Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Mælkeprisen for maj er uændret

Af JOF - 24. apr. 2019 KL. 13:15

Arlas acontopris for konventionel mælk vil forblive uændret fra 1. maj 2019.

I en pressemeddelelse oplyser Arla, at acontoprisen for konventionel mælk vil forblive uændret fra 1. maj 2019.

Dermed er Arlas acontopris for konventionel mælk af bedste kvalitet baseret på GMO-frit foder, hvor medlemmet har indsendt data for Arlagården Plus, 249,8 DK øre/kg.

Også Arlas acontopris for økologisk mælk vil forblive uændret fra 1. maj 2019. Dermed er Arlas acontopris for økologisk mælk af bedste kvalitet, hvor medlemmet har indsendt data til Arlagården Plus, 325,4 DK øre/kg.

Markedsoversigt

Arla skriver, at samlet set ligger de europæiske mælkemængder på samme niveau som sidste år. Dette gemmer dog på forskelle på tværs af kontinentet. Mens nogle lande, særligt UK, Irland og Polen, har øgede mængder i forhold til sidste år, ligger produktionen i andre lande, særligt Frankrig, Holland og Tyskland, stadig under sidste år. Men mængderne i disse lande var større i februar end i januar, så forventningerne er, at vi generelt vil begynde at se en svag vækst i Europa i 2019. Mælkeproduktionen i USA er også faldet og ligger aktuelt på samme niveau som 2018. Det samme gør sig gældende for NZ, hvor væksten har været væsentligt under forventningerne. Produktionen i Australien fortsætter med at falde. Der har været et 12,7 % fald i februar i forhold til 2018.

Det europæiske smørmarked har været meget stille, idet de fleste købere allerede har dækket deres Q2-positioner og kun viser ringe interesse for at købe ind til Q3 til de højere priser, der fremgår af futures-markedet. Men da de globale priser nu er ca. EUR 750/ton højere end de europæiske priser, er eksportmulighederne attraktive for øjeblikket. Priserne på fløde har været stabile, bortset fra UK hvor vi ser et fortsat prisfald.

Både priserne på skummetmælkspulver og sødmælkspulver er faldet på kort sigt, men en stærk efterspørgsel og stærke priser for Q3 og Q4 tyder på, at priserne stabiliserer sig. Globalt set er efterspørgslen stadig stærk for alle produkter.

I lighed med de andre markeder er ostemarkedet fortsat meget stille, med priser der ikke har bevæget sig så stærkt som forventet. Sidste år var der også stille i perioden op til påske, mens efterspørgslen efter påske steg væsentligt. Hvis dette mønster gentager sig, vil priserne stige igen. Efterspørgslen efter mozzarella er stadig stærk, og der er stadig en tydelig knaphed på markedet, hvilket betyder, at priserne ligger på et godt niveau, skriver Arla i pressemeddelelsen.

Adfærden på de økologiske markeder styres af lokale dynamikker. Mens markederne samlet set er stabile, sætter et øget udbud pres på det tyske marked, mens en reduceret efterspørgsel gør det samme i Sverige. Markedet i UK har stabiliseret sig, mens det danske marked er forblevet uændret.

Nøgleordet for de amerikanske og europæiske økonomier er for øjeblikket forsigtighed. Blandede økonomiske data både fra USA og Tyskland har betydet, at der er en vag holdning både til USD og EUR. Begge valutaer har været tynget af en inflation, der er lavere end forventet, og USD er også ramt af et overraskende fald i forbrugernes holdninger trods den rekordlave arbejdsløshed. Til gengæld har faldet i produktionsmængden i Europa været mindre end forventet. GBP styres stadig ultimativt af Brexit. Udsættelsen af udtrædelsesdatoen, kombineret med signaler både fra UK og EU om at en hård Brexit ikke er sandsynlig, og økonomiske data, der er mindre negative end forventet, ses som positive tegn. Men den fortsatte og øgede usikkerhed om UK's fremtidige forhold til EU betyder, at det generelle pres på GBP fortsætter.

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame