsen.

Vintersæden skal nok overleve

I vintersæden kan bladene få et hak og en form for et bånd tværs over bladet.

- Det betyder ikke noget, men er et tegn på, at planten har fået frost, siger han.

Jordtemperaturen er desuden så høj på nuværende tidspunkt, at planterne ikke er i fare for at gå ud.

- Der er lidt varme ved rødderne, og jorden bliver ikke bundfrossen, så der sker ikke noget, siger konsulenten.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame