Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Nye regler giver mælkeproducent grå hår

Af Anders Melchiorsen - 3. aug. 2018 KL. 09:00

Krav om mindre kvælstof i kvægstalden frustrerer landmand Niels Haunstrup. Han står nu med valget mellem dyrevelfærd og lovgivning, når han om kort tid skal have bygget ny stald.

Nye krav i Husdyrgodkendelsesbekendtgørelse, der blev offentliggjort 7. juli 2018, betyder, at kvægproducenter reelt set ikke kan lave en ny stald uden faste gulve. Niveauet for kvælstof må nemlig ikke overstige 0,89 kg N pr. kvadratmeter pr. år, og det betyder, ifølge Landbrug & Fødevarer i praksis, at møget ikke kan forblive i stalden under et drænet spaltegulv.

Niels Haunstrup, der driver en kvægbedrift vest for Herning, går med planer om at bygge ny stald, der skal stå færdig i december 2018, men han er frustreret over skiftende lovkrav og mangel på klare linjer mange år frem i tiden.

- Der bliver hele tiden lavet om på de regler, vi skal følge. Det gør det svært at planlægge, hvordan jeg i fremtiden skal styre min bedrift og min økonomi, siger han.

L&F kritiserer

Fra Landbrug & Fødevarer er der kritik af den fremlagte ændring af Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen. Kritikken går på, at Miljø- og Fødevareministeriet endnu ikke er færdig med en samlet undersøgelse af, hvilke staldtyper og miljøteknologier, der kan hjælpe med at reducere ammoniakudledningen, og at der trods det er sat nye grænser op for niveauet af kvælstof i staldene.

- Det er stærkt kritisabelt, at landmændenes valgmuligheder i den grad begrænses. Det indsnævrer kvægproducenternes muligheder for at udvide eller bygge nyt til erstatning af en gammel stald, siger Christian Lund, formand for Landbrug & Fødevarer, Kvæg.

Robotter

Niels Haunstrup har valgt at bruge malkerobotter i sin produktion. Han har lige nu 14 robotter, der løbende malker køerne en ad gangen, mens de andre hviler sig i stalden. Med sådan et system kommer det til at give en række problemer med et fast gulv i den nye stald.

- Skrabere på gulvet forstyrrer køerne, mens de hviler sig, og de bliver stresset, hvis jeg bruger en minilæsser til at muge ud med, siger Niels Haunstrup.

Yderligere vil der ifølge ham være problemer med at holde dyrenes ben og yvere rene i en stald med fast gulv, hvor afføringen ikke kan komme væk fra køerne med det samme.

- I forhold til dyrevelfærd mener jeg ikke, det er rimeligt, at mine køer skal gå med lort op ad benene. Derfor er den bedste løsning ikke en stald med fast gulv, siger Niels Haunstrup.

Det vil ifølge ham også give problemer med godkendelse til afsætning til Arla, hvis ikke dyrene ikke kan holdes rene.

Prisen

Byggeriet af den nye stald begynder i august og kommer efter planen til at stå færdig i december. Niels Haunstrup ser ikke nogen anden løsning end at lave stalden med et fast gulv for at overholde lovgivningen.

- Reelt set er jeg tvunget til det. Det er frustrerende, at der ikke er en politisk stabilitet omkring det. Jeg går hele tiden rundt med tanker i baghovedet, om jeg gør noget ulovligt, siger Niels Haunstrup.

Og det er ikke prisen, der er det altafgørende i overvejelserne. Med et spaltegulv er der mulighed for at have en gylletank under, mens der med fast gulv skal være opsamling i en separat beholder ved siden af stalden. Så reelt set mener Niels Haunstrup, at prisen bliver den samme, uanset typen af gulv.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame