Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Vi har ikke noget at skjule

Af Marianne Nørmark - 14. nov. 2018 KL. 15:45

Danske Mælkeproducenter ønsker ikke at gå i dialog med dyreværnsforeningen Anima. Arla erkender, at der er en kløft mellem land og by om landbruget.

Landmændene hos Danske Mælkeproducenter har registeret Animas kampagne mod Arla og dansk mælkeproduktion i landsdækkende medier. Men mælkeproducenterne har ikke tænkt sig, hverken at invitere Anima indenfor i staldene eller gå i dialog med aktivisterne.

- De har tidligere vist i mink-sagen, at man ikke kan stole på dem og deres optagelser. De er kendt for at manipulere med deres billeder og redigering. Hele deres udgangspunkt er jo, at vi slet ikke skal have køer og mælkeproduktion i Danmark, så der ikke basis for dialog, siger Kjartan Poulsen, formand for Danske Mælkeproducenter.

Han understreger, at mælkeproducenterne overholder lovgivningen omkring dyrevelfærd og ikke har noget at skjule. Hvert år åbner mælkeproducenterne stalddøren til Åbent Landbrug, hvor alle har mulighed for at se, hvordan køerne har det og produktionen foregår.

- Jeg har svært ved at tro på de tal, de lægger frem. De påstår, at 53 procent af danskerne ikke ved, at koen kun kan give mælk, når den har fået kalv. Men de fleste er da blevet født af en mor og ved, hvor mælken kommer fra. Jeg har min tvivl om, hvordan den undersøgelse er lavet, og hvordan danskerne er blevet spurgt, siger formanden for Danske Mælkeproducenter.

Adskillelse ko og kalv

Annoncerne i blandt andet Jyllands-Posten og Jyskfynske Medier spørger kritisk til dyrevelfærd og Arla om adskillelse af koen og kalven og stiller kritiske spørgsmål til aflivning af tyrekalve.

Arla erkender, at der er en udfordring med aflivning af tyrekalve.

- Vi har en klar ambition og forventning om at kunne stoppe den praksis indenfor nærmeste fremtid, skriver Arla i en pressemeddelelse.

I annoncerne kritiserer Anima også, at ko og kalv bliver adskilt efter 12 timer. Her henviser Arla til gældende lovgivning og forskning i dyrevelfærd og trivsel hos malkekøer. Arla skriver på deres hjemmeside under malkekøer:

Det er svært at fastsætte det mest optimale tidspunkt for, hvornår det er bedst at adskille koen og kalven. Koen og kalven stimuleres begge positivt ved, at koen får lov til at slikke kalven. Omvendt har forsøg også vist, at det er mindre stressende og belastende for koen og kalven, hvis de adskilles tidligt, fordi de ikke når at knytte stærke sociale bånd, som de gør, hvis de er sammen for eksempel 4 dage, 14 dage eller ligefrem flere måneder. Det er nogle af de aspekter, der har haft betydning for lovgivningen om, at koen og kalven skal gå sammen i minimum 12-24 timer. En tidlig adskillelse har desuden den positive sideeffekt, at den minimerer risikoen for, at koen, som kan være en rask smittebærer, smitter kalven, der er meget modtagelig over for smitte.

Aflivning tyrekalve

Arla deler Animas ærgelse over, at kendskabet til landbruget og fødevareproduktion de seneste årtier er blevet mindre.

- Netop denne kløft mellem land og by er den primære grund til, at vi nu igennem en årrække har afholdt forskellige aktiviteter, der bygger bro mellem landbruget og forbrugerne, skriver Arla.

De henviser til Åbent Landbrug, Økodag, skolebesøg og gårdbesøg, der hvert år tiltrækker flere end 200.000 forbrugere ud på landet.

Anima skriver i deres annonce, at de ønsker at besøge et landbrug og filme adskillelsen mellem ko og kalv, filme aflivningen af tyrekalvene, filme en udtjent malkeko før slagtning, men hos mælkeproducenterne har de ikke tænkt sig at byde indenfor til optagelser.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame